Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 2. 12. Oktober 1884 - Drachmann, Holger. Tyrkisk Rokoko. En Mode-Legende fra Anno 1748. Poetisk Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ja, hvis du Kvinde var, med spæde Hænder,
du vilde sikkert fatte, hvilken Magt
der er i Paafugl-Svansens Vifte lagt,
naar under Funklen af de dyre Stene
den svinges i en blid og kjælen Takt —
hvis du var en af os, du vilde mene,
at intet for din Sjælsro var saa vigtigt,
som Sløret, naar det ret er gjennemsigtigt,
naar Pande, Øje, Læbe, Hage, Kind
er skjult og dog ej skjult bag Silkespind,
naar Hals og Hann af Bølgeflor omsvæves,
naar, hvad der hvælvet er, af Floret hæves,
for, næste Nu, dækt af en dunlet Fold,
at give sig Usynlighed i Vold —
o hvis du var, som vi, og ingen Mand,
din Mildhed vilde sige strax: man kan
med en Sandal kun plumpt paa Nakker træde;
men sluttes Foden i en Toftel ind,
■ i
helst en med Perlesting paa Kiddets Skind,
da bøjer Nakkers Række sig med Glæde: —
vi véd det, vi, som har paa tusend traadt . . .
o, store Sultan, var du Kvinde blot!
Ved Bosporus, just dér, hvor Promenaden
langs Havet sine Vovers Strømme spreder,
der ligger mørkt, tilgitret ud mod Gaden,
et byzantinsk Palads, Begorid Tasch;
og foran Porten staar Petevan Aga,
Kaptejn for Janitscharerne, syv Fod
og nogle Tommer høj, paradeklædt,
som støbt i Malm; kun Øiet skifter lynsnart
sin Plads, mens Janitscharerne det følger,
som slaar paa Muren op Hattischerifen;
rolig han staar, mørk som Paladsets Port,
over det brede Bryst hans Arme hviler
som Kvælerslanger, flettet i hinanden;
Kosakkens Spydsod mærket har ham Panden,
men den Kosak han lever næppe længer;
ned langs det venstre l^aar Krumsablen hænger,
af Staal er Klingen og af Staal er Benet;
en Rulle Pergament i Bæltet stikker
med Stor-Sultanens Segl i Silkesnor;
det Pergament forkynder Raghibs Ord,
og Kæmpen selv er udvalgt til at give
Lovbudet Lovskraft.
Han er Mand derfor.
Man siger», at Petevan Aga nyder
de skjønnes Gunst i Stambul mangefold;
med Sikkerhed om denne Sag forlyder,
at Støtten synes kun, men er ej kold,
at, optændt af en Houris skjønne Lemmer,
den mørke Broncekæmpes Indre gjemmer,
hed, som den Gang hans eget Erts blev gydt
bag Kaukasus af fyrig Mand og Kvinde,
hin Glød, saa brændende som Malm er flydt
af Livets Støbeskaaler nogen Sinde; _
ét véd man: at Schejtan Emisresi,
hin Peri, Fé, hin Dronning blandt de skjønne,
for hvem en Diamant er som en Bonne,
som tager Storvezirens Millioner,
men ej ham selv — som kunde rokke Troner,
ja som har rokket dem. blot ved et Smil —
som grunder stadig uden Rast og Hvil,
paa nye Moder, ravforrykte Moder,
saadanne, som ej nogen Verdens Kloder
har Magen til — at hun er denne Fé,
der har Petevan Agas Liv beredet
al Kjærlighedens Jubel — og dens Ve.
Dér staar han foran Porten. En Moske
slankt hæver bag Paladsets skumle Mure,
mærket af Tidens Tand og Fatums Fure,
mod Himlens Blaa sin lyse Minaret;
fra Taarnets Tind, hvor Aftnens Bøn bli’r bedt.
Koranens Sura, der som Klokker klinger,
en kridhvid Due sig i Luften svinger . . .
Petevan Aga følger Fuglens Flugt
med sammendragne Bryn og Munden lukt;
kanhænd’s han tænker paa hin anden Due,
den houriskjønne, lunefulde Frue —
men hvad han tænker, ingen anden véd:
sjxtrg ham ej ud! han giver kort Besked I
Og med en Pludren, Tystnen, Blinken, Summen,
som om det hele Bosporus skød frem
i Vovers Skiften, snart med kridhvid Bræm
og solglad Latter, snart i fjærn Forstummen
med bløde Skygger - fyldes Promenaden,
og Liv og Færdsel spærrer hele Gaden.
1 list strejfer Solens Glans en Gruppe Mænd,
her smutter Kvinder gjennem Skyggen hen,
og atter, fuldt belyst af Soletis Fakkel,
de skjønne straaler som ved et Mirakel
i alle Regnbufarver: Silke, Guld,
en hel Bazar af Slør og Smykker fuld!
Og alle disse skjønne bærer Klæder,
som just 1 Iattischerifen ej tilsteder.
Det er paa Trods, det er Demonstration;
enhver vil vise sig for sin Person
saa kostbar smykt, forførerisk og yndig
som muligt! Denne Lov, om nok saa fyndig,
skal ej med Stambuls Hourisflor faa Bugt.
Moden er denne dyrebare Frugt
af Omgang mellem Dæmon og en Kvinde;
Forfængelighed er den Dæmons Navn,
og Barnet hænger ved sin Moders Favn,
det bli r forkjælet, holdes ej i Tømme . . •
man paastaar: Østens Kvinder være skal
i den Forstand som Modre særligt omme.
Bag Kvinderne, rundt om dem, tæt i Ring,
nu brudt, nu lukket, vimser unge Tyrker
— og gamle med — som Modens Feer dyrker,
og som nok ellers dyrker» ingen Ting.
Mens Haanden paa Pistolen klapper Skæftet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
