Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 5. 2. November 1884 - Borchsenius, Otto. Et Par Blade af Christian Hviid Bredahls Bondekrønnike. Literær Skizze
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 8.
HJEMME OG UDE.
ioo
Kjærlighed og Taknemmelighed — saa godt som
daglig var at træffe i Akademihaven eller i
Filosofgangen, altid venlig hilsende og smilende, saa var
det sjældent at mode den halvt ukjendte, ingen
hilsende og ned for sig seende Bredahl, han, der levede
som en slet og ret Bonde ovre paa den anden Side
af Soen, og kom han paa éns Vej, veg man næsten
skv til Side og med et uvilkaarligt Indtryk af noget
mørkt og truende, eller i alt Fald noget, der endnu
laa udenfor éns Synskreds. Det var Livets Alvor,
Livets Sorg og Smerte, der strog Barnesjælen forbi.
Vi havde nok hort tale om hans Fattigdom og den
blodige Ironi, der havde lagt Parnasbanken ind under
hans Arvefæste, som for at Parnasset, selv i denne
Skikkelse, skulde være ham dyrekjobt og smertedobt,
men for os var Parnasset den Gang dog kun den
smukke skyggefulde Skovskrænt, hvortil vi roede
over med vore Baade, ligesom de Dramatiske
Scener kun var os en kjær Læsning som saa meget
andet, hvis klangfulde Pathos og grovkornede Komik
betog og morede os — som Oehlenschläger og
Holberg betog og morede os — men uden at vi
nærmere grublede over det Livssyn, der havde fodt de
stærke Ord, eller anede den Verdensforagt, Harme
og Smerte, der vaandende gav sig Luft i disse
sælsomt formummede Skikkelser med de underlige
kyhlamske Navne. Men Aar efter, da Digterens
Livshistorie blev os bekjendt, dukkede
Barndomsindtrykket op igjen, og vor nv Viden smeltede sorgelig
godt sammen med Mindet om den duknakkede gamle
med det sænkede Blik, som han skridtede dér ene,
mork og indesluttet ned ad den brede Gade.
Bredahls Ungdomshistorie er saa ofte fortalt, at
der næppe nu er synderligt nyt at fremdrage. Jeg
skal særlig henvise til Kr. Arentzens smukke
Skildring i Dansk Maanedsskrift 1864 eller i 7de Bind
af hans Baggesen og Oehlenschläger , S. 444—479,
hvor den samme Artikel i alt væsentligt er optrykt.
Da Faderen var Forpagter af Hellestrup-Gaarden i
Soro Amt, var det naturligt, at Drengen blev sat i
Slagelse lærde Skole, og det er 0111 denne Skolegang,
der varede fra 1796 til 1801, at Ingemann i sin
efterladte ufuldendte Levnedsbog giver den bekjendte,
af alle senere Biografer benyttede Skildring. Det er
et i høj Grad tiltalende Billede, han giver os af den
sextenaarige, stærke og bredskuldrede Mesterlektianer,
i hvis tnorkeblaa Øjne der laa en besynderlig Alvor
og Kraft, og hvis ikke hoje, men brede og stærke
Pande var omsnoet af brune, tætkrøllede Lokker.
Allerede den Gang vandrede Bredahl som oftest ene,
tavs og indesluttet om paa Kirkegaarden, der tjente
Skolen til Legeplads, og man vil mindes de
karakteristiske Træk, Ingemann fortæller om ham, og hvori
saa meget af den senere Mands Væsen og Skæbne
ligesom symbolsk afspejler sig. Han var en Beskytter
af de smaa mod de størres Tyranni, og en Original
som Ringerkællingen med Mandshatten over det rode,
koparrede Ansigt og Karletrøjen over
Bondekvinde-dragten ovede allerede da en stærk Tiltrækning paa
Ynglingen. Ingemann ser i Ringer-Lisbeth
Forbilledet paa hans »gamle Gumba«, den hexeagtige
Sand-sigerinde, der blev hans Musa, og som hvis
Famu-lus han optraadte i sine Fremstillinger af
Kejserdømmet Kyhlam i Maanen. I Skolen var der for
stor Aldersforskjel mellem de to tilkommende Digtere,
og de lærte først hinanden at kjende over en Snes Aar
senere i Sorø. 1801 blev Bredahl Student, tog to
Aar efter anden Examen og gav sig derpaa til at
studere Theologi. Til en Embedsexamen drev han
det imidlertid aldrig, og Ingemann siger med Rette,
at Bredahl var og blev en stræng og temmelig mork
Deist, der med det attende Aarhundredes
Forsyns-og Udødelighedstro og med dvb Agtelse for den
kristelige Sædelære — han var konfirmeret af Chr.
Bastholm — lod al anden Dogmatik staa hen
med et mørkt Blik til Præsterne. Lige saa lidt
blev han nogen Sinde Romantiker. Middelalderen
og hele dens Aandsretning var ham forhadt. Paa
en Aandeverdens Indgriben i dette Liv — siger
Ingemann — var han saa vis som paa Sjælens
Udødelighed; paa den almægtiges Kjærlighed og Visdom
ligeledes; incn al menneskelig Lærdom var ham
tvivlsom; det mulig aabenbarede troede han som
oftest misforstaaet og forvansket; den evige Sandhed,
mente han, maatte dog være den samme, hvorledes
den saa blev opfattet, og hvad man ikke nu kunde
se, fik man vel at se, naar det var betimeligt.
Kr. Arentzen anfører en Række andre Træk fra
hans Ungdomsliv. »Med min Ungdom , hedder det
i et Brev fra Bredahl, var jeg kun altfor odsel -,
og en ulykkelig Kjærlighed synes en Tid lang at
have kastet lange Skygger ind over hans Sjæl. Han
synes for en stor Del at have opholdt sig hos sin Fader,
der levede som Partikulier i Soro, ligesom han ogsaa
nogle Aar boede paa Oldebjerggaard i Nærheden
deraf. Hemmelig syslede han med Poesi, skrev under
Tylvtestriden en skarp Satire mod den i hans Øjne
hovmoddrukne Oehlenschläger, men intet af disse
hans Ungdomsarbejder blev offenliggjort eller blot vist
til andre. Der maatte hænde noget, som greb dybere
ned i hans Væsen, for at drive ham ud af hans
Skjul. Først da hans Had mod ethvert Slags Tyranni,
hans flammede Uvilje mod ethvert af Overklassens
Overgreb mod Underklassen , blev vakt, slog hans
Indignation ud i lys Lue, og nu optraadte han som
Digter, det vil i hans Øjne sige som Talsmand for
de undertrykte, som Protestant imod Samfundets
Uretfærdighed, Dumhed og Lavhed. Hele hans
Digtning er, trods alle dens Personers og
Lokaliteters maskerede Navne, paa sin Vis Indlæg i Tidens
Spørgsmaal eller har i alt Fald Tidens Tilstande til
Baggrund. I et Klapefter af Oversætteren« til Røver
Thurno« forsvarer han sig selv imod, at de
dramatiske Scener« kun skulde indeholde lutter opdigtet
Tøj, som er vævet i Luften og ingensteds har hjemme .
En af hans samtidige Anmeldere har forøvrigt og
saa allerede Blikket aabent for, at Bredahl har malet
ad vivum , om end mangen Gang karikeret. Inge-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
