Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
––-Aa Gud, hun var jo som i en grav
herinde. Hun styrtede frem, holdt sig med
udstrakte arme i jordvæggen paa begge sider,
snublede, forsøgte at løbe i det begsorte mørke —
aa, om hun ikke fandt frem — om de glemte
hende — hun var jo levende begravet — hun
vilde skrige.
Hun blev gal af angst — aa Gud, der var
en lysstribe, der blev lysere og lysere — der
stod hun midt ude paa platformen i det
blændende sollys.
Der havde ikke været en tanke i hendes sjæl
paa andet end at komme ud af mørket.
Borte ved rækværket stod Elsa og Othar, de
vendte sig forbauset rundt mod hende.
«Kommer du alene?» spurgte Othar.
Hun svarede ikke, men lagde haanden over
øinene, som om sollyset blændede hende.
Othar kom hen og vilde ta hendes arm.
Hun lod, som hun ikke mærkede del, gik hen
til rækværket, blev staaende og se udover. Det
flimrede for hendes øine og brusede for hendes
øren. Jeg besvimer vist, tænkte hun.
«Man ser langt her,» sagde Othar.
«Her er vidunderskjønt,» sagde Elsa, «ak!»
«Jeg er ikke bra — jeg tror, jeg blev syg af
mørket,» sagde Maren Ragna.
De vendte sig begge mod hende. «Sæt dig
paa denne bænk,» sagde Othar — «det gaar vel
over.» Det var ingen omhu, endsige ømhed i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
