Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
»Det er for varmt til at gaa ud,« skriver han d. 11. Juli til Roeds, »især for
Grethe, som slet ikke elsker Heden, saa vi komme sjeldent paa St. Marco, men
naar vi kommer der slaaer Kirke og Dogejjalads os ogsaa paa Planeten.« Hyen
synes aldrig af være forekommen ham herligere end da han tænkte paa at for-
lade den. Hans Ønske om at se den oplivet af glimrende Fester var gjentagne
Gange bleven opfyldt i Sommerens Løb. I Brevet til Roeds skildrer han den
da lige stedfundne Nattefest for Frelserens Dag. Den brede Kanal mellem I?yen
og Giudecca vrimlede »af Baade og Gondoler — udsmykkede med Baldakiner,
Blomster og oplj’ste af kulørte Lamper, ja saagar Lysekroner i de større, — og
deri sidde store Selskaber omkring Borde, dækkede med Mad og Viin, og synge,
lee og juble. Andre ere fyldte med Musikanter af alleslags Qualiteter, fra Lire-
kassen til fuld Orchester. Af og til oplystes disse rige og forunderlig fanta-
stiske Grupper af blaa, røde og gule Ild af det, man i gamle Dage kaldte den
bengalske. Det er et højst forunderligt, virkeligt Feeagtigt Skuespil at see dette
paa det blanke Lagunhav, og saa kom dertil, at rundt om i Horisonten var Him-
len kulsort af Tordenskyer, hvorfra det stadigt lynede og fordunklede al den jor-
diske Ild, hvad forresten Maanen, som ogsaa kom frem, ikke formaaede. Saa
gled man flere Gange op og ned i sin lille Gondol ad Rækkerne og besaa Sel-
skaberne i Detaillet og der var jo mangen bacchantisk Scene imellem, som al-
tid klæder Sydboere godt, da man aldrig mærker den raa Side af denne Til-
stand. Ellers er Livet her i Reglen ensformigt og stille, men man modtager paa
disse Gondolfarter mangt et skjønt Indtrj’k, som forhaabentlig vil bevares. De
vilde vist, Fru Roed, have megen Glæde af Venedig med sine vidunderlig
skjønne Paladser og sine Laguner, men Du, Roed, vilde vist ligesom jeg føle
mangen Smerte, naar man troer sig forpligtet til at skulle male disse Herlig-
heder og — saa ikke kan. Saa har man endog den Gla^de og Qval at see, hvad
de gamle Børster have formaaet.« —
Til megen Opmuntring havde det været for Marstrand, at baade Høyen og
Skovgaard sidst i Maj var komne til Venedig. Høyen, der fulgte Kancelliraad-
inde Deichmann og hendes Svigerinde, blev her et Par Uger, uagtet hans Rejse-
selskab ikke fandt Smag i Byen. »Det var en stor Fornøjelse. Han hører ikke
til de Blinde eller Hurtigtseende, han brugte Tiden fra Morgen til Aften for at
see og var i en stadig Ruus over Venedigs Bygninger og Malerier.« Skovgaard
paa at frappere end Du paa den Maade plejer. Det er noget nyt, at Musiken og Digtekunsten i
denne Romantikens Hovedstad repræsenteres ved en coniisk Bande af Musikanter. Den gamle
med Sækkepiben er af overordentlig comisk Kraft; og uagtet det ikke er italiensk at have en
Mine af Fordrukkenhed, saa er der dog Noget (og tilstrækkeligt) ved alle Personerne, som siger,
at de ikke ere tyske Bierfidlere, men fødte paa Kalkgrunden, som Signore Ernesto talte om. Men
de ere blevne liederliche Leiite, det er umiskendeligt, og det er igrundcn ikke kjont. Det hele
Syn paa S. Marco Pladsen, Palaierne, Taarnet — interesserer mig højlig. Den lille Dreng, med
Huller paa Ærmerne og aabenbart et godt Gehor, vilde være nok til kjende Dig paa, han er din
ægtefodte Son.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
