Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det var det paa Marstrands Tid endog Reglen. Men Marstrand havde ikke det
Sind, der lod ham finde Trøst i Uehageligheden af et fælles Skil)bru(l.
Han stred alvorligt med sine Hillcdcr, arbejdede paa dem med en Iver, en
Energi, en Hengivelse, der ofte lod Resten af Verden gaa ham halvt i Glemme.
Mange, der i hans senere Aar har besøgt ham i Atelieret paa Charlottenborg,
mindes, at de her i Timevis har set paa Væggenes Rilleder eller Mappernes Teg-
ninger, uden at Marstrand henvendte et Ord til dem. Tyggende paa Penselskaf-
terne sad han iniidlertid og overvejede, hvorledes en Linie burde være, eller
han foretog med raske, bestemte Strøg en Ændring paa sit Billede. Det stod
ham saa overmaade klart, hvorledes alt skulde være. Og han haabede stedse
paa, at det dog een Gang skulde lykkes ham uforkraMiket at virkeliggøre det
Tankebillede, som viste sig saa levende for ham.
Ofte stod en højst fortrinlig Komposition optegnet paa et Lærred med løse
Streger af Kul og Kridt. Næste Dag blev den fuldstændig omformet, alle Figu-
rer flyttede. Dagen efter var det atter et helt nyt Billede af det samme Emne.
Og det var vanskeligt at sige, hvad der var bedst, det første, det andet eller det
tredje eller det fjerde*. Blev end i Reglen Kompositionen ved hver Forandring
rigere, saa var dog mellem de vragede Udkast nogle med andre Fortrin, adskil-
lige, der for mangen en anden Kunstner, selv om denne var blandt de dygtige,
vilde have betegnet et helt Livs lykkeligste Fund.
Ofte lovede et anlagt Billede det rent vidunderlige. Men jo hyppigere Pense-
len udslettende, omdannende, udformende gik hen over Lærredet, jo mere Bil-
ledet nærmede sig mod det, der skulde være det fa^’dige, des tungere blev Haan-
den, des mere sløvedes og slukkedes Farvernes Glans, des mere tabtes Toner-
nes Harmoni, des mere rundedes og drejedes Formerne bort fra Naturens sande
Karakter, des mere stivnede og forstenede Anlæggets glimrende Liv. Gennemar-
bejdelsen, der skulde forbedre, havde kun forværret og forringet.
Det hændtes en Gang, — det hændtes vel flere Gange, — at den Mand, hvis
Ord om Kunst havde størst Vægt, efter at have set et af Marstrands anlagte Bil-
leder, priste dets Herlighed overalt med oprigtig og velbegnmdet Begejstring.
Men da han kom tilbage for at se det næsten fuldførte Billede, kunde han van-
skelig skjule sin store Skuffelse. Dog sagde han venlige og sande Ord om Kom-
positionens Skønhed, beklagede, at en enkelt Figur var formalt, og stra’bte at
redde, hvad der endnu kunde reddes.
Men dybere og stærkere end nogen anden følle sikkert Marstrand selv, naar
ban kritisk betragtede sit Værk, at det ikke gav det, han havde tænkt og villet.
I Græmmelse over sin Vanmagt kunde han misunde Arbejderen, Haandværke-
ren, hver den, hvis Sjæl naar at mættes i Selvtilfredsstillelsens daglige Brød.
Saa kom det onde Lune. Taus og tvær satte han sig — hjemme eller ude — i
en Sofakrog med Hænderne i Lonniien og Benene strakte ud paa Gulvet. De
* Jfr. (le af Kiii .A /.. //fi/im/ i Ilendes Selvbiografi, 4 Del S. KiO anlbrte Vliingeraf Skingaaril.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
