Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 1. 5. Oktober 1884 - Gjellerup, Karl. Det sorte Thermopyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 2.
HJEMME OG UDE.
4
Der. slyngede hvide Linje maatte ve] være Sandet
af en Bjærgstrøm. Der nede, hvor den bredte sig
under Bjærgmuren. kæmpede og faldt Spartanerne.
Bag om Kløften maatte det højere Bjærgpas gaa, ad
hvilket Malieren førte Perserne. Sletten foran
vrimlede af Xerxes’ Millioner. Jeg undersøgte
Kyststriben nøje med Kikkerten for at opdage Højen,
hvor de sidste Spartaner faldt, og hvor Leonidas’
Løvemonument har staaet; men Afstanden var for
stor. —
En Tyrk kom hen imod Kahytsdoren, skuttende
sig i Regnblæsten.
— Ja det dér ovre , sagde han til mig paa Fransk,
— <det er der da gjort for meget Væsen af. De har
naturligvis overdrevet frygtelig, de Grækere, — lie,
— de kunde jo sagtens, de var ene om at skrive
Historien . . . Tænk bare, tre Millioner, — jeg
beder Dem, — det er jo til at tage og føie paa —
de største Nutidshære er jo næppe én Million. —
tre Mil-Ii-oner! — he, — saadant noget Praleri.»
Jeg svarede, at det i et saadant Pas ikke var
vanskeligere at modstaa tre Millioner end én Million,
og for Resten fandt jeg ikke det kolosssale Tal saa
utroligt.
Tyrken tændte sig en Cigaret inden for
Kahyts-døren: — Ikke utroligt; — Hvordan skulde en saa
monstrøs Hær rykke frem. — med den Tids
Indretninger . . Den kunde ikke en Gang komme over
Hellesponten ... Og saa underholdes; ... de
maatte jo omkomme.
Hvortil jeg bemærkede — alt imens jeg
indrommede, at der meget muligt var overdrevet en Dél — for
det første, at det kunde være lettere at underholde
en stor Hær end en lille — en Bemærkning, som
jeg skylder kejserlig Generalissimus salig Wallenstein
— og for det andet, at der slet ikke var nogen, der
havde sagt, at de ikke sultede ihjel i Tusendvis.
Xerxes vilde vælte Asien ind over Grækenland;
Satra-perne lod de vaabendygtige byde op og jog dem
af Sted; hvordan de kunde komme levende frem, blev
deres egen Sag. Dersom Grækerne have pralet ved
at lægge et Par Millioner til, have de baaret sig dumt
ad: Massen beviser bedst, at det var en Fusker, der
førte den. Havde de haft med hans Farfader Cyrus
at gjöre, saa var Tallet blevet mindre og Faren
større.
Hvor ofte mon ikke Tvivl over for Oldtidens
Beretninger kommer deraf, at man lægger sin egen
Tids Erfarenhed og moralske Betænkeligheder ind i
Oldtiden? Hvor ofte er ikke den historiske Skepsis
lige saa uhistorisk som den filosofiske tidt er ufilosofisk.
Og hvor saa Folk have travlt med være kloge
og give gode Raad — et Par Tusend Aar bag efter!
Dér kommer Monsieur Prosper Mérimée fra Paris,
gør sig en Spaseretur i Thermopyle og i Anopæapasset,
kritiserer Kong Leonidas fra Sparta, finder hans
Operationsplan infamt kassabel og belærer ham om,
at da det øvre Bjærgpas viste sig at være det farlige,
burde han smukt være marscheret derop med sine
Spartaner, og overladt Fokerne at holde Thermopyle.
Og saa bliver han klappet paa Skuldren af de moderne
Kritikere og faar sin Ros som en brav Alvorsmand,
der ikke lader sig beruse, en moderne Aand. der
overalt bærer sin vaagne Kritik med sig ligesom sit
Lommeuhr, en Nittende-Aarhundredes-Mand, som d g
altid bedst véd, hvordan Kagen skal skæres.
Mulig dog, at gamle højsalig Kong Leonidas
kjendte sine Pappenheimere lidt bedre og vidste, at
hvis Fokerne skulde have holdt Thermopyle. saa
havde Perserne slet ikke behovet at umage sig hin
Morgentur op om Bjærgene. Kan hænde, at han
desuden saa Sagen med helt andre Øjne; at han -let
ikke mente, det var rigtig Alvor med at standse
Millionerne ved Thermopyle, men at det hele var et
Forspil, et Skuespil, der opfoites, hvor det kom an
paa ikke at være borte bag Bjærgkulisserne, men
fremme paa Strandscenen, hvor l-’olket kunde sé dem,
hvor Hellenerne kunde pege ind, saa længe de sejlede
ude paa det vinblaa Hav, og sige: Sc dér, den
sorte Klippe — det hvide Sand Thermopyle. —
Leonidas! — Det havde ganske vist ogsaa været
mere strategisk forsvarligt at trække sig tilbage, da
Stillingen blev uholdbar, i Stedet for at lade sig
skyde ned Mand for Mand. Men Herre Gud. det
hørte nu en Gang med til Komedien . . , Hvad skal
man sige! Inspirationen har -ine urimelige Indfald.
Xerxes var heller ikke rigtig med. Han var en
asiatisk Alvorsmand, der ikke forstod Spøg med
nogen — ikke en Gang med Havet, en Statistiker,
der havde sine Skrivere om sig for at notere, hvor
mange der skulde have Satrapskaber, og hvor mange
der skulde have 1 Iovedet hugget af. Han kunde
ikke begribe, hvorfor Hellenerne legede uden for
Skanserne, salvede og smykkede sig som til en Fest.
Disse Narrestreger irriterede ham, og han sendte sine
udodelige ud for at tugte disse frække Mennesker;
det gik ikke op for ham, at det hele var en
storartet Spøg, en blodig spartansk Spøg. af den Art
Spøg, der bliver staaende som Menneskeaandens
Monumenter, naar Alvorsmændenes Værker ere pustede
bort som Korthuse.
Disse Betragtninger anstillede jeg nede i Kahytten,
hvor jeg havde trukket mig tilbage, da Regnen blev
stærkere. Vi var sejlet i en Bue og laa stille ved
Stylida, Lamias Havnestad. Derfra kunde man endnu
lige tydelig se Thermopyle. — Regnen var holdt op.
Over mod Euboea begyndte det at klare, men ved
Thermopyle saa det nøjagtig ud som før.
Og saaledes saa det ogsaa ud et Par Dage
senere, da jeg vendte hjem fra den thessaliske Tur,
slaaet tilbage af Vinterregnen. Solstraaier havde
spillet over græsgrønne Bjærghøjder paa Euboeas
Nord kyst, da vi sejlede gjennem Strædet, og om
Natten, da vi laa til Ankers ud for Stylida. for forst
ved Solopgang at være ved Kalkis’ Drejebro, da var
det klart Maaneskin, og ud af en dunkel Dis skinnede
langt borte den hvide Stribe, der viste, hvor Passet
var. Men saa længe man om Eftermiddagen kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
