Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 2. 12. Oktober 1884 - Schandorph, S. Pierre Corneille - Rusticus. Fra Landet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 2.
HJEMME OG UDE.
32
Den sidste er kulturhistorisk og psykologisk interessant.
Corneille har vistnok oprindelig været noget af en
frondeur , og hvad han ikke var af Naturen, læste
han sig til i de for Republiken begejstrede romerske
Forfattere. Men Samtidens Ideal var det enevældige
Monarki. Saa gjorde da Pierre Corneille — ligesom
en halv Snes Aar senere den store Condé — en
opportunistisk Bevægelse. Thi Republikaneren Cinna
har aabenbart i Tragediens Begyndelse Forfatterens
fulde Sympathi, men saa faar Kejser August den, og i
kraftige Deklamationsnumre gjør Digteren sig til
Defensor for den ædelmodige Enevælde. Næste Aar
leverer han i vPolyciicte-> en Lovprisning af det
kristne-orthodoxe Martyrium. Theaterdigteren bereder
Vejen for den elleve Aar yngre Prælat Bossuet, den
romerske Oldtids Beundrer, den katholske Orthodoxis
vældige Forkæmper, den haandgangne Mand for
Ludvig XIV’s Enevælde; Prædikanten, der vidste
at lade sin Tales Malm paa én Gang tjene til
Straffe-torden mod Synden og til Kongesalut for le grand
roi . Bossuet fordømte Theatret. Han anede ikke,
hvad han skyldte Pierre Corneille.
En Opramsning af Corneilles mange paafølgende
Arbejder, som han afvexlende henter fra Rom og
Spanien, vilde trætte, da her ikke er Stedet til en
Fra Landet.
Af Rusticus. (Suiu’u
Vognen holdt uden for Hovedtrappen, midt ud for
selve den store ærværdige Bygning, der med sine
Taarne og Spir, skummel og tavs, ragede op i
Regnmulmet. Alle Vinduerne var mørke. Kun inde fra
den rummelige Forhal, hvorhen Taagen uhindret fandt
Vej gjennem den aabne Dør, kastedes et stærkt Lys
ud over den høje Flisetrappe og dennes snørklede,
guldforsirede Jærngelænder.
En lille galant Tjener, en sand Gummiboldt paa
et Par Gamascher, hoppede ned ad Trinene og
slog Vogndøren op med et høfligt Buk, idet han
strakte Halsen frem ligesom en Fugl og indsmigrende
kiggede op med det ene Øje.
Agnete rettede krampagtig sin skjælvende Krop,
modtog med fornem Kulde den Haand, han under
Nedstigningen havde rakt hende, og viste med en
bydende Haandbevægelser der først fik den lille
Gummimand til at studse, derpaa til at smile, hen
imod Pakkerne paa Sædet, idet hun med faste Skridt
steg op ad Trappen.
I den højloftede Forhal, hvor Gulvet var lagt i
sorte og hvide Fliser som et Skakbrædt, brændte
Lampetter paa Pillerne mellem høje, egemalede Døre,
der ligesom med en højtidelig Stumhed var sig
bevidst, ;it de lukke for en Helligdom. Mægtige
Hjortetakker var plantet over dem som glubske Vogtere.
omstændelig Karakteristik og Analyse. Fra Treserne
i Aarhundredet daler hans Stjærne, hans Medbejler
Racine s gaar op. 164" var han bleven optaget i
Akademiet, hvortil officielle Ubetydeligheder længe
havde spærret ham Vejen.
Da Ludvig XIV. blev myndig, var Corneille
en aldrende Mand. Den nv Herskersol kom ikke til
at skinne paa ham; den fik jo sit Firmament i
Versailles, men det var først i 1672. Plertugen af
Saint Simons Erindringer , der have bevaret en
Vrimmel af Anekdoter fra Forfatterens Fortid og
Samtid. Anekdoter, der alle have til Scene
Kongeslottene og deres Omgivelser, bevarer — hvis ikke
mirt Hukommelse skuffer mig meget — ikke et
Træk-om le grand Corneille . .skjønt denne helstøbte
Aristokrat, der skarpt skjelner mellem de fødte og
ikke-fødte-. ikke foragter Morsomheder fra de sidstes
Liv og Virken. Den berømte Digter henlevede sine
sidste Aar i Fattigdom.
Han døde den lst,: Oktober 1684. Den Dag
vil Frankrig fejre hans Minde. Han var en af sin
Nations Civilisatorer. Vi ere komne for langt fra
ham, til ret at kunne vurdere ham, men hans egen
Nation forstaar fuldt ud, hvad den skylder ham.
Og de blanke messingforgyldte Haandtag skinnede
aristokratisk omkring med et: Ror mig ikke.
Idet Agnete henne i et Hjørne lik Øje paa en
hel Forsamling af mer eller mindre galoneret Tyende,
mandligt og kvindeligt, rettede hun sig end yderligere
— men blev dog ligesom lidt blegere i Kuløren, da
de alle paa én Gang i Tavshed bøjede deres salvede
Hoveder og derpaa atter hviskende og smaafnisende
trak sig længere ind i Krogen. Med en Tand i
Underlæben, bankende Tindinger, stod hun der som
en Dronning midt paa Skakbrædtet og stirrede
udfordrende hen imod Dørene, som ventede hun i næste
Øjeblik at se Grevinden træde ud af en af dem.
Dette skete imidlertid ikke. Derimod kom en
Kammerjomfru hen imod hende fra Gruppen med et
beskyttende Smil. og samtidig hoppede Gumniimanden
ind med hendes Pakker.
Grevinden modtager ikke i Aften, sagde han,
idet han atter skruede Halsen ud af sit hvide Halsbind og
kneb det ene Øje sammen med en fortrolig Blinken.
Hendes Naade har trukket sig tilbage for en Time
siden.»
Hendes Naade har givet Ordre til fuldkommen
Ro paa hele Slottet. Hun modtager ikke i Aften,
gjentog Kammerjomfruen med en Slags medlidende
Doceren over for Agnetes forbavsede Miner. VU
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
