Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rokoko og klasssiisme i Bergen 1750-1800
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
Skap, sandsynligvis dekorert av M. Blumenthal. (* Bergens museum.)
i hænderne due, oljegren, pelikan, stork, lam, bidsel,
drueklase, musikinstrumenter, kors og nytestamente.
Disse «putti» er charmant malt. Baade typer og
bevægelser stammer direkte fra Correggios berømte
buttede smaafolk. De bærer violette, høirøde eller
blaa draperier.
Dette er uten tvil det ypperste utslag vi eier
hertillands av senbarokkens pompøse takdekorationer,
som har sin rot i jesuitstilens romerske kirke* og
paladsplafonder, hvor himlene aapner sig med blæn*
dende visioner av helgener og himmelske hærskarer
tronende eller svævende fremover skyregionerne.
Blumenthal har overlegent behersket saavel enkelt*
figurernes formgivning og forkortning som den ryt*
miske opbygning av grupperne til effektfuld masse*
virkning. Ogsaa farvekompositionen er god. Den
viser den for ham karakteristiske samklang av høirødt,
som dominerer centralt i den tronende kvindefigur,
og dypblaat i himmelhvælvet som omrammer det
hele. Mellem disse to hovedfarver grupperer sig
stænk av blekrødt i barnekroppene, brunrødt i
«Tidens» gammelmandskrop, orange i kvindekjortelen
og graat i skyerne. Alt er bredt og pastost malt, med
lette, klare, rødligbrune skygger og konturer. Der er
endog kommet ind en egen myk malerisk*sløret virk*
ning av toner og overganger, — noget visst «sfumato»,
som ellers er fjernt fra Blumenthals haandfaste kunst.
Nogen signatur bærer ingen av disse billeder.
Heller ikke findes nogensomhelst skriftlige doku*
menter, som peker paa Mathias Blumenthal som
mesteren. Men paa den anden side er traditionen
om at de skyldes ham saa bestemt, at der ingen
grund er til at dra den i tvil.15 Der kjendes heller
ikke nogen anden maler i Bergen i disse aar, hvem
det kunde være tale om. Og trods den store kva*
litetsforskjel mellem dette verk og Blumenthals sig*
nerte portrætter, viser de dog en saavidt stor over*
ensstemmelse i koloristisk karakter, at malerens iden*
titet tør være sikret.
Hvor meget der i disse dekorationer skyldes BIu*
menthal selv — og hvor meget han muligens kan ha
laant gjennem kobberstik o. lign. fra sine europæiske
forbilleder er det endnu umulig at si. Det kunst*
neriske stof var dengang internationalt fælleseie i be*
tydelig større grad end i vore dage, og den tvangs*
forestilling som individualismens tidsalder har dyrket
under navn av originalitet var iallefald langt mindre
bevisst utformet. Baade det allegoriske formsprog,
kompositionsmaaten og enkeltmotiverne viser i fuldt
mon, at han har været grundig hjemme i sin samtids
kunstneriske uttryksmaate og behersket den med
virtuositet. Blumenthal har bevæget sig med fuld
frihet, og der er sikkert al mulig grund til at tilskrive
hans egen frodige fantasi og formfølelse hovedæren,
samtidig som vi her ser en moden frugt av rokoko*
aarhundredets høie maleriske kultur. At han paa
sine ungdomsreiser har mottat sterke indtryk av sam*
tidens franske eller tyske kunst synes utvilsomt. Selve
rokokoens stormester, Boucher, vilde ingenlunde
behøvd at skamme sig over at ha gjort en figur som
Blumenthals Merkur, og de typiske bakgrundsvirk*
ninger med graagrønne træmasser og grønsvær mot
en solnedgangshimmel i blek rosa, feiet hen med
brede, aandfulde strøk, vidner om et meget betydelig
malertalent. Dobbelt sørgelig blir det, at omtrent
alle hans øvrige dekorative arbeider er forsvundet.
Som nævnt blev virkningen av rummet ytterligere
forhøiet ved vægbilledernes stilistiske sammenhæng
med det dekorative træverk, hvis form og farvegiv*
ning formodentlig ogsaa skyldes Blumenthal. Naar
værelset blir montert paany vil det oprindelige træ*
verk bli benyttet. Fotpaneler og dører viser kraftige
rokokoprofiler, og farven er overalt i det yttre
rammeverk lys graagrøn, indenfor dette hvite lister,
derefter lyst rødt og endelig i midtfeltene graagult
med graagrønne rokoko*kartoucher. Brandmuren har
rik stukornamentik i graablaat. Som man ser, er det
stadig rokokoens typiske, brutte toner, som er an*
vendt. Den kolde hvite totalfarve, som nutiden sta*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
