Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 4. 26. Oktober 1884 - Tolstoy, Leo. En Rekognoscering. Fortælling. Fra Russisk ved Thor Lange - Ward, Artemus. Horace Greeley’s Kjøretur til Placerville. Ved I. S.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 2.
HJEMME OG UDE.
50
den saarede opmærksomt, og paa hans ellers saa
ligegyldigt rolige Ansigt udtrykte sig oprigtig
Beklagelse.
Ja, lille kjære Anatolij hvänowitch, • sagde han
med en Stemme, hvis Klang var saa mild og blød,
som jeg aldrig havde troet den kunde blive, saadan
vilde nu Vor-Herre have det. «
Den saarede slog Øjnene op. Paa hans blege
Ansigt kom et svagt, smerteligt Smil frem.
Ja, jeg skulde have lystret Dem! < —
Sig hellere, saadan var det Vor-Herre, der vilde
have det, gjentog Kaptejnen.
Doktoren, som imidlertid var ankommen, tog
Forbindtasken med Sonder og andre lignende
Redskaber ud af Hænderne paa Feltskæren og nærmede
sig med et opmuntrende Smil til den saarede.
Ja saa? De har ogsaa faaet Dem slaaet Hul paa
et Sted, der for var helt, henkastede han behageligt
spøgende. Lad os sé, hvor det erie
Fændrikken gjorde ingen Indvendinger, men det
forundrede Øjekast, han sendte Doktoren, udtrykte
en Bebrejdelse, som denne ikke forstod. Han gav
sig til at sondere Saaret og trykkede det i Kanten
fra alle Sider, indtil Staklen tabte Taalmodigheden og
med et tungt Suk stødte Haanden bort.
Lad mig ligge,« sagde lian næppe horligt, jeg
dør alligevel.
Med disse Ord lod han sig falde tilbage, og da
jeg nogle Minutter senere atter nærmede mig til
Gruppen, der havde dannet sig omkring ham, og
spurgte en Soldat: Hvordan gaar det saa med
Fændrikken ? fik jeg til Svar: Nu har han faaet
Fred.« —
XII.
Det var allerede silde, da Tropperne, formerede
i bred Kolonne med Forsangerne i Spidsen, nærmede
sig til Fæstningen. Solen var bleven borte bag
Kjæden af Snebjærgene og kastede sine sidste
rosenrode Straaler hen over en lang, smal Skystrimmel,
der stod stille midt paa den blanke, glasagtige Horisont.
Snebjærgenes Omrids viskedes ud i lillablaa Taage;
kun den øverste Linje af dem tonede sig med
ualmindelig Klarhed frem mod den ildrøde
Solnedgang. Maanen, der ubestemt og gjennemsigtig for
længst var kommen op, fæstede sig skarpere og
hvidere paa den dunkle Himmel foroven. Det susede
ensformigt og summende fra de mørke Masser, som
over Engbundens lange Græs bevægede sig frem.
Stundum lod en Trommehvirvel eller Omkvædet af en
Vise. Højest over alle fra et ungt og kraftigt Bryst
klang inde i sjette Deling Stemmen, som jeg kjendte.
De friske, følelsesfulde Toner af en ren og stærk
Tenor svang sig vidt og frit ud gjennem den i gyldne
Skygger hensmeltende Aftenluft.
Mindre Historier.
IV. Horace Creeiey’s Kjøretur til
Placerville.
Af Artemus Ward. Ved /. S.
Da Horace Greeley kom til Kalifornien, blev der i alle Byerne
beredt ham store Ovationer. Han havde skrevet udmærkede ledende
Artikler i et mægtigt Organ til Gunst for Pacific-Banen og var i den
Anledning 1 hoj Grad forgudet af de gode Borgere i den gyldne Ståt.
Intet Under derfor, at de gjorde saa megen Stads af ham, da han kom
for at besøge dem.
I én By sonderrev den begejstrede Befolkning hans beromte hvide
Stovfrakke og bragte Stumperne hjem til Minde om ham. Indbyggerne
i Placerville havde arrangeret en Fest for den berømte Journalist, og det
kaliforniske Diligence-Kompagni beordrede en extra Vogn med frisk
Forspænd for at kjøre ham fra Kolsom til Placerville — en Afstand af
fyrretyve Mil. Extradiligencen blev noget forsinket og kom ikke fra
Folsom forend sent paa Eftermiddagen. Festen i Placerville skulde
begynde Kl. 7, og det var altsaa nødvendig, at Horace Greeley maatte
være der til den Tid. - Henrik, ; siger Diligence-Kompagniet til
Henrik Monk, Kusken, denne store Mand maa være der Kl. 7 i
Aften, og Henrik svarer: »Den store Mand skal være der Kl. 7.«
Vejene var i en frygtelig Forfatning, og de første Mil fra Folsom
sneglede de sig langsomt af Sted.
Kusk,« raabte Horace, »véd De, at jeg nødvendigvis maa være i
Placerville Kl. 7 i Aften.»
>Jeg har faaet mine Ordrer,* svarede Henrik Monk lakonisk.
Lige langsomt gik det.
- Kusk,« raabte Horace, .•dette er ikke til at spøge med, jeg skal
være der Kl. 7.«
Det «.amme lakoniske Svar: Jeg har faiet mine Ordrer.*
Men de kom ikke raskere af Sted lor det, og Hr. Greeley rasede
forgjæves inde i Vognen. Pludselig, ligesom han igjen vil til at gjøre
Kusken Forestillinger, farer Hestene af Sted, og alle Slags opmuntrende
Hyl fra Henrik Monks Strube fylder Luften.
»Saadan skal det være, min gode Ven, raabte Horace. Du skal
faa ti Dollars, hvis vi er i rette Tid i Placerville. Del kan man kalde
at komme af Sted.«
Ja, af Sted kom de og det i en forfærdelig Fart. Pisken susede om
Hestenes ören og »hyp hyp I af Sted med dig! hyp hyp U gik det
uafladelig.
Af Sted fo’r de over Stok og Sten, op ad Bakke og ned ad Bakke,
med en saa rasende Hurtighed, som Diligenceheste aldrig for har været
med til.
Det lykkedes endelig Horace, der blev kastet omkring inde i
Vognen, fra den ene Side til den anden, ligesom en Gummibold, at faa
Hovedet ud af Vinduet og raabe:
»Tro — tror De ik — ke, vi kan naa — aa det, u — uden at
kjø — kjore saa hur — tig.«
Jeg har faaet mine Ordrer,. var alt, hvad Henrik Monk svarede.
Og af Sted gik det.
Det begyndte at sé alvorligt ud. Journalisten var allerede ganske
om af den forfærdelige Kasten omkring. Hans Hoved blev atter
synligt i Vinduet:
. Kusk, < sagde han, det ka — n være det sa - mme, om vi er — r
der til 7!«
Jeg har faaet mine Ordrer!« Friske Heste. Af Sted igjen, endnu
hurtigere end før, over Stene og Klippestykker, saa Vognen var nær ved
at slaa en Kolbøtte.
■ Holdt!, brølte Horace, jeg vil — slet ik — ikke til
Placer-vil — le!«
sJeg har faaet mine Ordrer! Jeg arbejder for det kaliforniske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
