- Project Runeberg -  Hjemme og Ude. Nordisk Ugeblad /
58

(1884-1885) With: Otto Borchsenius, Johannes Magnussen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 5. 2. November 1884 - Borchsenius, Otto. Et Par Blade af Christian Hviid Bredahls Bondekrønnike. Literær Skizze

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Nr. 8. 68

santc Uddrag af lians Breve fra samme Aar. »Den
.Musa eller Medusa« — skriver han — som forforte
mig til at agere Poet, har jeg nu givet Afsked.
Famulussen har kastet sin Lire bort og taget fat paa
Møggreb, Spade og Makke. Nu gaar det altsaa løs
paa Legemet, medens Sjælen har sine gode, magelige
Dage. Hovedet brager jeg nu slet ikke, og maa
stundum spejle mig, for at faa at vide, om jeg ikke
er hovedlos. Hvad skal en Bonde ogsaa med Hoved ?
Han skildrer derpaa nærmere sin Herregaard med
dens 36 Tønder Land god Jord, 7 Tønder Land
Tørvemose, Humlehaver, Frugthave, Granskov,
Ellemose, Jagt og Fiskeri. Bopælen, siger han, er for
fornemme Folk som jeg og mine Lige, nemlig tom
og øde. Hans Formand efterlod sig intet uden
Rotter og Mus, en Pige og en Karl med
tilgodehavende Løn og en Bindehund, dog uden Lænke.
Hans Formand igjen, min Pungs Banemand , havde
ladet alt henfalde og paadraget sig Gjæld og
Restancer. Jeg maa nu betale for dem begge, thi

Akademiet vil intet tabe.–-Den sorgelige Rest

af min Formue, som andre have forodt, har jeg nu
sat paa Spil i denne Gaard. Af Gaarden kan jeg
ikke leve i disse Tider, hvor vidt jeg end driver
Økonomien; men jeg haaber at sætte mindre til
aarlig nu end forhen, da jeg maatte kjøbe alt til
min Husholdning. Hvorfra Tilsatsen skal komme,
ved jeg ikke. Brevet berører endvidere det snurrige
i, at han maa betale Skat af Parnasset, Banken ved
Soro Sø, den i Skjødet nævnte Jordstrimmel .
»Banken med dens Træer har Akademiet
tilegnet sig, men Afgiften hviler paa mig —
formodenlig en Straf, fordi jeg en Gang vilde kravlet
op paa den literære Banke af samme Navn. Dette
har saaledes forøget mit Had til Muserne, at det vist
vilde bekomme dem ilde, hvis jeg fik Ram til dem
med min Hakke eller Møgtyv.« Imidlertid, fortæller
han, har dog en af deres Yndlinge, Ingemann, besøgt
ham, og i et andet Brev fra samme Sommer
meddeler han, at som han just sad og grublede over,
hvorfra han skulde tage Skatterne til det forfaldne
Kvartal, fik han en Skrivelse fra Direktionen for
Fonden ad usus publicos med clen Efterretning, at
Kongen havde skjænket ham 150 Rdr. til Fortsættelse
og Fuldførelse af literære Arbejder. Först og
fornemmelig — siger han — »maa jeg nu se at faa
fat paa Pengene, dernæst maa jeg have fat paa den
bortlobnc Musa. •

Den Gang fik han imidlertid ikke fat paa hende,
og der gik en Del Aar, for han kom til at fortsætte
sine ’Dramatiske Scener«. I den ovenfor nævnte
Artikel fra 1833 i Kjobenhavnsposten kaster han
saaledes følgende Tilbageblik paa disse sine første
Trængsel saar som Bonde: Nu fulgte en Række af
mørke og tunge Dage, som min Erindring hverken
velsigner eller forbander. Jeg mistede min hele
Formue. men fik paa samme Tid en Kone og et Barn
at forsørge, hvilket just ikke var Plaster til Saaret.
Jeg var paa Knæerne, blev Bonde — og dette var

ikke Vejen til at komme paa Benene igjen. Strængene
brast paa min Lire — eller hvad man vil kalde
Instrumentet — og alt var mørkt og ode. Min Musas
Tavshed var henved 10 Aar gammel, da en venlig
Stemme fik hende til at begynde, hvor hun slåp
sidst.« Og, tilføjer han, det var ingen Kunstdommer,
men en Kunstdommcrindcs venlige Paamindelser, han
skylder sin optagne digteriske Virksomhed.

Man kan se af Ingemanns Brevvexling med Fru
I. C. v. Rosenørn, at selv under de forholdsvis
lykkelige Forhold, der vare blevne ham til Del her
i Verden, faldt Livet i Sorø ham ofte tungt og trægt
nok. Vel er han vred paa H. C. Ørsted, naar denne
i Anledning af Forslaget om en landøkonomisk Dan
nelsesantalt advarer imod Sorø, fordi Byen med sin
gamle Moradsgrund, sin lavtliggende Sø og sin
Skovomgivelse har en fugtig, indesluttet Luft og derfor
udover en nedstemmende Virkning paa mange, tnen
selv savner Ingemann dog ikke blot en hyppigere
personlig Kommunikation med Hovedstaden«; han
kommer gjentagne Gange tilbage til, at naar
man i en Snes Aar har levet dernede, saa mærker
man bedst, at Menneskeliv mere nærer Digter
livet end en stille fredelig og skjøn Natur , og han
sysler endogsaa med Tanken om en mulig Forflyt
-tel.se til Kjøbenhavn . Slige Ønsker nærede nu ganske
vist Bredahl ikke. For ham stod Friluftslivet paa
Landet og i Skoven utvivlsomt over alt, naar han
kun havde haft det tarvelige daglige Brod, men
Bonden var jo ogsaa Poet, og han havde bygget sin
ny Existens paa Haabet 0111, at ogsaa hans Skrifter
skulde forskaffe ham nogen Indtægt. Da denne
Kilde nu tilstoppedes, nærmede han sig ogsaa hurtig
til Undergangens Rand. Saa lidt som Blicher (se
Fra Fyrrerne II, S. 131 og 141) havde han nogen
Sinde været knyttet til Hovedstadens literære og
æsthetiske Kredse, og der var ingen af Dagens
indflydelsesrige Magter, der var interesseret i at tage
sig af ham. Det kunde den Gang være vanskeligt
nok at bjærge sig i selve Kjøbenhavn, og end ikke
de største af Datidens Digtere dansede paa Roser
derinde, men uden for Hovedstaden var ethvert Haab
forbi, enhver Udsigt lukket. Som Blicher skulde
ogsaa- Bredahl tømme den offenlige Indsamlings bitre
Kalk. Det var uden Tvivl den nævnte Fru
Rosen-stand-Goiske, som var den venlige
»Kunstdommer-inde . Bredahl sigter til. hvad enten hun nu selv har
skrevet eller kun foranlediget det paagjældende
Opraab i Dagen« for 1. Novbr. 1831 (Nr. 260) om at
komme Digteren til Hjælp. Den anonyme Indsender
minder om Molbechs nys udkomne Skildring af Ewalds
sidste sørgelige Aar og siger, at enhver I-æser har
skammet sig over hans Tidsalder og onsket sig
hensat i den, for at kunne bringe ham Hjælp, Lindring
og Trøst. Men i dette Øjeblik — fortsættes der
— »lever en Digterbroder af Ewald i lige saa
trykkende og kummerfuld Stilling, og foraden at være
ligesaa værdig til Deltagelse, end mere behover den.
da en Families Forsorg hviler paa ham. Endnu lever

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 16:54:09 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/mhjemogude/0068.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free