Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
lige Foraglens Ord, Marstrand under denne Diskussion brugte om sine Lands-
mænds Umulighed som Stof for Kunst, og om de nationaliiistoriske Emners
ringe Vivrd, har lian jo iøvrigt under sin senere Kunstnerbane sonet paa den
mest glimrende Maade.
Men hvem har ikke — undtagen Lundbye — i Italiens Solskin fundet
Norden barsk og graa. Constantin Hansen kunde maaske gribe i sin egen
Barm, og der endnu mærke at Solskinnet engang havde glædet og varmet hans
Hjerte. I det siste Brev til ham fra Rom (Marts 1848) siger Marstrand: aSkjondt
jeg er enig med Eder Alle og mig selv, at et Hjem skal man have, og dernæst
at vort ikke er af de sletteste, saa maa Du dog tilstaae, naar Du (maaske med
Vold) gjør et Hop tilbage , at Hjertet har hoppet mangengang i Livet paa Dig
her paa en egen Maade. Det gives kun et Rom, og alt det man maser og raser
for ogsaa at faae denne Rest af en ufordærvet Natur bort ved alle deres mo-
derne saakaldte Dannelsesmidler — saasom Støvlettevæsen og opskruet Natio-
nalfølelse etc. — saa vil det dog aldrig lykkes at faae Solen til at skinne min-
dre kraftigt, og hvad er Livet u-den Sol, idetmindste for os Malere.« —
Ogsaa en anden »Trækvind« fra Norden lob Marstrand »kold ned ad Ryg-
gen.« Det var det evige Kævl mellem Kunstnerne og Akademiet. Med største
Undren og Bedrøvelse fik han at høre, at Constantin Hansens Medlemsbillede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
