Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
400
var, efter del Skudsmaal, han faar i Meldahls og P. Johansens Hog S. 806, »for-
bitret over, at man slet ikke vilde indrømme hans Pr;etcntioner paa at være en
meget betydelig Kunstner og han havde specielt inuKl Marstrand for dennes
aabne og djærve Udtalelser. Denne Modvilje overførte han i Aarenes I>øb paa
en hel Række andre Personer, der skød ham for])i i kunstnerisk Anseelse. Som
Dronningens Lærer havde han faaet Adgang til en Indflydelse, som han ikke
altid brugte paa en Maade, der gavnede Akademiet og Kunsten bedst.«
Det var ikke blot i Akademiet, at Marstrand skattede sig Uvenner ved sin
berygtede frimodige Oprigtighed. Han vejede ikke sine Ord, de kunde falde
som eksploderende Bomber. »Han var den oprigtigste Sjæl jeg har kjendt,«
sagde Fibiger ved hans Baare, »det var mærkværdigt hvad han kunde sige til
Andre uden Hensyn til Person eller Stilling.« Det fortaltes, at han ved de Konge-
liges Besøg paa en af Udstillingerne modsagde Dronningens Dom om et af
Billederne, og paa en forarget Hofmands Bemærkning: »Maa jeg gøre Pro-
ferssoren opmæ>rksom paa, at hendes Majestæt selv maleri« gav til Svar: »Jeg
maler ogsaa selv!« Da Rosenørn-Lehn meddelte Marstrand sin Udnævnelse til
Galleriets Direktør efter Høyens Død, skal Marstrand have sagt til ham: »Næste
Gang bliver det nok en af Staldetaten I« — Der staar jo skrevet i Roskilde
Kapel: »Du skalt ikke bedre den Veldige:«
Intet Under, at Dommene over Marstrands Væsen lyder modstridende fra
Mennesker, der kun kendte ham flygtigt. Mild, overbærende, forekommende
og godmodig kaldes han af nogle, og saaledes kunde han visseligt være. Barsk,
afvisende, utilgængelig kaldes han af andre, og saaledes kunde han vel ogsaa
være, naar han var i daarligt Lune, og traf Mennesker, der af en eller anden
Grnnd — eller uden Grund — vakte hans Antipati. Hans Uvenner i Akade-
miet paastod, at han brystede sig som en Hane, naar han traadte ind i Plenar-
forsamlingen for fra sin Direktørplads at slynge Tordenkilerne imod dem. Da
han ved Akademiets Aarsfest i Kongens Fraværelse skulde overrække to Kunst-
nere Guldmedaljen, fik den ene sin med venlige, anerkendende Ord, men til
den anden, som efter Marstrands Mening slet ikke havde fortjent denne Ud-
mærkelse, sagde han kun: »Slid den med Helsen!« Ofte kunde han uden
rimelig Aarsag være stødende uhøflig. Den velvillige Rosenørn-Lehn, der beun-
drede Marstrands Kunst, søgte ham en Dag for at give ham en Bestilling paa
en Altertavle. Marstrand spurgte ham gnavent om hans Ønske, og sagde,
da dette var fremført: »Nej Tak, gaa til Roed, han bor lige overfor paa anden
Sal!« En Dame, der i et Selskab overbragte Marstrand en Indbydelse, fik
det korte og studse Svar: »Nej, jeg vil ikke!« »Jeg følte mig ofte«, siger Fru
Nyblom, der kendte ham nøje, »saa beklemt og trykket mellem mine Jævn-
aldrende, som nok Alle syntes, at jeg slog altfor meget bag ud, — men Mar-
Balsgaard selv i sin Ansøgning liave erlilæret at ville »anlægge en national dekorativ Stil,
baseret paa de danske Farver, rødt og hvidt,« Det lyder dog usandsynligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
