Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erindringer om M. Goldschmidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1886 sagde han: »Jeg har næsten glemt, at ogsaa jeg
t r Digter Jeg kan ikke hamle op med de Unge. Da
jeg dertil svarede: »Eller De vil ikke?’, udbrød han
venlig: Der er gode Kræfter oppe i dem; jeg har f. Ex.
nylig i Tilskuerens« sidste Hefte læst en Novelle af
en af de Unge — det cr ypperligt.«
Han stillede sig ikke ofte streng lige overfor det
Nye, han læste; men han fandt det smaat i
Sammenligning med det gode Ældre. For at ironisere hermed
skrev han for en Del Aar tilbage en Nutidsfortælling i
Sagastil. Den laa længe, og han vilde ikke
offentlig-gjore den, da han mente, at snart Den vilde fole sig
truffen, snart Den. For kort Tid siden, da han i nogle
Dage laa syg. kom jeg op til ham, og han var da meget
livlig; det er, fordi jeg har fundet paa, at den gjælder
hverken Den eller Den, men mig selv; derfor skal den
nu trykkes, den skal med i Samlingen til Efteraaret.«
1 Marts Maaned 1882 horte jeg ham udtale sig
saa-ledes om Tiden og Ungdommen: »Jeg ærgrer mig ikke
over Tiden, da jeg ikke kan taale at ærgre mig, og jeg
seer Fordele ved den, blandt andre denne, at nu kan
Ingen være indifferent. Alle maa tage Parti, Alle maa
med i Striden, og det cr Liv. Lad dem kun slaas, lad
Mening staa mod Mening og udkæmpes af fuld
Overbevisning — deri bcstaar Livet. Lad dem kun tage
fejl, lever de, saa maa de bøde for det, de maa med
deres senere Liv afbede Fejlene, og de ender med at
resignere, og det er det Hojeste, et Menneske naacr
til, ikke Fortvivlelse, for det cr det Laveste, incn denne
ydmyge Erkjcndclsc af sin Afmagt. Jeg dommer ikke
Ungdommen haardt, langt fra saa haardt, som jeg maa
domme mig selv og mine Samtidige i vor Ungdom. Vi
stod lettere; thi vi voxede op i et Folk, der havde
Ha ab. Hvor kan man domme en Slægt, der voxer op
1 et Folk, som tvivler paa sig selv og sin Fremtid,
hvad skal en saadan Ungdom næres ved,. hvor skal
den begejstres, faae Tillid og Tro, Ærbodighed og’Mod,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
