Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
394
nen, til venstre den fjendtlige Flaade i Medbørsvinden med blafrende Flag og
svulmende Sejl, belyste af Eftermiddagssolen, som netop bryder frem gennem
Skyerne. Farven i Hilledct er ret dybt stemt; stærkest virker Kongens bvide
Krave, en rød Fjer paa den Hat, en gullokket Adelsmand holder ind paa Bry-
stet, Knud Ulfeids blaa Armbind, den grønne Kofte paa Knøsen ved den røde
Medicinkasse, og de svenske Skibes gule Sejl. Mest kan der med Rette ind-
vendes mod nogle af Hovederne, f. Eks. Lægens eller Hovedet paa Adelsmanden
med den gule Manke, eller vel især Hovederne paa et Par unge Matroser, om
hvilke Julius Lange ikke uden Føje har sagt: »De ligne med deres flyvende
Haar og runde, smilende Ansigter ingen Ting, som er eller har været virkeligt
paa Jorden.« De findes ikke paa den malede Skitse, som Marstrand ellers ret
nøje har fulgt. Han indførte dem i Billedet for at berige dets Indhold og Stem-
ning med en ny og frisk Tone, et Pust af Ungdoms-Kækhed, og ikke — som
Lange mener — fordi han tog til Takke med Statister som Fyldekalk. Men
Karakteristiken er forfejlet, han har malt dem daarligt, rimeligvis uden Model;
en god Tanke fik en ringe Form, hvad der desværre hændtes ham jevnligt. Det
var jo saaledes en udmærket, en virkelig genial Idé af Marstrand paa den smalle
og mørke V.æg mellem Kapellets to Vinduer at male en lysende Kristusskik-
kelse, der med Sejrsfanen i Haanden stiger frem fra Graven mellem Vagten.
Men med sit udtryksløse Hoved, sin tørre og træede Farve, hører denne Kristus-
figur maaske til det uheldigste, Marstrand har malt. —
Hvis Christian IV selv havde kunnet se Gravkapellets Dekoration, vilde
den utvivlsomt i mange Maader have været ham til Glæde. Han vilde have
paaskønnet Billedernes Størrelse, thi han elskede det Store, og beundret deres
Livagtighed; de havde netop de Egenskaber, han synesat have vurderet højst
i Malerkunsten. Aanden, Tonen, Opfattelsen af Emnerne, vilde have vundet
Kongens udelte Bifald. Det havde været et af hans uopfyldte Ønsker at frem-
kalde anselige og betydelige Billeder af samme Art og i samme Stil, thi han
havde, som en Kundgørelse 1637 om en paatæ’nkt Dekoration af Kronborg siger
os, »zu den gemåhlten kein besser Argument oder Subiectum gewust, als Vnser
Vorfahren, der alten Konigen von Diinemarck tapfere vund Heroische Thaten,
als welche von derVergessenheit errettet werden, sondern auch Vnss vnd Vnsern
Nachkommen — eine krefftige anmahung geben wurden, denselben nachzu-
folgen.« Marstrands Billeder har netop rejst et saadant Æresminde som det,
Kongen vilde have givet sine Forfædre og sikkert ogsaa ønskede for sig selv,
et Monument for stolte Erindringer, der kunde glæde og varme alle danske
Hjerter, desuden vise kommende Slægter et følgeværdigt Eksempel.
Kongen vilde sikkert have genkendt sig selv, men nok have bemærket, at
de fremstillede Situationer i Virkeligheden ikke saa saaledes ud. Et Fantasi-
billede af længst svundne Tiders Optrin og Mænd vil jo aldrig kunne naa
streng historisk Paalidelighed; det vilde være urimeligt at vente, fordre eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
