Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erindringer om M. Goldschmidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han fortaug; dette karakteriserede han som *det
mellem Linierne liggende Udtryk af Personlighed.«
Han vilde paa den anden Side have Alt udtalt
simpelt og ligefrem, med saa faa Midler, saa lidet Sceneri
som muligt. Han sagde: >Kan De ikke se, at det maa
være svært at tegne til mine Fortællinger, fordi jeg
aldrig skildrer Personerne i disses ydre Træk, aldrig
skildrer et Værelse med dets enkelte Meubler, men
lader den indre Karakteristik legemliggjøre det Ydre.
1 den Henseende staaer jeg i komplet Modsætning til
de Yngre og kan slet ikke synes om deres Maade.
Desuden er det min Natur imod med dette evige *Jeg«, der
stadig stikker Hovedet frem som Forfængelighedsmærke.
Fejlen hos Nutidsforfatterne er ogsaa den, at de
skriver smaa Fortællinger paa samme Maade som store
Romaner. 1 disse sidste kan man lade en Side gaa
med, som ikke er saa fint udarbejdet; men i de første
skal hvert Udtryk være nøje vejet, hver Overgang fint
og paa vel motiveret Maade sainmensmeltet med det
Foregaaende, hver Motivering igjen skarpt psykologisk
— Alt skrevet med den fineste Guldpen.«
Beviset for hans Kraft var den Korthed, han havde
tilegnet sig; den var et Resultat af stærkt Arbejde
-han havde den f. Ex. ikke, da han skrev »Hjemløs«.
For et Aarstid eller to siden gjennemlæste han selv
denne Roman og sagde da: »Jeg havde Lyst til at
skrive den om, saa den fik en Trediedel af sin
oprindelige Størrelse, saa vilde det blive en god Bog; selv
som den er, har den interesseret mig meget nu, da den
næsten var ny for mig. Der er vist meget I’aa af dem,
som læser den, der forstaaer dtn, som den er skreven,
kun Faa, der tænker over, at den hedder saaledes og
hvorfor den hedder saaledes. Og hvem seer, at Schiøtt
er mig selv i forblommet Skikkelse?«
Korthed og Klarhed var ogsaa karakteristisk for
hans Tale i daglig Omgang. Alt, hvad han sagde, kom
præcist, skarpt, frejdigt, let, uden Famlen, uden at han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
