Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Nei ved De hvad, konsul, jeg lægger mig ’
ikke paa gulvet.»
«Nei, nei, nei,» sagde konsulen og jabbede
sin vei.
— Men Maren Ragna glemte den bele dag
ikke det, kaptein Horten havde sagt om den
blaa perleblomst. Aldrig havde nogen sagt noget
saadant til hende for. Tænk bun, som var saa
lidet pen – næsten styg kanske.
Om bun skulde skrive og fortælle søstrene
det! Skjont nei, det vilde hun ikke. De vilde
bare le af det. Og det var ikke noget saa
frygtelig i verden, som naar folk lo af en.
Lille blaa perleblomst! Hun gik bort i speilet
og saa paa sig selv. Egentlig havde bun aldrig
set paa sig selv paa den maade for. Det var jo
intet pent i hendes ansigt, undtagen tænderne
kanske. Det var ubegribeligt, at han kunde tinde
paa, at bun lignede en blomst.
Men det var morsomt ogsaa!
Han var vist snild den gamle kaptein, men
hvor ilaut, at hun begyndte at græde, da han
talte om, hvor vakkert der var hjemme.
Aa slig som hun længtes hjem!
Hun holdt ikke ud at være her, nei hun vilde
ikke — hun vilde ikke.
Og her skulde hun være bestandig, hele livet
sagde de.
Hun gik omkring som i søvne, snakkede
ikke, bare stirrede ud af alle vinduer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
