Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 219 -
ven. Da ved man da . . . nogenlunde sikkert
. . . hvad man har at holde sig til. Og sine
egne indfald og skrøbeligheder, dem faar man
finde sig i . . . Jeg har aldrig sveget dig, Paals
. . . Nej, det har jeg ikke . . . ."
Han trommed atter paa ruden. Der kom en
lurvet kjøter ruslende forbi, en forkommen
graa-tas, ganske vaad — for det regned udenfor. Den
hørte lyden fra vinduet, stopped op og saa op
til majoren med to store, sorte, forundrede øjne.
Pludselig steg mindet om Burman frem i
hans erindring, gamle Burman, som han ikke
havde tænkt paa i mange aar.
Burman! . . . Det skulde da vel aldrig
være Burman, som kom tilbage for at trøste
ham? Der var nemlig noget i det hundeblik,
som minded ham saa grangivelig om Burman;
han havde ogsaa den samme farve . . . Aa
sludder! Burman maatte jo være død for mange
lange tider siden; bikjer blir aldrig saa gamle.
Og kjøteren derude slentred videre med
den største ligegyldighed.
Nejvist var det ikke Burman. Det var en
fyr, han aldeles ikke kjendte, en fuldstændig
uvedkommende person. Fanden satan kom
han der og vakte alskens gamle tanker tillive
hos ham! . . .
Burman ja! . . . Stakkars Burman! Han
havde i grunden været hans bedste ven. Og
han havde været slem mod Burman, det lod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
