Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 1. 5. Oktober 1884 - Rusticus. Fra Landet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 2.
HJEMME OG UDE.
8
Fra Landet.
Af Rusticus.
En mørk og taaget Novemberaften — en af
disse Aftener, li vori Bonden < beder sit Fadervor med
Hønsene — kjorte en gammel Karrosse oppe paa
den gamle forfaldne Landevej, der med god dansk
Sendrægtighed, i de taabeligste Svingninger og gjennem
de vildeste Slugter, forer fra Hojiandet ned imod de
store Mosedrag og Skovene ved Ntirrekjcer.
Nedsunken lige til Øjnene i en hvid Gummifrakke,
og med den lange rode Næse stukket ud gjennem Slidsen
paa tlen opslaaede Krave, sad Kusken foroverbøjet mod
den fine Stovregn, der uophorlig dryssede ned, og som
nu paa ottende Dogn trofast havde opfyldt
Mellemrummene mellem Hagelbyger og formelige Skybrud.
Paa Bunden af de dvbe Dale, i hvilke Vejen
hvert andet Øjeblik, ligesom i vild Glæde, hovedkulds
styrtede sig ned, var der næsten livsfarligt at passere.
Skjæret fra Vognlygterne, der som to Lyskegler
trængte ud gjennem Taagen, vuggede hen over
vandfyldte Grøfter, druknende Marker, grædende Træer,
ensomme Hytter. Og selve den alderstegne Karosse
sukkede i sine Fjedre og stønnede i sine Axler som
en gammel skrøbelig Olding, der har kjendt bedre
og ærefuldere Dage.
Paa dens Dore var der ogsaa malet baade
Vaabenskjolde i hvidt’og blaat og Egekranse i Guld. Men
skjønt den en Gang havde nydt den Lykke at være
selve Grevindens Brudevogn, og ofte i hine
minderige Dage været det hemmelige Gjemme for
Elskovs-spøg og Hvisken mellem Atlask og Silke, tydede dens
Udseende nu — overstænket til op over Vinduerne,
som den var ikke des mindre paa, at den hørte
til det udrangerede. Og skulde man regne efter de
gemytlige Piskesmæld, hvormed den gamle Livkusk
nu og da fordrev Tiden ’paa Bukken — eller den
spøgende Hilsen, han uden vidtre sendte ned efter
en stakkels Bondekone, der med Skjørterne over
Hovedet og bag en uhyre Paraply kæmpede sig
frem gjennem Vejkantens Pløre, var det heller næppe
en af selve de grevelige Herskaber, der sad i Ly
under dens buklede Overtræk.
Det var det ikke heller. Det var blot en lille
Præstedatter, som hed Agnete.
Hun sad sammenkrøben i Hjørnet af det
rummelige Lukke og stirrede frem for sig med blegt Ansigt
og hfil,vaaben Mund.
Lygteskjæret, der fandt Vej gjennem de duggede
Ruder, faldt ind over en simpel Sorgekjole, i hvis
Skjød et Par hvide, buttede Hænder laa foldede, —
et nøddebrunt Haar og to store mørke Øjne med
denne egne, underlige Dybde, som Øjne faar efter
mange Nætters uafbrudte Graad, og som med Ansigtets
fordrejede Træk og de sitrende Læber forklarede den
svage Duft af Kranse, og den lille Mindelse om Karbol,
der omgav hende.
Mellem Stunder, naar et Piskesmæld fra Bukken
eller et pludseligt Skump af Vognen vakte hende af
hendes Drømmerier og mindede hende om. hvor hun
var, rettede hun sig hurtig op, strøg med en energisk
Bevægelse Haaret bort fra Panden, talte Pakkerne og
Vadsækkene, der laa paa Sædet foran hende, og bed
sig i Læben.
Der kom da over hende noget af en stærk
Beslutning, noget som en Rusten til Kamp, der fik hendes
Kinder til at brænde, hendes Hænder til at skjælve.
Men efterhaanden som Vognfjedrenes Vuggen,
som al det gamle Læders Knirken, Dørenes uafbrudte
Klirren og Regnens Perlerasien paa Ruderne virkede
ind paa hendes overtrætte Sanser, sank hun dog atter
ind i sin Krog. Og inden hun selv vidste det, floj
hendes Tanker tilbage til den tomme Præstegaard
bag Pilehegnet, som hun netop havde forladt, og
hvor nu kun en forglemt Krans, en doende Glod i
Ovnasken og nogle sammenstuvede Mobler fortalte om
et Hjem, der var splittet, en Lykke, der var bristet.
1 den brune Hjørnestue med de hoje Paneler
havde Agnete for første Gang aabnet sine morke Øjne.
I den skyggefulde Have, den overgroede
Gaards-plads i den lille Verden fra Stalden til
Stakke-haven, fra Pilehegnet til Andedammen, var hele hendes
Liv løbet hen og hun selv voxet op til den stærke
lille attenaars Brunette, som nu for förste Gang skulde
forlade den.
Da hun var otte Aar. døde hendes Moder og
en lille Søster, og fra den Dag havde hun levet ene
med sin tavse Fader, som hun i Dag havde stedet
til den evige Hvile, og hvem hun havde elsket over
alt paa Jord og i Himmel.
Han havde været en af hine stille Kæmper,
der paa sine stærke Skuldre bærer et langt Livs
Spot, Haan og Foragt uden at bojes.
Stodderpræsten’ var han spottende bleven kaldt blandt de
store. Og selv de fattige og fortrykte, hvis Sag han
havde gjort til sin egen, forstod ikke altid denne
tavse Særling, der paa Apostelvis vandrede fra Sted
til Sted for at blotte Uret og lindre Nød — trods
al Forfølgelse bestandig lige ubøjelig, og skjønt selv
ramt af tunge Sorger og haarde Tilskikkelser lige
stærk og urokkelig, saa at til sidst ogsaa Døden fandt
for bedst at komme som en Tyv om Natten for at
sætte ham Seglet for Munden.
Om Aftenen var han kommen hjem fra
Sygebesøg langt borte i • Mosekjærshusene sund, stærk,
med Taagen hængende i sit tvedelte Skjæg og i sin
Lovemanke; og da Agnete den næste Morgen i sin
Chemise hoppede ind for som sædvanlig at give ham
et Morgenkys paa Sengen, laa han med Haanden
under Kinden som et Barn, og stirrede ud i Stuen,
men med brustne Øjne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
