Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 4. 26. Oktober 1884 - Tolstoy, Leo. En Rekognoscering. Fortælling. Fra Russisk ved Thor Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 2.
HJEMME OG UDE.
44
faaet Kvarter, havde jeg Lejlighed til i Fæstningen
N. at opdage adskillige Ting, som jeg ingenlunde
havde ventet at finde. En elegant Kareth, inde i
hvilken en Hat efter nyeste Mode kom til Syne,
rullede mig forbi. Fra et aabent Vindue i
Kommandant-boligen klang mig i Mode Tonerne af en eller anden
Lisa- eller Katja Polka hakkende spillet paa et
forstemt Klaver. En krumrygget Jøde i lang, luvslidt
Frakke og med sygelig Ansigtsfarve slæbte paa en
hvæsende Lirekasse, og hen over hele Forstaden
rungede Finalen af Lucia di Lammermora. To
Kvindeskikkelser i raslende Kjoler og med lyse Parasoller
i Hænderne gik svajende forbi paa Bræddefortovet.
To sminkede Damer, den ene klædt i rosenrødt, den
anden i blaat og med ubedækkede Hoveder, lænede
sig ud over Vindueskarmen i et lille, lavt Hus og
tvang sig til at le med en tynd og skærende Latter,
øjensynligt for at tiltrække sig de forbigaaende
Officerers Opmærksomhed. Officerer i nye
Uniformsfrakker, hvide Handsker og glimrende Epauletter,
spaserede hist og her paa Gaderne eller langs med
Boulevarden.
Jeg traf min Bekjendt i Stueetagen af Generalens
Hus. Næppe havde jeg faaet fremsat mit Ønske for
ham og han svaret derpaa, at det skulde han med
Fornojelse, for den ovenfor omtalte, elegante Kareth
rullede lige forbi Vinduet, hvor vi sad, og kjorte
frem for Trappen. Ud af Karcthen traadte en hoj,
rank Herre i Infanteriuniform med Majorsepauletter
og satte Foden paa det første Trin af Stentrappen.
i Om Forladelse, undskyld venligst, sagde
Adjutanten og rejste sig hurtigt. -Jeg maa strax melde
det til Generalen.
Hvem er det, der kom kjørende ? spurgte jeg.
-Grevinden!» svarede han og sprang, tilknappende
sin Uniform, skyndsomst op ad Trapperne.
Faa Minutter efter viste sig paa Trappen en ikke
høj, men overordenlig soigneret og fornemt udseende
Herre i Lobefrakke uden Epauletter og med et hvidt
Ridderkors i Knaphullet. Efter ham fulgte Majoren,
Adjutanten samt endnu et Par andre Officerer. I
Generalens Gang, Stemme og smaa rolige Bevægelser
saå man strax en Mand, der fuldstændigt er paa det
rene med sit eget høje Værd.
►Bonsoir, madame la comtesse, sagde han,
ræk-kende Haanden ind ad det aabne Karethvindue.
En lille Haand i Glacéehandske gjengjældte
Hilsenen, og et smilende, ganske smukt, ungdommeligt
Ansigt i bleggul Hat couleur de creme kom til Syne
ved Vinduet.
Af Samtalen, der fortsattes nogle Minutter, hørte
jeg kun i forbigaaende, at Generalen smilende
bemærkede :
»Vous savez, que j’ai fait væu de combattre
les infidéles; prenez garde, comtesse, de le devenirU
Inde fra Karethen lød klingende Latter.
»Adieu, adieu, cher général.
»Non, ä revoir, svarede Generalen. »N’oubliez
pas, que je m’invite pour la soirée de dentain.i
Karethen rullede bort.
»Ja saa,« tænkte jeg, idet jeg gik hjem til mit
Logi, »det er en Mand, som besidder alt, hvad en
Russer ønsker sig. Navn, Rang og Rigdom. Og lige
umiddelbart før Slaget, hvis Udfald ene er Vor-Herre
bekjendt, spøger denne Mand sorgløst med den første
den bedste Dame og lover at drikke Té hos hende
den næste Dag, ligesom om han mødte hende paa
et Bal I «
Ud paa Aftenen var jeg atter et Øjeblik hos
Adjutanten og traf dér et Menneske, som forbavsede
mig endnu mere end Generalen. Det var en ung
Løjtnant, der stod ved det kurske Regiment og
udmærkede sig ved sin næsten kvindelige Blyhed i
Optræden. Denne Gang var han kommet til Adjutanten,
for at udøse for ham sin Harme mod Folk, der efter
hans Mening intrigerede mod ham og havde faaet
Sagen drejet saaledes, at han ikke kom til at tage
Del i den forestaaende Expedition. Han talte om,
at det var lavt at bære sig saaledes ad, at det var
æreløst og Tegn paa daarlig Forstaaelse af
Kammeratskab, og at han ved Lejlighed nok skulde huske
vedkommende osv. osv. Hvor meget jeg end iagttog
Udtrykket af hans Ansigt eller lyttede til Klangen
af hans Stemme, kunde jeg ikke andet end komme
til den Overbevisning, at han ikke i fjærneste Maade
forstilte sig, men var dybt oprørt og nedslaaet over
ikke at have faaet Lov til at skyde paa
Tscherkes-serne og selv tjene som Skive for deres Skud. Han
var rigtig ulykkelig derover, ganske paa samme Maade
som et Barn er ulykkeligt, naar det med Urette har
faaet Smæk. — Jeg forstod ikke et Ord af det hele.
VI.
Klokken ti om Aftenen skulde Tropperne atter
rykke ud. Klokken halv ni sadlede jeg min Hest
og red op til Kommandantboligen, talte nogen Tid
med Adjutanten, men fik ikke Lejlighed til at
forestille mig for Generalen, der i Øjeblikket var optaget.
Efter at have bundet min Hest ved et Plankeværk,
satte jeg mig ned udenfor og ventede i den Hensigt
at indhente Generalen, naar han red ud.
Solheden og den stærke Glans vare afløste af
kolig Natteluft og et flimrende Skjær af den unge
Maane, der, beskrivende omkring sig en bleg, lysende
Halvkreds paa Stjærnehimlens mørke Bund, stod lavt
mod Vest, nærmende sig sin Nedgang. 1 Husenes
Vinduer og gjennem Fugerne af de lukkede Skodder
skinnede Lys. De høje Lavrbærpopler, som strakte
sig op mod Horisonten bag ved hvidtede,
maane-belyste Lerhytter med Straatag, tog sig endnu højere
og mørkere ud.
Lange Skygger af Huse, Træer og Plankeværker
lagde sig med skarpe Omrids ud over den hvide,
støvede Vej. Nede ved Floden kvækkede
Klokkefrøerne uafladeligt; hist og her paa Gaderne hørte
man hurtige Skridt, Tilraab eller Hestetramp. Ude
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
