Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312
retnirii^ens indviklede Regnskaber, Sknbel og Pengekisten slaar aabne, en stor
Protokol ligger opslaaet paa Bordel. Da er den savnede vendt tilbage, han har
kastet sig paa sine Knæ og skjuler Ansigtet i sine Hænder, medens han hulker:
»Fader! jeg har syndet mod Himlen og mod dig!« Den gamle, skallede Jode
har rejst sig, bøjer sig mod ham og udbreder Armene, Broderen ser til med
Pennen i Haand, han er en net og smidig ung Mand, men føler sig ikke behage-
ligt overrasket. Skitsen, der er let og nydeligt behandlet, er malt i en mild
brunlig Harmoni, Lyset strømmer fra venstre ind over den ældste Broders gule
Talar, blaa Hue og fyldige rødbrune Haar, over det røde Bordtæppe, Stolens
Gylden læder og Faderens
r^"l|f\rr==:=-rT k"~°~="-i ,..=*=^^
graaviolette Kappe. Det
~~" "’ "’
er næsten Rembrandts
Farver. Det er helt Rem-
brandts Aand og Rem-
brandts Følelse. —
Der var P’ortællingen
om den Mand, der, ud-
plyndret og mishandlet
af Røvere, laa halvdød
paa Vejen fra Jerusalem
til Jericho. Præsten og
Leviten gik ham forbi,
men da Samaritanen, den
Ringeagtede, kom, »yn-
kedes han inderligen. Og
han gik til ham, forbandt
hans Saar og gød Olje og
Vin deri, løftede ham paa
sit eget Dyr, førte ham til
Herberge og røgtede ham. Og den anden Dag, der han rejste bort, tog han to
Penge ud, gav Værten dem og sagde: Røgt ham! hvad du udlægger mere, vil
jeg betale, naar jeg kommer igen.«
Marstrand bar baade fremstillet Samaritanen hos den udplyndrede Mand
paa Vejen og Rejsen mod Herberget, men oftest og bedst har han gengivet For-
tætningens siste Scene: Samaritanen, der, da Staklen er hjulpet til et godt og kø-
ligt Leje, staar i den aabne Dør, betaler Værten og beder ham sørge godt for den
Syge, hvad ogsaa Værten, en fattig, men brav Mand, højtideligt lover. Atter her
er Aanden Rembrandts, men Stilen er ikke Rembrandts. Der er tydeligt nok
Erindringer om Italien baade i Sollyset, der falder saa skarpt ind i Rummet, i
selve Interiøret, i dets Udstyr og i Værtens Ugur. —
Der var Fortællingen om de sniaa Børn , der under Disciplenes Modstand
sniaa Born komme til mig!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
