Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 2. 12. Oktober 1884 - Feuilleton af O. B. - Theatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
mest betryggende Sikkerhed. Hensynet hertil maa overskygge alt
og trange alle andre Interesser tilbage. Det er Betingelserne tor
vort Fædrelands aandelige Tilværel-e, det nu gjælder.
Til alt Held have store Ulykker altid en samlende Magt.
Egennytte og Egenkjærliglied, smaalig Strid og personligt Nag
svinder ligesom liort under dette Indtryk. Der foles en Trang i os
til Forsoning, til at komme hinanden i Mode, til atter at lofte i
Fællesskab ug bære vor Udvikling videre i Enighed og Samstemning.
Ulykken rammer I.and og Folk som en Helhed, og kun sum en
Helhed kan I.and og Folk gaa den i Mode og bøde paa den.
Og her dukker netop et Minde op om den nys afdøde
Rasmur Nielsen. Vi Studenter fra 1S63 havde en Dag 1
Begyndelsen af det følgende Aar fyldt det store Avditorium, der den
Gang endnu kunde rumme alle Aarets 200 Kusser inden sint Vægge.
Det var Rasmus Nielsens förste Forelæsning etter Krigens Udbrud.
Hidtil havde han fornemmelig lagt Holbergs Digtning til Grund for
sine Forelæsninger, og vi havde trolig fyldt vore Kollegiehæfter tned
alle hans gnistrende Indfald og Udfald, medens det meste af det
tungere videnskabelige Stof var svirret vor lidet filosofiske Bevidsthed
forbi. Men Forelæsningen den Vinterformiddag kunde vi Aar efter
huske fra Entle til anden, og det samlede Indtryk af den vil for
bestandig blive tilbage i tnange Sjæle. Det tidligere Udgangspunkt
for Forelæsningerne tilfredsstillede ham ikke længer. Den store
Tugtemester, der -a;l sin Samtid i Satirens komiske Ly-, var bleven
ham for negativ i Farens alvorlige Stund. Vi stod ntt — sagde
han — over for Tider, hvor man levende følte den store Forskjel
paa Mennesket i Hverdagslivet og i de store Øjeblikke. Er
Hverdagslivet lykkeligt, kan det have noget hyggeligt ved ^ig; der er en
vis Sikkerhed og Ko derover, men Livets ideelle Magter ligge
bundne. Der er ingen Impulser deri, ingen Vækkelser, alt ir
ensformigt, og det tynger saaledes, at Individerne ikke blot blive
besindige, men koldsindige, smaalige og egennyttige. Enhver tænker
paa sin Furdel, enhver arbejder kun for sit eget. Kotterivæsen
blomstrer. Idéløshed og Anndloshed føder Selviskhed. Men
rammer der os -aa et pludseligt Slag, komme vi ind under en af
de store Kriser, faa vi strax andre Tanker, et andel Syn paa Livet.
Vi forandres; den anden Side af vor Natur vendes frein.
Hverdagslivets kolde Beregning svinder bort, der kommer en anden
Følelse over os. Vi vækkes til Stemning. Det er, som om en Livsvarme
strømmede igjennem os. Det frosne tor op. Vi bevæger os alle ligesom
i en fælles Livsstrøm, og det er velgjørende at erfare, at man lever
i og for mere end sig selv, at der er et stort fælles Formaal at
stræbe imod. Vi mærke, at Livet forhøjes, forædles. I
Hverdagslivet har f. Ex. Guldet Realitet, men i de store, bevægede Øjeblikke
faa ganske andre Ting Virkelighed, som Fædreland og Nationalitet,
Ære og Patriotisme. Det er ikke blot den uerfarne Ungdom, der
drages af Idealitetens Glans, men endnu mere de. der have litlt og
stridt under Idealitetens Banner. Store bevægede Tider, som
Korstogene, Reformationen, Kevyjutionen i Frankrig, ere ikke blot
betegnede ved store Handlinger, men ogsaa ved uhyre Lidelser og
Anstrængelser. Og dog, dersom vi fordybe os i dem, se vi saa
meget herligt deri, at vi fristes til at ønske, at ogsaa vi kunde opleve
sligt. — Det var intet Under, at slige Ord, baame tilmed af en stor og
ejendommelig Veltalenhed, maatte slaa ned i tinge Sind, og de
følgende Forelæsninger fulgtes med en Spænding og Interesse, der
havde -in naturlige Baggrund i selve Dagens alvorlige Begivenheder.
De den Gang unge Russer have vel nu glemt den nærmere
Udvikling af Nationalitetens og Statens Idé, men mer end én af de
andre I imer, hvor Persernes og Grækernes Kamp paa ny blev levende
ved Ordets Magt, vil dog altid høre med til de mange smukke
og vækkende Minder, som en talrig Ungdom skylder Rasmus Nielsen.
o. b.
theatrene
Det kongelige Theaters förste Operaforestillinger have været
særdele* heldige, hvad vi gjærne ville tage som et godt Varsel for
Sæsonen.
Opførelsen af Wagners flyvende Hollænder ■ er io i og for sig
en Begivenhed, og da denne Opera udføres forholdsvis godt og
ined mønsterværdig Iscenesættelse, san man kun glæ<tc sig over
Akvisitionen og ønske Theatret, at den maa holde sig længe paa
Repertoiret. Hr. Sint omeni Hollænder er vel den mest
fremtrædende Præstation. Denne Sanger bruger sine mægtige
Stemme-midler tned rosværdigt Maadehold og fyldcstgjor ogsaa alle billige
Fortiringer i dramatisk Henseende. Fru Kelter, for hvi« Personlighed
Senta egentlig ikke ligger, viser, hvad Iver og Intere–e kan udrette;
hun spiller godt og synger fortræfleligt. Skipper Dalands Parti
ligger i Grunden heller ikke rigtigt for vor nye, talentfulde
Operasanger, lir. Lange \ han udfører det dog særdeles smagfuldt.
Tenoristerne er vor svage Side; men det er io en gammel I listone,
som man kun kan bøde paa ved at engagere nve Sangere. Hr. Jastrau
er den bedste, men kunde nok behandle den iørefaldende
Styr-mandssang med en Del mere Finhed. Det andet Tenorparti, i
hvilket der findes fortræffelige Sager, falder næsten helt til Jorden.
Korene gaar udmærket; Slutningen af I »te Akt, i hvilken Dalands
Skib sejler bort, men Koret gjentager Styrmandens Sang. er prægtig
baade i dramatisk og vokal Henseende. Alt i alt er denne Ojicra
med sin, soin omtalt, fortrinlige Iscenesættelse, der skyldes Hr.
J’ielro Krohn, en Sejr for Theatret, der længe har trængt til en
saadan paa Operaens Omraade.
Af stor Interesse er ogsaa Opførelsen af <Don Juan., da iler
er sket nogle Forandringer i Rollefordelingen, som have meget stor
Indflydelse paa hele Operaens P remLrædelsesmaade. Ved den første
Don Juan-Opførelse i Sæsonen viste Publikum sig højst
utaknemmeligt mod Fru Erhard Hansen, hvem det i sin Tid har forgudet og
som man, selv om hendes Stemme ikke er, hvad den har været,
dog af Pietetshensyn ikke burde behandle saaledes, -om det -kete.
Følgen af denne ubillige Behandling var, at Fru Lütken overtog
Donna Annas Rolle, medens saa Frk. Schrøder fik Zerlinas. Denne
Forandring er yderst heldig. Fru Ltltkens Person egnede sig aldeles
ikke til Zcrlinas Rolle, medens hun derimod er paa -in Plads og
sikkert vil blive særdeles god soin Donna Anna, og skjønt Frk.
Schrøder ikke præsterer noget fremragende, er hun dog en meget
tækkelig Zerlina. I Hovedrollen gjør Hr. Lange megen I.ykke, og
han fortjener det. Han forstaar med sin smukke Stemme og sin
behagelige Person at kaste et virkelig forførerisk Skjær over den
fæle Pigejæger. Hr. Schrams Udførelse af Leporello er jo saa
velbekjendt og værdsat, at vi slet ikke behøver st dvæle ved den, og
Elviras Rolle er i gode Hænder hos Fru Kelfer. Udførelsen af
.das zierliche, geleckte Männlein Don Octavio er ikke nogen
misundelsesværdig I.od, men: skjønt lir. Jastrau ingenlunde kan kaldes
heldig, forstaar han dog momentvis ac interessere. Resultatet af
hele Forestillingen er imidlertid meget fornøjeligt; det er nemlig dette:
at den Generation, der nu er i Manddomsalderen, ikke herhjemme
har set saa god en Opførelse af Don Juan . stim dcg. saa langt
man kan huske tilbage, stadigt har været paa Repertoiret.
For begge Operaers Vedkommeude gjælder det. at man maa
bringe Kapelmester Svendsen en Tak for den Energi, hvormed han
leder det fortrinlige Orkester.
Efter en Del Forhindringer har Kasino gjenoptage! Operetten
1Fatinitza» og alter henlagt den. Det er beklageligt, at Direktør
Rasmussen har haft saa mange Vanskeligheder at kæmpe med; thi
Udførelsen og Iscenesættelsen viser, med hvor megen Energi han
vil gribe Sagen an. Der var smukke Dekorationer og smukke
Kvinder; naar dertil føjes god Sang, saa er Betingelsen for et
Operer.etheater given. Og herpaa skortede det heller ikke.
Fati-nitrit• hører vel ikke til de beilste Arbeider i sin Slags; men naar
den præsenteres som paa Kasino, har man Fornøjelse af at se den.
Udførelsen var i det hele god. I første Kække straalede vor fødte
Ciperettesangerinde, Fru Schwartz Nichen, der altid med sit
uudtømmelige Lune forstaar at rive én med. Hr. Helsengrcat havde
en glimrende Maske og var særdeles morsom. Denne l’orestilling
var saaledes, at man er berettiget til at vente sig det bedste af
Kasino i Operettegenren.
Mindre heldigt var det i Søndag, første Gang opførte
»Lystspil ■, .De gode Herrer-. en Bearbejdelse af et tysk Stykke ved
Carl Møller. Det er hverken Fugl eller Fisk, en Blanding af
Sentimentalitet og ferske Vittigheder, som en delvis ret god Udførelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
