Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 4. 26. Oktober 1884 - Tolstoy, Leo. En Rekognoscering. Fortælling. Fra Russisk ved Thor Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 7
HJEMME OG UDE.
Nr. 2.
svag Bleghed, der var udbredt over hans Ansigt,
klædte ham godt og passede til hele hans- ridderligt
krigeriske Holdning og Ydre.
Den lille smukke Fændrik var aldeles henrykt,
ude af sig selv af Glæde. Hans dejlige brune Ojne
straalede af Kamplyst; han smilede over hele Ansigtet
og red den ene Gang efter den anden hen til
Kaptejnen, for at faa Lov til at raabe Hurra og lobe
Storm.
»Det skal ikke vare længe, inden de komme af
Vejen,« sagde han med Overbevisning. -Vi skal
blot tage dem med Bajonetten.
>Hvorfor det? svarede Kaptejnen godmodigt.
■ Nu skal vi netop trække os tilbage.
Kaptejnens Folk havde besat Udkanten af Skoven
og søgte liggende i deres hele Længde paa Jorden
at holde sig Fjenden fra Livet med Riffelskud. Han
selv i sin luvslidte Uniformsfrakke med den krammede
Kasket paa Hovedet havde lagt Tøjlerne ned om
Halsen paa sin lille, hvide Hest og holdt med krumme
Knæ i de korte Stigbøjler stille lige midt paa Vejen
uden at sige noget. Soldaterne vare saa vante til
-den Slags Fægtning og gjorde deres Sager saa godt,
at der ingen Anledning var til at kommandere. Kun
en Gang imellem løftede han Stemmen og raabte
dygtigt til dem, der vare uforsigtige og løftede
Hovedet, naar de ladede. Kaptejnens Figur var lidet
krigerisk at se til; kun bar den et saadant Præg af
Enfold og Sandhed, at den gjorde et ualmindeligt
Indtryk paa mig. »Ja, sagde jeg til mig selv, han
dér, han er tapper!
Han var ganske den samme, som han altid var:
de samme rolige Bevægelser, samme klare Stemme,
.samme jævne Udtryk i hans slet ikke smukke, men
aabne og ærlige Ansigt; kun paa det maaske mere
end almindeligt stærke Lys i de fredelige Øjne
kjendte man en Mand, der opmærksomt var
beskæftiget med sin Gjerning. Det er let at sige: den
samme som han altid var, men hvor mange
forskjellige Afskygninger har jeg ikke i Farens Øjeblik
bemærket hos andre. En vil tage sig roligere ud
end sædvanligt, en anden mere bister, en tredje
overvættes fornøjet. Paa Kaptejnens Ansigt saa man
tydeligt, at han end ikke havde fjærneste Anelse om,
hvad det vil sige at tage sig ud som noget som helst.
Den Franskmand, der ved Waterloo raabte:
la garde meurt, mais elie ne se rend pas! - og andre,
i Særdeleshed franske Helte, som udtalte mindeværdige
Ord, vare ubestrideligt tapre og udtalte virkeligt
mindeværdige Ord; dog, mellem deres og Kaptejnens
Maade at være tapper paa er der den væsenlige
Forskjel, at om ogsaa et betydningsfuldt Ord ved en
betydningsfuld Lejlighed havde formet sig for
Bevidstheden af min Helt, er jeg overbevist om, at han
alligevel aldrig vilde have udtalt det; for det første,
fordi han ved at udtale et mærkeligt Ord vilde have
frygtet for at ødelægge en mærkelig Daad, og for
det andet af den Grund, at naar et Menneske foler
i sig selv Kraften til at udføre noget stort, bliver
ethvert nok saa klingende Ord ham udtryksløst og
unødvendigt. Dette er efter min Mening et
særegent og udmærket Træk i Nordboens Tapperhed.
Saa meget desto mere skurrende lyder det i et
russisk-Øre mellem vore yngre Officerer at høre hule,
forskruede Fraser, som skulle efterligne et svundet halvt
Aarhundredes forældede Chevalerie.
Pludselig hortes fra den Kant, hvor den unge
Fændrik stod, et usikkert, ikke kraftigt klingende
Hurraraab. Jeg vendte mig om efter Lyden og saa
en fem og tyve til tredive Mand, der med fældet
Gevær og Oppakning paa Ryggen møjsommeligt
stormede op ad den ujævne Skraaning. De snublede
ved hvert andet Skridt, men entrede alligevel opad
under gjentagne Hurraraab. I Spidsen for dem
gal-loperede den unge Fændrik, pegende med Sablen
fremad.
De blev borte mellem Træerne.
Efter nogle Minutters Knitren af Skud og
højrøstet Hujen der inde, kom ud over Vejen springende
en sk)- Hest med tom Saddel, og i Udkanten af
Skoven viste sig Soldater, som bare døde og saarede
tilbage; blandt de sidste var ogsaa den unge
Fændrik. To Soldater støttede ham under Armene. Han
var bleg som et Lagen, og det smukke Hoved, paa
hvilket kun en mat Afglans af den krigeriske Ild,
som for et Par Minutter siden havde opflammet ham,
endnu var synlig, sank uhyggeligt ned mellem
Skuldrene og hældede forover. Paa Skjorten under den
opknappede Uniform kom en lille blodig Plet til Syne.
O, det var en Ulykke! raabte jeg uvilkaarligt
og vendte Ansigtet om til den anden Side.
Javel er det en Ulykke!« svarede en gammel
Soldat, der med misfornøjet Mine stod ved Siden af
og lænede sig til sit Gevær. Han er ikke bange
for noget! — Tovlig er lian,« tilføjede han; han
har ikke faaet Forstand endnu. Saa tog han sig ikke
i Vare.
»Er Du da kanske bange for noget! spurgte jeg.
»Nej, hvorfor det!
XI.
Fire Soldater bare Fændrikken videre paa en
Bærebør, bagefter hvilken en Trænkusk trak en gammel,
mager Hest, belæsset med to gronne Kasser, der
indesluttede Feltapotheket. Man ventede paa
Doktoren. Fra Tid til anden red Officererne hen til
Bærebøren og søgte at opmuntre den saarede.
Nu, gode Alånin, bemærkede Rosenkrantz,
som ogsaa var kommen til, der bliver nok ikke
noget af at danse Trepaka i den første Maaneds Tid.<
Han troede vist, at disse Ord skulde hjælpe
meget paa Stemningen hos den stakkels Fændrik,
men at dømme efter det matte, ængstelige Udtryk i
Øjnene paa den sidste, gjorde Bemærkningen ikke
dfen tilsigtede Virkning.
Kaptejnen nærmede sig ogsaa. Han betragtede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
