Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 5. 2. November 1884 - Borchsenius, Otto. Et Par Blade af Christian Hviid Bredahls Bondekrønnike. Literær Skizze
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
59
HJEMME OG UDE.
Nr. 9.
han og kan reddes, men han vil og maa gaa til
Grunde, hvis intet sker for at hindre det. Hans Navn
nævne vi ikke her, men -Dagens Redaktør
(Etatsraad Er. Thaarup) har lovet at nævne ham for dem,
der deltagende og med hjælpsom Aand ønske at
vide det.« Derpaa folger den allerede anførte
Skildring af, hvorledes Bredahl uden egen Skyld er
kommen i den ulykkelige Stillling. Det er paa
Holbergs (irund — hedder det videre — at dette
Digtergeni trues med at kvæles og slukkes under det
groveste materielle Tryk. Man bor give ham en Bondes
Lod — han havde jo kun en halv Bondelod — fri
og uden Byrder, tilbagegive ham hans Afgifter til
Akademiet eller sørge for fri Trykning af hvad han
endnu har henliggende eller endnu kunde frembringe.
Men — sluttes der — Hjælpen maa søge ham.
Han lider tavs og vil uden Klage synke i sin Grav.
Skulde disse Linjer komme ham for Øje, tilgive han,
at en anden har gjort, hvad han ikke lod sig
overtale til.« I et følgende Nummer af Bladet (Nr. 272
for 15. Novbr.) oplyser Redaktøren, at han allerede
har modtaget mange Beviser paa den Redebonhed,
hvormed et oplyst Publikum imødekommer
Opfordringen, men et hidtil utrykt Brev fra Ingemann til
daværende Kandidat E. Collin*), Søn af alle de
stakkels danske Digteres Tilflugt og Forsyn,
Konferensraad og Finansdeputeret Jonas Collin, røber
unægtelig, at det til en Begyndelse ikke var store Summer,
det drejede sig om. Med Ageposten« — skriver
Ingemann fra Sorø d. 4de Decbr. 1831 — har jeg
i Dag modtaget de af Dem og Deres Venner
veldædig samlede 46 Rdlr. til Understøttelse for
Digteren Bredahl, og jeg skal med Fornøjelse
paa bedste Maade besørge ham denne
Understøttelse tilstillet enten i Forbindelse med livad
her bliver samlet til ham, eller særskilt, hvis det,
man har tegnet sig for, ikke snart indsendes. I
Forbindelse med Direktør Estrup har jeg nemlig
efter Etatsraad Taarups Opfordring foranstaltet en
Subskription her i denne Anledning. Angaaende
Maaden, hvorpaa det indsamlede hensigtsmæssigst kan
anvendes til Fordel for Br. agte vi at indhente
Etatsraad Taarups Mening for om muligt ved
Foreningen af flere Bidrag at gjøre Understøttelsen
virksommere og varigere. Ærbødigst B. S. Ingemann.
En Efterskrift, lyder: Da jeg véd, Deres Hr. Fader
interesserer sig for Bredahl og tager velvillig Del j
hvad der foretages for ham, vilde det være Estrup
og mig kjært at erfare hans Mening i denne
Henseende, og om man har nogen I’lan til i Forening at
*) Det er nuværende Hr. Etatsraad E. Collin, hvis Velvilje jeg
saavel skylder Adgangen til dette Itrev som til alle de
efter-felgende hidtil utrykte Breve fra Bredahl selv.
anvende hvad der paa forskjellige Steder samles (f.
Ex. til Forøgelsen af den halve Bondegaards Jorder,
som Br. her besidder som Akademiets Arvefæster).
Hvad man her har tegnet sig for, vil omtrent beløbe
sig til en 250 Rdr., hvoraf en Del Bidrag dog forst
komme sukcessivt i flere Aar. Subskriptionslisten er
endnu ikke kommen tilbage fra Landet, og for end
til Nytaar vil næppe Bidragene her kunne være
samlede. I et Brev fra Novbr, samme Aar til H. C.
Andersen (se Brevene til denne, S. 262—64) udvikler
Ingemann nærmere Bredahls sørgelige Stilling og
overvejer, om ikke et indbringende Toldembede eller
Postmesterembede vilde være ham allergavnligst, hvis
nogen kunde skafte ham et saadant. Med et
Sideblik til sine egne literære Modstandere siger
Ingemann, at det dog er ret glædeligt, at man i vor
Tid ikke vil paadrage sig den Anklage, at man
ligegyldig lader Digterne sulte ihjel, om end den
samme Tidsalder og dens Ordførere ikke fole stort
Samvittighedstryk ved at flaa eller radbrække dem
ved aandelige Bødler. Hvad Bredahl angaar, siger
Ingemann, at han i den senere Tid synes at have
opgivet enhver Tanke om fortsat Skribentvirksomhed.
Det var vistnok allerede godt — slutter han —
»kunde Bredahl blive en nogenlunde velhavende
Bonde; men vil man vente videnskabelige Frugter
af hans øvrige Liv, maatte han kunne tilbringe ilet i
en sorgløs Stilling blandt dannede Mennesker. I
samtidige Breve fra Andersen (S. 92—95) kan man
nærmere følge Collins og Andersens varmhjærtede
Bestræbelser for at faa det mest mulige ud af
Indsamlingen. Fra nu af kom ogsaa Bredahl selv i
Brevvexling med E. Collin, og vi skulle strax
nedenfor komme til hans første Breve til denne utrættelige
nye Ven. Forinden kun folgende. Bredahl var
foreløbig reddet, om end det snart skulde vise sig,
at Krisen ikke havde været akut, men var og blev
kronisk, og i de følgende Aar, 1832 og 33, udkomme
de to sidste, 5te og 6te, Bind af Dramatiske Scener .
I et Brev fra Juli 1832 skriver H. C. Andersen til
en Veninde, at han med Ingemann har gjort en
Tur til Parnasset og besøgt Digteren Bredahl; han
var ganske bondeklædt, havde store Støvler og et
Skjæg, tykt og sort; paafaldende var det, hvorledes
han lignede Shakespeare. Dagen efter gjorde han
mig en Gjenvisit, men da var han vasket og raget
og saa ud som et andet Menneske. Han var vred paa
Gjengangeren og ansaa ham ikke for synderligt.«
— Det trøster aabenbart den i Hertz s Digt selv ilde
behandlede Andersen, at ogsaa Hauch, Ingemann,
Oehlenschläger, Wilster o. s. fr. i saa Henseende dele
Bredahls Mening.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
