Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rokoko og tidlig klassisisme paa Østlandet 1750-1800
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
Rokoko paa Østlandet. 118
E. G. Tunmarck: Fru S. Alsing, f. Arbo. (Fru E. Arbo, Kristiania.)
architektoniske Partier pege paa udenlandsk om ellers
nogetlandsk Egn». At de mere almindelig holdte
figurscener er hensat i rokokoens drømte hyrdeverden
med halvt romantiske borgtaarn eller ruiner, er ikke
overraskende. Men selv det Cappelenske jagtparti
viser en middelaldersk fantasiborg i bakgrunden, bil*
lederne fra gaardsbruket eller fra sagbruket ved Vest*
fossen viser den samme fjerne og abstrakte egn uten
tilløp til norsk lokalpræg og med de samme store,
sydlandske løvtrær, hvis prototyp vi kjender fra de
gamle italienske billeder. I maleri har vi her en
slaaende parallel til den kunstopfatning som vi møter
i Tullins ganske samtidige digtning. Hans natur*
og menneskeskildringer var likesaa abstrakte, virkelig*
hetsfjerne og betinget av konventionelle tidstyper
som Tunmarck’s. Det gryende natursværmeris ro*
mantik er paatagelig hos begge. De hensætter altid
sine mennesker i duftende landskaper, men det har
altsammen en meget fjern tilknytning til virkelig*
heten — endmindre til den specifikt norske.
For begge gaar virkeligheten uten brud over i en
drømt idealverden. Velkjendte, bastante Kristiania*
borgere vandrer uten spor av komisk virkning over
i Tullins digte som hyrder og hyrdinder. Landska*
pene omkring Fossesholm paa Eker blir hos Tunmarck
uten betænkning staffert med fantastiske sydlandske
trær og bygninger, — trærne blir endog av hensyn
til den dekorative virkning overfor alt det brungule
i billederne malt blaalige, tiltrods for at han likesaa*
godt som vi har set, at i naturen er de grønne. Det
er den egte og helstøpte naivitet, hvormed Tunmarck
som Tullin ofrer virkeligheten for den artistiske
virknings skyld, som i begge tilfælde er saa ind*
tagende.
Ingen av dem arbeider med virkelighetsindtryk,
men med arvede konventionelle former, og dog er
den artistiske følelse hvormed de bearbeider dem,
egte hos begge. Derfor kan vi endnu nyde den
spinkle musik i Tullins vers, likesom den deko*
rative takt i Tunmarcks billeder.
Paa Fossesholm har han vistnok ogsa malt en række
av de andre værelser, hvor der endnu skal findes
rester av malte lærretstapeter under de nyere papir*
tapeter. I satsbillederne kjender vi igjen figur* og
landskapsstilen og hele den koloristiske karakter fra
taket og dørstykkene i Kongsberg kirke — de haarde
brune konturer og de ferske hvite glanslys. Naar
allikevel Fossesholm*billederne gjør en anderledes vel*
lykket virkning, er det fordi herredømmet over rum*
met som dekorativ helhet her veier avgjørende, mens
det har skortet vor mester paa alle de finere maleriske
kvaliteter som de isolerte billeder i kirken krævet.
Det var som dekoratør Tunmarck hadde sin styrke.
Det har han ogsaa vist i andre arbeider av samme
slag. Norsk Folkemuseum eier en samlet, men langt
enklere rumdekoration paa lærret fra Siemersgaarden
paa Landfaldøen i Drammen, som er signert «Den
15. Junii 1787 Tunmarck».43 Grundfarven er lys
opalgrøn, og hvert av de 8 felter er omgit av malt
rokokorammeverk i blaagrønt. Midt i hvert felt er
indlagt paa chinesiserende vis som frit svævende øer
smaa mangefarvede figurgrupper i landskap med hus
og trær. De fremstiller: jagtparti med dame og herre
i rokokodragter, — kristelige dyder, — lykkens eller
rigdommens gudinde, — tre forskjellige elskovsscener,
— to klassisk*allegoriske scener. Panelbrystningen
er ogsaa malt grønlig med chinesiserende landskaper
midt paa. Alt træverk er i samme grønblaa og opal*
grønne farver. Interiøret er helstøpt og holdnings*
fuldt. Tiltrods for det sene tidspunkt er hele den
maleriske utsmykning i fuld rokoko, mens den ind*
brytende louis*seize*stil dog spores i brandmurens
ornamentik.
Utskilt fra rummets dekorative helhetsvirkning er
tapetene fra den nedrevne hovedbygning paa Lille*
moen ved Drammen. De har altid været i samme
slegts eie og tilhører nu dr. Bülow*Hansen, Kristiania.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
