- Project Runeberg -  Wilhelm Marstrand 1810-1873 /
385

(1905) [MARC] Author: Karl Madsen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

385
af Dagen med hvad der forefalder og hvad ØjebUkkets Lyst byder. Her er og-
saa godt at bade«. Kun med Ulyst tænkte han paa de Forpligtelser, der paa-
hvilede ham som Akademiets — i 1863 genvalgte — Direktør. Saa meget som
muligt, skriver han til Thiele, Akademiets Sekretær, ønsker han Sagerne af-
gjorte uden at han behøver at tage Del deri. »Jeg har det saa godt, at det er Synd
at forstyrre min idylliske Ro.«
Præstegaardens Fred blev dog brudt ved Indkvartering af Soldater, der
vendte tilbage fra den ulykkelige Krig. Tanken om at kunne bidrage til at
hævde det haardt medtagne Lands Tilværelsesret har maaske netop ildnet
Marstrands Arbejdsivei". Da Prinsen og Prinsessen af Wales i September ven-
tedes til Roskilde, nedtoges Stilladset fra den ene Væg; »skøndt Billedet ikke er
ganske færdigt«, skriver Marstrand, »finde dog Alle, at det gjør Virkning.« Høyen
skrev i samme Maaned til en Ven: »Selv her, i mit eget Hjem, vil det Hyggelige
ikke rigtig indfinde sig, skjøndt Læne- og Gyngestolen er lige saa magelig som
den plejer at være. Spurvene komme lige saa ofte som ellers ved Vinduet. In-
validernes Lirekasse give accurat de samme Stykker og Bødkerens Hamre gaa
aldeles i samme Takt, oplivende, aldrig trættende. Og det gaar — saavidt jeg
mærker — mine gode Venner ikke et Haar bedre. De sysle hver med sit vante
Arbejde; de komme til mig eller jeg kommer til dem — del Sidste gaar kun
højst sjælden paa — og saa sidder man tavs og sér paa hinanden indtil endelig
man finder ligesom en Lettelse og en Anledning til at faa Tiden til at gaa ved
en Samtale om den besværlige Host eller om Myrer og Bladlus. Samtalen er
ligesom Vejret og Tiden tung, indtil der undertiden kan ligesom falde en Sol-
straale ind, naar Hilckers dejlige Decoration af Solennitetssalen i Universitetet,
eller H. Hansens og Marstrands Malerier i Christian den Fjerdes Kapel i Ros-
kilde kan komme paa Omtale«. (Høyens Levned, I, S. 333). Høyen havde stedse
haabet og ventet, at Folkelivsmaleriets gode Gerninger kun skulde tjene som
Forberedelse til Storværker af folkeligt dansk Historiemaleri. Netop nu da det
saa mørkest ud for Danmark, syntes hans kæreste Drøm at skulle gaa i Op-
fyldelse.
Da Marstrand i det følgende Foraar — efter at have ledsaget sin syge Broder
Troels til et tysk Badested, — vendte tilbage til Roskilde, flyttede han her ind
i Villa Clermont, hvor han og hans Familje, der denne Sommer gæstedes af
hans Broders Døtre, befandt sig endnu bedre end Aaret forud i Præstegaarden.
»Vi have det ellers ret godt i denne Kulde«, skriver han den 12. Juni 1865 til
Conslanlin Hansen »og jeg arbejder rask væk i Capellet. Du kunde gjerne stikke
herud med Extratog en Søndag, naar Vejret er rigtig godt. Børnene have jo ud-
mærket af den gode friske Luft, og have alle en udmærket Appetit. Der er for
mig noget saa uvant i at have Lov til kun at sysle med Arbejdet, at jeg mangen
Gang synes, at mine Forpligtelser som god Kone i Huset og Commandersergeant
vist maa blive forsømte — men heldigt er, at det meste i Verden skjøtter sig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 16:28:41 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/marstrandw/0399.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free