Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 4. 26. Oktober 1884 - Ward, Artemus. Horace Greeley’s Kjøretur til Placerville. Ved I. S. - Theatrene - Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 7
HJEMME
OG UDE.
Nr. 2.
Diligence Kompagni, forstaar De det: Det er derfor, jeg arbejder.
De sagde til mig: > Bring denne Mand ti! Placerville Kl. 7, og denne
Mand skal være i Placerville Kl. 7, kan De bande paa! Af Sted med
jer! Hyp!«
Igjen et forfærdelig Bumps! Horace Greeleys skallede Hoved ståk
pludselig op gjennem Taget paa Vognen i en Glorie af Splinter og
Trævler af Voxdugen.
»For Satan! saa hold dog, forrykte Fyr!« brolte han.
»Sæt Dem rolig ned, Horace. Jeg har faaet mine Ordrer,«
lød Svaret.
I en lille Landsby, nogle faa Mit fra deres Bestemmelsessted,
modte de en stor Deputation af Borgere fra Placerville, der var draget
ud for at mode den berømte Mand og eskortere ham ind i Byen. Der
var en Afdeling Militær, et Musikkorps og en med sex Heste forspændt
Vogn fuld af smukke, unge Damer i snehvide Dragter, der skulde
forestille de forskjellige Stater i Unionen. Det var næsten blevet mørkt,
men Deputationen var rigelig forsynet med Fakler, og der brændte
Blus langs hele Vejen lige til Placerville.
Borgerne mødte Diligencen ved Udkanten af Landsbyen, og Henrik
Monk standsede de sveddryppende og skummende Heste.
Har De Horace Greeley med Dem r spurgte Formanden for
Komitéen.
-Han var der da for lidt siden! svarede Monk. *Jo,« tilføjede
han og kiggede ned gjennem Hullet i Taget paa Vognen — »jeg kan
sé haml han er der da endnu!«
»Hr. Horace Greeley,’ sagde Formanden og bøjede sig ind ad
Vognvinduet. - Hr. Horace Greeley! Højstærede! Vi ere komne for
paa det hjærteligste at byde Dem velkommen, vi — — men, hvad er
det, for Himlens Skyld! Blodet strømmer jo ud af Næsen paa Deml
»Jeg har faaet mine Ordrer!« raabte Monk; »mine Ordrer lyder
saaledes: bring denne Mand til Placerville Kl. 7! Af Vejen med jer,
den mangler kun et Kvarter i 7.«
»Men min gode Mand,« udbrød Komitéformanden og greb den
nærmeste Hest i Hovedet, »vi ere komne for at ledsage ham ind til Byen!
Kan De da ikke sé Processionen, og Musikkorpset, og alle disse mange
Folk og de unge Damer i hvidt!«
»Jeg har mine Ordrer!« skreg Monk, »i mine Ordrer siges der ikke
noget om Musik og unge Damer i hvidt. Mine Ordrer lyder: brin^
ham derhen Kl. 7! Slip den Tømme dér! Af Vejen! Hyp! Sid fast,
Horace! — og Vognen fo’r vildt midt ind i Processionen,
vælted-en Del af Hornblæserne og gav et voldsomt Puf til Vognen med de
smukke unge Damer i hvidt.
Om mange, mange Aar, naar de, der er smaa Drenge nu, er blevet
gamle Mænd, vil de fortælle deres Børnebørn om, hvorledes denne
Diligence hvirvlede af Sted, og om Horace Greeleys skallede Hoved,
der nu og da som en vild Aabenbaring kom til Syne over Vogntaget.
Henrik Monk kom i rette Tid. Der fortælles, at Horace Greeley
i Begyndelsen var vred, senere lo ad hele Historien og til sidst
forærede Monk et Sæt ganske ny Klæder.
Henrik Monk er endnu ansat i det kaliforniske Diligence-Kompagni,
og han kan nok lide selv at fortælle denne Historie, som har gjort ham
berømt over hele Pacific-Kysten. Men han siger, at han viger ikke
tilbage for nogen Mand i sin Beundring for Horace Greeley.
theatrene
Det kongelige Theater har opført Méhuls evigunge Josef»
i ny Indstudering. Hr. lirandts Debut som Jakob var særdeles
vellykket; hans smukke sympathiske Stemme vandt meget Biiald, kun
syrnes den at være noget for svag i de dybe Toner. lir. Jerndorffs
Josef er god i dramatisk, inen for spinkel i vokal Henseende. At
Hr. Foss med Hensyn til Stetnmefylden ikke kan erstatte Hr.
Simonsen er indlysende; men hans Præstation var i det hele god.
Orkestret gjør sine Sager fortræffeligt, men Totalindtrykket af
Operaen er noget blegt og farveløst.
literatur
Judith Ftlrste. En Fortælling af Adda Ravnkilde. Med et
Forord af G. Arandes. 2det Oplag. (Gyldendalske Boghandels
Forlag).
Denne interessante lille Bog har vakt berettiget Opsigt. At
den udkommer i andet Oplag er dog mindre et Tegn paa dens æsthetiske
Værd end paa Publikums Interesse for den ulykkelige unge
Forfatterinde. G. Brandes har i sit sympathiske Forord givet en smuk
Vurdering af den nitlenaarige Piges Værk med dets Mangler og
Fortrin. Forfatterindens Ønske oin. at hendes Navn maatte blive
bekjendt, er opnaaet; men man kan ikke andet end føie lidt Vemod
ved Tanken 0111, at det ikke faldt i hendes Lod, at Publikums
Bifald kastede en lille Solstraale ind i hendes melankolske Liv.
Det havde været mere værd end den største Anerkjendelse efter
Døden.
En Digters Hustru. Af John Paulsen. (Gyldendalske
Boghandels Forlag),
I »En Digters Hustrut skildres et daarligt Ægteskab, et Slags
»Dukkehjem-, Den unge romantiske Lea, som har opdraget sig
selv ved Romanlæsning og derigjennem faaet nogle blandt umodne
og udannede Mennesker hyppigt forekommende fantastiske Fore-
stillinger om, hvilken en herlig Person en »Digter« maa være, gifter
sig med Digteren Eilif Stadt, der har skrevet Værker fulde af
»Renhed og Noblesse, ædle Tanker og fine Følelser«, i den Tro,
at alle disse skjonne Ting kun er »en svag Aabenbaring af al den
Rigdom, hans Hjærte slutter inde. Hun tager imidlertid fejl: han
er en Pjalt, hvis Liv staar i Modsætning til hans Lære. I Begyn
delsen gaar alt herligt; men da Ægteskabet er barnløst, og Digteren
ikke tjener nok, desuden i sin Forfængelighed ikke føier sig
tilstrækkelig anerkjendt, sker der Sceneforvandling. Det gamle Ord
om, at »naar Krybben er tom. saa bides Hestene«, slaar godt til
her; det »Dukkehjem-, der var etableret fra Begyndelsen af, antager
mindre behagelige Former, den unge Frue har ingen af en saadan
Anstalts smaa Hyggeligheder, derimod alt det ubehagelige. Da nu
den stakkels Kone er bleven saa godt som fuldstændig knust, træffer
hun en brav og frisindet gammel Tante — en romantisk Epikuræer
i Emancipationsko5tuine — hvis daglige Brod er Mill og Spencer.
Omgangen med denne brave Dame, og Iagttagelsen af et andet
Ægtepars Forhold kurerer Lea, der tager Skeen i den anden Haand,
faar Øjet op for sin Mands hele Ynkelighed og til sidst behandler
hain med samme Overlegenhet! som den, hun hidtil har været
Gjenstand for. Efter at hun ved Omgang meel en dydig Engel af
en Missionær har lært. hvad virkelig Kjærlighed er, beslutter hun
at hæve sit Ægteskab og at hellige sig til Forfattervirksomhe«lcn.
En »beramt nordisk Kritiker’ bestyrker hende i dette Forsæt, da
hun har sendt ham en »liden Artikel om Kvindesagen«. Sin
Opgjørelse med Eilif slutter hun saaledes; »Hidtil har kun Mænd,
der blot paa anden Haand kjender os, skildret vort Tankeliv og
baaret frem vore Krav. Nu vil jeg forsoge at fortælle Kvinden
lidt om Kvinden.«
Dette er omtrent Indholdet, og det er ingenlunde uinteressant;
men Udførelsen er uheldig. Det er en daarlig Bog; naar man har
læst den, er Indtrykket saa svagt, at man næppe vil bevare noget
af Indholdet længe, og der er ikke en eneste af Karaktererne, der
staar levende for en. Original er Ideen jo ikke; I.igheden med
Henrik Ibsens »Et Dukkehjem« er saa stærkt fremtrædende, at der
hos John Paulsen findes Steder, der tager sig ud, som om de var
hentet lige ud af det nævnte Drama. Da f. Ex. Manden faar at vide,
at Konen har laant Penge af Tjenestepigen, leverer han førstnævnte en
Scene, i hvilken han bruser op akkurat paa samme Maade som
Ægtemanden i Ibsens Stykke, da han har opdaget Vexelhistorien. Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
