Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 5. 2. November 1884 - Borchsenius, Otto. Et Par Blade af Christian Hviid Bredahls Bondekrønnike. Literær Skizze
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
55
HJEMME OG UDE.
mann — siger Bredahl i et Brev fra 1833 — mente
endogsaa, at Vennens dramatiske Stikpiller i de
sidste Bind af »Dram. Scener mulig kunde
foraar-sage Regeringen Ulejlighed. Man behøver jo saaledes
kun at læse Kejser Glomer , for at faa et Indtryk
af, hvorledes Napoleons Skæbne og den hellige
Alliance her danner Udgangspunktet for Skildringen
af Glomers Kamp med Glar og Gormall, medens
Frederik VI. er let kjendelig under den ejegode,
fredsmæglende Kong (Thurms Maske. Digteren har
Ret, naar han i et Brev siger, at der ligger lige
saa megen Sandsynlighed og Sandhed til Grund for
»Dram. Scener som for et og andet dramatisk
Stykke, fuldt af Personer med historiske Navne«.
Hvis man var meget øvet i at tolke Anagrammer,
kunde man mulig ogsaa stundum faa et og andet
mere menneskeligt Navn ud af disse kyhlamske
Paafund som Tisisusev, Tisong, Tufertafer o. s. fr., hvoraf
det vrimler hos Bredahl. Naar han i en Artikel i
Kjøbenhavnsposten Nr. 33, 1835, saaledes
underskriver sig Lahmky , Skifteforv alter i Gumbas Stervbo,
er dette Navn jo kun en ny Omsætning af
Bogstaverne i Kyhlam.
Selv fortæller han i »Et Par Ord om Skriftet
Dramatiske Scener ( Kjobenhavnsposten Nr. 235—
36, 29. og 30. Novbr. 1833), hvad der endelig,
altsaa henimod 1819, drev ham frem for Offenligheden.
Den Gang« — siger han — levede jeg efter mit
eget Hoved og brød mig hverken om Per eller Povl.
Jeg var, som endnu, langt fra Hovedstaden og uden
literære Forbindelser; men jeg var Naturens Son, for
saa vidt et Adamsbarn kan være det i vort 19.
Aarhundrede, og i visse Henseender var jeg mindre
for-k%aklet end nu. Jeg var en vældig Jæger og farlig
Mand for Markens og Skovens vilde Dyr og
Himlens Fugle, og tilbragte mangen Vinternat under
aaben Himmel, naar Dagen tyktes mig for kort til
min Færd. Stundum indtraf ogsaa et og andet, som,
tilbørlig udsmykket, kunde taget sig godt ud i en
Levnedsbeskrivelse, i Fald jeg havde yndet den
biografiske Kunst og vilde gjort mig selv til Helten i
en Fortælling og ladet den øvrige Verden drejet sig
efter mig paa Papiret; men min Person var for
ubekjendt til en saadan Helterolle og vilde, saa jeg siden,
heller spille med som Biperson hist og her i
Dramatiske Scener, Den Gang saa jeg min Næstes dumme
Streger; min Næste saa sagtens ligeledes mine bedre
end sine egne, men vi kundgjorde ikke vore
Iagttagelser paa Prent, før et Tilfælde med en gammel
Kælling fik min Musa til at stemme sit Instrument,
hvilket jeg nok vidste var til, men brod mig ikke
synderlig om. I en Skov samlede bemeldte Kælling
sig noget Pindebrænde, der vel sagtens i Forbund
med noget Mosevand skulde kogt hende en Ret
Kartofler og siden opvarmet hendes gamle Skrog under
Maaltidet. Til Straf for denne Samlen Pindebrænde
løsnede Skovfogden et Skud paa hende, og dette
gav den förste Anledning til Dram. Scener. Heraf
ser man, at meget kan udspringe af lidet, det vil sige
stort af smaat, eller som nogle ville sige: smaat af
stort. Nok, jeg skulde have truttet Stormskjoldbulder
lige saa godt som Sotto traf ham (skjønt Simber var
en Stump af mig selv) i förste Del af Dram. Scener.
— Ogsaa om den ædle Rover Thurno siger Bredahl,
at han har meget tilfælles med mig.
Bredahl var 35 Aar gammel, da han i Slutningen
af 1819 udgav den første Del af Dramatiske Scener. <
Anden Del kom tidlig næste Foraar. Rahbek var
— i sit Ugeskrift Tilskueren — den første, der
tog imod ham i Literaturen. Hans Anmeldelse
indledes med et træffende Citat af Goethe:
Da steilt das liebe Publikum
und sieht erstaunend auf und um,
was all der tollen Rciterei
fUr Anfang. Will’ und Ende scy,
og alle Efterretninger fra Datiden gaa ud paa det
samme. »En vis Originalitet — siger en Veninde
af Digteren, til hvem vi nedenfor skulle komme
tilbage — -gjorde Mængden usikker; det var ikke
gangbar Mont, bar ikke det vante Præg, ikke et
kjendt Navn — og man tav«. En forholdsvis
anerkjendende Anmeldelse af Jens Møller fremkom dog
i Begyndelsen af 1821 i »Dansk Literaturtidende<.
Ogsaa denne Anmelder undrer sig over Henlæggelsen
af Scenerne til Maanen, skjønt han i de lunariske
Personer gjenkjender Kjød af vort Kjød og Ben af
vore Ben. I et »Postscriptum af Oversætteren til
förste Del af Værket havde Bredahl forøvrigt skildret,
hvorledes han en Maaneskinsnat paa l’indi Overdrev
træffer en gammel Kvinde, hvis Navn var Gumba,
og som kaldte sig Musernes Kammerjomfru. Det er
hende, der giver ham det fra Maanen nedblæste,
»stormslagne’ , originale Haandskrift, hvilket han saa
som hendes Famulus oversætter. Det hele
Postscriptum er imidlertid som de fleste af Bredahls
Avisartikler, Smaapjecer og lignende mindre Indlæg alt
andet end klart og ofte bizart og barokt, samt næsten
»bondsk i sin Komik. Det var ikke ganske med
Urette, at man undertiden opholdt sig over hans
uhøviske Platheder, og Gumba siger i en af disse
Pjecer træffende til sin Famulus: Det gaar dig, som
det gik salig Gert Vestfaler; naar han kom paa visse
Materier, forfaldt han udi vidtloftig og sælsom Snak.
Det eneste maaske af disse Smaaarbejder, der
gjennemgaaende ejer poetisk Værd, er hans »Fra
gammel Gumba », et versificeret Indlæg i
Gjenganger-striden< fra 1832. Vi kunne derfor allerede her et
Øjeblik dvæle ved Pjecen, saa meget mere som den,
ved at give Bredahls Syn paa Bondens daværende
Stilling og hans Betydning for Samfundet et smukt
Udtryk, kan staa som en Slags Prolog til de Blade
af Digterens Bondekrønnike, det skulde være denne
Skizzes nærmeste Formaal at bringe. Som Bredahls
Livsskæbne overhovedet frembyder talrige
Sammen-ligningspunkter med Blichers, delte han ogsaa i mange
Stykker sin jyske Lidelsesfælles Meninger.
Romantiker var han ikke, og Realist vilde han ikke være,
ligesom han forøvrigt bestandig angriber al Navne-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
