Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erindringer om M. Goldschmidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frederiksberg, og jeg søger, saa tidt jeg kan, at være
i Alleen ved Kirken, naar Bedeslagene Fredsslagene
lyder. Det cr hellige Slag, der siger: »Nu skal der
være Fred paa Jorden«, de indvier En til at tilbringe
en god Aften.- Saa kom Tusmorket, og med det
Stemningen. Han siger jo i »Ravnen : Det Ord
Tus-morketiden indeholder tre Bind Digte. Baadc om
Morgenen og om Aftenen kunde han komme hjem fra
sine Ture og sætte sig til at skrive ned. Maaske mest
dog om Sommermorgener; thi som der staaer i 1
Ijcm-los : Paa en Sommermorgen er Naturen som en stille,
Hitlig ung Husmoder, tler varetager sin store Gjerning
og meddeler Indtrykket af Sindsro, Kraft og
fremsti-gende Glæde. Det var jo netop denne Stemning, han
behøvede til sin Digtning.
I de senere Aar kom der ikke Mange i Goldschmidts
Hus; han holdt mest af Ro. Han sagde engang: Paa
Rejser kjorer jeg helst paa første Plads; der kan jeg
blive alene, og jeg kjender ikke noget Selskab, tler er
saa godt som mit eget. Han var heller ikke at formaa
til at kjore i Omnibus eller Sporvogn; skulde han
kjøre, tog han en Droske. Han vilde kunne vælge sit
Selskab, men helst være alene. Ingen i hans I Iu->
kom ind i hans Stue, uden naar han ringede eller selv
kom og kaldte. Og dog var han som for sagt
en Menneskeven. Han kunde se sig glad i Personer,
han modte paa sine Veje, og han kunde faae dem kjær.
»Jeg er kommen til at holde saa meget af mange
Mennesker igjennem Partiet mellem Tindingen og Ojet,
sagde han; -der ligger næsten Mer end omkring
Munden.* Skjonheden fængslede ham, og for ham var efter
hans egne Ord den virkelige Skjonhed uadskillelig
fra Sundhed og Kraft Engang sagde han med det
mest straalende Ansigt: Idag gik jeg paa Hauchs Vej.
En ung Pige spadserede forbi mig. Hun slog et Par
store, rigtig violblaa Ojne op paa mig. Jeg havde nær
standset og sagt: ’Nej, lad mig dog se engang ind i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
