Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 5. 2. November 1884 - Elmgaard, Berthel. Stakkels Thea. Landsbybillede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 8.
HJEMME
OG UDE.
ioo
sig, at smaa rundryggede Mennesker drive omkring
i endeløse Lyng- og Sandmarker med Flokke af graa,
skjævbenede Faar, og hvor Folk, naar de bliver gamle,
gror ned i Lyngen. Ene og ukjendt var hun kommen,
og hun holdt sig stedse afsides, som laa Hedens
Ensomhed endnu om hende. Hvor jeg mindes hende
levende, naar hun under Maaltidet trak sig tilbage
med sin Mellemmad paa Skjødet og sad og spiste
henne i Krogen under Messing- og Bliktøjet, medens
de andre, Karle og Piger, lo og larmede om Bordet,
hvinede og skreg op, brodes paa Skrømt, i sprudlende,
hostklædt Kaadhed, som i en gammel Lejrscene.
Hun sad der saa lydløs, med det lille, solbrændte
Ansigt dybt nede under Flagrehattens Skygge,
stirrende forundret og sky paa Høstfolkene — cle sagde
spottende, at hun aldrig før havde set saa mange
Mennesker samlede — og somme Tider glemte hun
helt at tygge af bare Forundring, og en Mundfuld
kunde da blive liggende og mnde ud paa den ene
Kind.
. . . Eller jeg ser hende en stille Eftermiddag,
da alle Byens Folk under Sang og Støj, drillende
Munterhed og sladrende Elskov er dragne i Marken,
gaa hjemme ved Dammen og sanke det slagne Hø.
Hun gaar i Stunthoser, og Solen har — paa
kjærtegnende Vis synes det én — lagt en let
Bronce-glans op over hendes Ben ligesom over Haand og
Kind. Nu og da gaar hun og sopper i Vandkanten
eller støtter sig til Riven, mens hun trækker et Par
kæmpestore Siv op eller samler en hel Haandfuld
Blomster, hvortil hun ude i sin Hede aldrig har set
Mage, og med Øjnene begjær]igt drikker det blinkende
Farvemylr ind.
Og for hun atter tager fat paa Arbejdet, kan
hun se op, blændet af de samme Farvers gyldne
Liv ikke i smaa Gnister og Stænk som hos
Skræntens Blomster, men i brede Bølgers Glimt over Luft
og Mark, og under en hemmelighedsfuld Sitren fanger
hendes Øren Klangen af glade Skarers Jubel.
Hun staar altid ene.
Midt i Sommertiden var hun kommen til
Landsbyen, og her hvor Folk voxer sammen fra Skiftedag
til Skiftedag, er det ikke altid let at faa Plads i
Ungdommens Lav for den, der dukker op paa usædvanlig
Tid. Saa var hun tillige ude vest fra, bar sine
Stunthoser og sin Vesterbodragt.
Pigerne oversaa hende en Smule, og Karlene
gav ikke Agt paa hende. Hendes Skjønhed var ogsaa
af en egen stilfærdig Art, der sky gjemte sig i det
støjende Høstliv, som de første Uger førte hende ind
i. Der skulde en kirkefredet Plet med tryg Stilhed
til, for ret at lokke den frem. Men saa kunde det
ogsaa hænde, naar enkelte af Gaardens Folk tilbragte
en Søndag Eftermiddag hjemme i stille Ensomhed,
at de til egen Overraskelse blev aldeles indtaget i
den blide Vesterbopige.
. . . Høsten med dens rullende, skiftende Liv
og hundrede larmende Glæder var forbi; men midt i
det rolige Geled af Dage, som derpaa følger, dæm-
pede, blege, med den tilbagevendende Ensformighed i
Bondens Gaard, kan der springe en Dag frem med
hvide dirrende Skjorteærmer, skummende Øldunke
og glad raslende Arbejde under blaa Himmel og
hed Septembersol. Og der er da ikke saa forslidt
en Stymper, at han ikke har levnet Humor nok til
at tomme den sidste Slurk, Sommeren rækker ham.
En saadan Dag var det, da de hos Theas
Husbonds brod Hør. Ude i Toften stod syv-otte Karle
i en vid Rundkreds og arbejdede med Horbryderne.
Sveden dryppede fra det filtrede Haar, alle var i
Skjorteærmer, et Par havde kastet Vest og Halsklæde,
saa Lemmernes og Musklernes fine Spil under det
grove, dirrende Lærred blev synligt. Brydernes
klaprende Slag blandede sig fornøjelig ind i de livlige
Smaahistorier og Latterudbrud, der lig kaade, jublende
Fugle steg op over den sollyse Toft.
Ved en firkantet, langagtig Kule stod to af
Pigerne og torrede Hørren, idet de bredte den ud
paa Lægter, tværs over Kulens Munding, medens en
lystig knitrende Iki holdtes vedlige nede paa Bunden,
hvorfra Røgen som et Munterhedens Flag bølgede
hen over Marken.
Pigerne stod med bart I loved og Hals, blussende
røde af Arbejdet og Varmen fra Ilden, nu og da
besvarende Mandfolkenes spøgende Tilraab, snart ved
direkte Skyts, snart ved æskende Hvisken og
Knist-latter indbyrdes.
Hen imod Aften flokkedes Byens Ungdom og
ældste omkring Arbejdsstedet. Gamle Mænd —
Byens Bedstefædre — sad og røg en fredsommelig
Aftenpibe, Huskonerne laa og solede sig og førte
Sladder i Græsset, medens Pattebørnene kravlede fra
og til Brysterne, der hang bag det aabentstaaende
Kjoleliv. Drengene boltrede sig i Horskæverne, og
nogle Piger, der halvvejs var i Pynten, trak leende
og snakkende omkring med hverandre under Armen,
men holdt dog mest til ved Brydekulen.
Da lidt før Solfaldstid den egentlige Brydning
var til Ende, kom efter gammel Skik Gaardens fire
Piger hver. med sit Hørknippe og stillede sig op hos
de forladte Brydere. Nu var det ligeledes gammel
Skik, at de Karle, der troede sig i Gunst hos Pigerne,
traadte hen og bod sig til at bryde for dem, og
hver Pige kaarede da sin ved at række ham Knippet.
1 Vinterens Lob besørgede de Hørrens videre
Tilberedning to eller flere Piger slog sig sammen —
og næste Sommer kunde Karlene hjælpe dem at
trække et Stykke af deres Udstyr paa Bleg.
Oftest var Horbrydningen en Tjeneste, som
Karlene viste mod flere, men enhver Pige regnede det
dog for en Ære, naar der var mange om Budet,
ligesom de smaa Scener, der kunde opstaa, stundum
siden gav Anledning til Elskov og Drilleri.
En halv Snes Karle stimlede ogsaa nu sammen
om Pigerne, skubbedes, mundhuggedes, medens
lystige Ord og Blik som glade Budsvende søgte
Pigernes Yndest. Og Pigerne selv stod og lænede sig op
til deres brune Hørknipper, én med Sejrsbevidstheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
