Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvor gruelig rar han havde været sidste gang,
hun havde talt med ham, — han kunde da
umulig mene, at han — ja, at han var forelsket
i hende — Maren Ragna stirrede langt op i
himmelens hlaa — jo tænk, han mente vist det.
Hun havde aldrig villet fortælle det til Othar
engang, for han vilde vist le af det, og det kunde
hun ikke like — det var ikke noget at le af —
men Othar var nu bestandig saa lystig.
Du, hvor livlig han bestandig var — det var
gruelig moro at ha saadan kvik mand!
Bare han kom ind, var hele værelset
ligesom fyldt af ham, og folk flokkede sig om ham
og lo.
Saaledes havde det været nede i Heidelberg
ogsaa, den korte tid de havde væi’et der. Saa
aldeles ukjendt, som han kom derned — og saa
fuldt af venner han alt havde faat sig!
Ja, det var jo ikke det mindste rart, saa
hyggelig som han var. Og tænk han var hendes
mand — det var hende, han likte fremfor alle
— alle andre!
Atter maatte hun støtte hovedet i haanden
og stirre op i den blaaeste af alle hlaa himle.
— Der hørte hun ham i trappen — han
havde et eget lag, saa hun kjendte hans maade
at springe paa helt nedenfra — nu stod han i
døren.
Han var ogsaa blit tykkere og var rød i
kinderne. En opadbøiet, flot moustache havde
7 — Zwilgmeyer : Maren Ragna.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
