Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 4. 26. Oktober 1884 - Tolstoy, Leo. En Rekognoscering. Fortælling. Fra Russisk ved Thor Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
45
Nr. 4.
fra Forstaden klang endnu Tonerne af Lirekassen,
spillende snart en lillerussisk Folkemelodi, snart en
saakaldet Aurora-Vals.
Jeg skal ikke omtale her, hvorledes jeg sad og
faldt i Tanker, først og fremmest fordi jeg maatte
skamme mig over at tilstaa for andre de mørke,
tunge Tanker, som mod min Vilje uophørligt løb
mig ind i Hovedet, medens jeg rundt om hos alle
andre kun bemærkede godt Mod og glad
Forventning; dernæst ogsaa, fordi dette ikke griber ind i
Fortællingens Gang. Jeg faldt saadan hen, at jeg
ikke engang bemærkede, at Klokken slog elleve, og
at Generalen med sit Følge red forbi mig.
Arrieregarden var endnu ikke kommet uden for
Fæstningens Volde. Med nogen Besvær banede jeg
mig Vej frem gjennem Mylret af Kanoner,
Am-munitionskasser, Rustvogne og højrøstet
kommanderende Officerer. Efter at være sluppen ud af Porten
satte jeg i skarpt Trav forbi Linjen af den i
Længden af over en Verst udstrakte, stille gjennem Morket
sig bevægende Troppemasse og indhentede Generalen.
Ridende forbi Artilleriparken med sine en for en efter
hinanden kjørende Feltstykker, hist og her fulgte af
Officerer til Hest, traf mig som en skærende
Dissonans midt i Nattemarschens alvorsfulde Stilhed Lyden
af en Stemme, der med afskyelig tysk Akcent raabte;
»Artillerist hid med Lunten!« En Soldat i Nærheden
sagde skyndsomt: Schewtjénko, rap dig, Løjtnanten
vil tænde sin Cigar!
Største Delen af Himlen var bedækket med lange
morkegraa Skystrimer, mellem hvilke spredt og
enkeltvis matte Stjærner blinkede frem. Maanen var
allerede sunket ned bag Rækken af de sorte Bjærge
til højre og kastede hen over deres Tinder et svagt,
skjælvende Halvlys, der stod i skarp Modsætning til
det uigjennemtrængelige Mørke, som rugede ved deres
Fod. I Luften var det varmt og saa stille, at det
syntes, som om intet Græsstraa, ikke mindste
Skytrevl rørte sig. Saa tæt laa Mørket, at det paa
ganske kort Afstand ikke var muligt at skjelne én
Gjenstand fra en anden. Paa Siderne af Vejen viste
sig for mig snart Klipper, snart Dyreskikkelser, snart
underlige, fantastiske Menneskefigurer; og først da
saa jeg, at det var Buske, da jeg hørte dem rasle
og opfangede de friske Perler af Dug, hvormed de
vare overstænkede. Lige foran øjnede jeg en
uafbrudt, sagte vaklende, mørk Mur, bag ved hvilken
fulgte nogle bevæglige Pletter; det var Fortroppen
af Rytteri og Generalen med sin Suite. Rundtom
mig rørte sig ogsaa en mørk, ubestemmelig Masse,
kun noget lavere end den forreste; det var Fodfolket.
Over hele Afdelingen hvilede en saa dyb Stilhed,
at man tydeligt fornam alle Nattens sammensmeltende,
af hemmelighedsfuld Ynde gjcnnembævede Stemmer,
Schakalens Ijærne snart som fortvivlet Graad, snart
som Skoggerlatter lydende Hyl, den skingrende,
ensformige Sang af Cikaderne, Frøernes Kvækken og
Vagtlens Slag sammen med en sælsom, stadigt
nærmere kommende Rullen, hvis Aarsag jeg paa ingen
Maade kunde forklare mig, og gjennem alt dette en
Mangfoldighed af Naturens søvndrukne, næppe
mærkelige, lyssky Bevægelser, som ingen rigtig forstaar
eller kan bestemme, og som i Forening vække den
susende, fulde Akkord, der har faaet Navn af Nattens
Stilhed. Denne Stilhed afbrødes af eller blandede
sig rettere med den dumpe Larm af Hovslag og
Raslen gjennem det høje Græs, hvori Afdelingen
bevægede sig frem.
En sjælden Gang hørtes inde fra Rækkerne Klang
af Broncen i en Kanon, Klirren af et Par Bajonetter,
som stødte sammen, dæmpede Menneskestemmer eller
Prusten af en Hest.
Naturen aandede roligt og fredelig stemt i
Følelsen af Skjønhed og Styrke.
»Herre Gud, : tænkte jeg, er der ikke Plads
nok for alle Skabninger paa denne dejlige Jord, under
denne umaalelige, stjærnebesaaede Himmel? Kan
virkelig Foleisen af Had, Hævn eller Stræben efter
at tilintetgjøre andre i samme Lignelse skabte
Væsener endnu holde sig i Menneskehjærtet midt under
Paavirkningen af denne fortryllende Natur. Det
mørke, det ophidsende derinde synes at maatte
forsvinde ved at komme i Berøring med den storartede
Natur, som er det mest umiddelbare Udtryk for alt
godt og skjønt.«
VII.
Vi havde allerede været over et Par Timer
undervejs. Jeg følte Kuldegysninger og begyndte at blive
søvnig. Ubestemt i Mørket fremstillede sig for mig
de samme, i vage Omrids fremtrædende Gjenstande,
forrest den morke, vaklende Mur, derefter Pletterne,
som stadigt skiftede Plads; lige ved Siden af mig
den bageste Halvdel af en Hest, der viftende med
Halen satte Benene vidt ud fra hinanden, en Ryg i
hvid tscherkessisk Burnus og tværs over den en
langløbet Riftel i sort Overtræk, Ilden af en Cigaret,
belysende et Par blonde Knebelsbarter, en Pelskrave
af Bæverskind og en Haand i hvid Vaskeskindshandske.
Jeg bøjede mig ned over Halsen af Hesten og faldt
hen for nogle Minutter; saa for jeg atter op ved
Lyden af en Bevægelse, jeg syntes at skulle kjende.
Jeg saa tnig om, og det forekom mig, at jeg stod
stille, og at den sorte Mur, jeg havde foran, rykkede
ind paa mig, eller at Muren pludselig var bleven
staaende, og jeg var ved at ride ind paa den.
Samtidigt dermed hørte jeg tydeligere end før denne
stadigt sig nærmende uafladelige Susen og Rullen,
Aarsagen til hvilken jeg ikke havde kunnet forklare
mig. Det var Lyden af rindende Vand. Vi vare
komne ind i et snævert Pas og nænnede os til en
Bjærgflod, som for Øjeblikket var traadt ud over
sine Bredder. Den skvulpende Susen hørtes stærkere
og stærkere, det fugtige Græs blev tættere og højere.
Buskene rykkede sig nærmere sammen, og Horisonten
snævredes ind. Fra Tid til anden flammede paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
