Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 2. 12. Oktober 1884 - Drachmann, Holger. Tyrkisk Rokoko. En Mode-Legende fra Anno 1748. Poetisk Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 7
HJEMME OG UDE.
Nr. 2.
vildt jeg for Brystet mig slaar —
alt har du. vældige, set:
nu! saa lad Kuglen kun trille, lad Synderen synde;
sliet er jo sket!
fortsætte Hanen, det kan vi; men hvem kan cn anden begynde?
Softa, du blege, som grubler og gransker —
ser »lu ej Glæden, som haster forbi?
Hurtig, spring efter, og bær mine Handsker,
følg mig til Hadet og hjælp mig deri!
Kjub for en Gulddaler, kjøb for din sidste,
Rosernes flydende Sjæl i Krystal:
Olie i Vandel! — lad bære, lad briste —
har du blot Tiltro, jeg bære dig skal!
Duftende Bad!
Vellugt af Blomster og Vellyd af skvulpende Vover,
blødeste Tæppe, hvormed vi kan dække os over:
•Softa, los (;aiulen! Naar var du, tildækket, udæktr
Vandel formindsker vor Vægt!
Mindskes vor Syndevægt med?
Hort med den Snak’ Vi vil synke tilsammen i Sødme:
Hellige Sted!
naar vi staar op, saa lad Sol i sin Nedgang ved Synet kun radmel
Som saa hun synger, daler Aftnens Skumring,
en Kæmpe-EIyver lig, paa brede Vinger
ned over Bosporus’ berømte By.
Det er, som Kæmpe-Skygger Staden maaler,
men ej paa Himlen øjnes Fnug af Sky:
i selve Æther-Vædsken Mørket fødes,
violblaat med Orangeglansen mødes
og smelter sammen til et dunkelt graat.
1 Disen hylles ind Palads og Slot,
men endnu Minareten gyldent straaler
med Muezzimens Vægtergang højt oppe,
hvor Solens sidste Kys i Luften dør —
og højest oppe nogle Stjærner misser
med Hl ink bag Mælkevejens Taageslør.
Schejtan Emisresi har endt sin Sang,
og Jublen vil ej standse denne Gang,
men mod Petevan Aga hun sig vender. . . .
Tilbage han et Blik den skjønne sender,
og lader saa den ene Kvælerslange,
den muskelspændte Arm, fra Brystet glide,
og peger med sin Haand op mod den hvide,
Guldzifler–kranste Minaret og siger:
Hold inde, skjønne Kvinde! med de Sange!
Gaa hjeml stræk dig paa dine sikre Hynder!
Hvis du er klog, da oppebi ej Stunden,
hvor Muezzimen hist sin Sang forkynder!
En Latter er den skjønne Peris Svar;
og se! da bliver man en Trolddom vår,
en Toilettets Tryllekunst, et Under,
hvortil ej Modeverdnen Mage har.
Petevan Aga stirrer frem, som frygted
han. Fatums faste Tjener, han, den kjække,
der brød saa tit igjennem Kussens Række! —
han stirrer frem med vidtopspilet Øje,
han mumler noget som et Navn — og gyser.
Schejtan Emisresi som Fosfor lyser
mod Skumringen, hvori sig Gaden dølger:
i gule, grønne, svovlblaa Luer bolger
Schalvvari-Spindelvævets lette Flor;
til Knæets og til Anklens Perlesnor
sig slutter endnu flere Perlers Rækker,
hvorfra, paa hemmelige Magters Hud,
en magisk Farvevædske sitrer ud
og Anelser om Havfru-Syner vækker.
Dog, frygt ej! her er ingen Fiskeskæl —
nej, her i Stambuls duft-beruste Kvæld,
hvor Luften som af Rosenolie strømmer,
hvori et Blomsterhav sit Væld udtommer
her staar en jordisk Kvinde, marmornøgen
og marmorskjøn i Florets Silkespind,
opglødet af et indre, magisk Skin,
der visker ud Formgivningens Konturer
og dog, med Kunstnerblik, hver Form aflurer
sin største Skjønhed, Afrodites Ynder; —
dér staar hun ved Paladsets skumle Mur
som en dæmonisk dejlig Unatur,
der mod Natur, mod Kunst, mod Kjønnets Ære,
mod alt, ved et satanisk Kunstgreb synder:
Hun lod opsamle og til Staden bære
fra Bjærget 1 læmus hine Lysinsekter,
Ildfluer, Fosfororme — hvad de hedder,
som leder Pigen, der mod Elskov smægter,
langs Nattens Sti, hvor tusendvis de sidder.
Ved Daggry puster de Lanternen ud
om Pigen er vendt hjem som Mø, som Brud?
de véd ej — »vi er ej for Spørgsmaal hjemme;
vi er kun Lygtemænd, har ingen Stemme!»
Schejtan Emisresi har faaet bragt
cn .saadan Kurvfuld hjem — og dermed syet
sin Underklædning ind, sin lette» Dragt;
nu staar hun dér, paa magisk Vis fornyet,
et lysende Fantom — saa let og luftig,
med Bosporus til Baggrund søtvdisduftig,
som var et Syn hun kun, et Meteor
og dog alligevel trods Svovlets Lue,
trods al Magi, den < kjodeligste Frue,
Blomsternes Blomst i Stambuls Hourisflor.
Og Mængden jubler. Hvilket Lovsangs Kor! —
især af Mændene, de Stambuls Lapse»;
mens hist og lier en Skjønhed vender sig
med utvetydig Lyst, sin Ven at klapse,
den gamle Skallepande dér ved Siden,
som klapper ad ’den Schejtan» hele Tiden!
Og dog — ved dette Syn man udtrykt finder
én Mening kun blandt Følgets Mænd og Kvinder:
at «Relief» sligt Toilet kan give
-og eftersom det nu saa kjækt en Gang
er indfort, bor det snarlig Mode blive! . . .
Da svømmer gjennem Luftens Strøm en Sang
og kløver djærvt de linde Rosen vover;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
