Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 6. 9. November 1884 - Kaalund, H. V. Bekjendelse. Digt - Borchsenius, Otto. Et Par Blade af Christian Hviid Bredahls Bondekrønnike. Literær Skizze
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 8.
HJEMME OG UDE.
ioo
Du evige, som har mig skabt,
fra dig jeg hented alt mit Mod;
jeg foler dybt: jeg var fortabt,
i Fald du mig forlod!
Selv naar du proved tungt min Aand
og bojed mig i Smerte ned,
du holdt mig med din stærke Haand
og greb mig, naar jeg gled.
Tak for hvert Aandedrag af Luft!
Tak for hver Straale lvs og varm!
Tak for den evige Fornuft,
hvis Gnist faldt i min Barm!
Af Sandhedstrang til Tvivlen fort,
saa mangen Sjæl forvilder sig —
Tak for, du gav mig en, som rort
kan ydmyg takke dig!
Oktober 1SS4. H. V. Kaalund.
Et Par Blade af
Christian Hviid Bredahls Bondekrønnike.
Literær Skizze af Otto Borchsenius.
II.
Bredahls förste Brev til E. Collin — dateret
Damsgaard pr. Sorø d. 23. December 1831 —bærer
Udskriften Til Konferensraad Collins Son, den
Kyhlamske Musas, hende personlig ubekjendte,
Velgjørere og lyder saaledes:
Ædle Landsmand! Jeg skriver til en Mand,
hvis borgerlige Titel og Stilling ere mig lige
ubekjendte : en Mand, der vinker mig til sig ved
Velgjerninger. saa store, og en Velvilje, saa sjælden og
højst elskelig, at et taknemmeligt Hjærte ser sig sat
i Forlegenhed for Ord til sin Tak og i en, med
Smerte (som det dog velsigner) blandet, Glæde over
den dybe Gjæld, uforskyldt Godhed lod det synke i.
Se: derfor kalder jeg Dem: ædle Landsmand«; thi
jeg foler til fulde, at jeg her ikke tager fejl af Deres
Titel. — Hvis en Mand, hvem mindre egen, end
fremmed. Brøde har sat i en. kun lidet ønskelig,
Stilling i Livet og beredt mange kummerfulde Dage,
som, maaske for tidligen, havde begyndt at graane
hans Haar og skulde, maaske ogsaa for tidligen. have
bragt ham i sin Grav og saaledes have fuldfort deres
Dagværk, dersom nogle ædle ikke havde grebet ham
under Armene; hvis en saadan Mand stedse, uden
foregaaende Varsel, vakte sine Landsmænds
Medlidenhed med sig lige saa let, og dersom den vakte
Medlidenhed ytrede sig paa en saa skaansom Maade
som Deres, da vilde mangen Mand onske sig hins
Stilling i Livet. Men saaledes gaar det nu ikke;
Medlidenhedens blide Vaar sejrer ej altid over
Egennyttens (og andre Døgnets Afguders) kolde Vinter, og
derfor segner mangen Blomst — som med en ringe
Pleje af en venlig Haand maaske kunde tjent til mere
end blot til et Øjebliks Pryd, eller en kort Forlystelse
for et Sanseredskab — før Tiden i Dodens kolde
Arme. — Et venligt Vink, for kort Tid siden givet
mig af en ædel Kvinde, vakte min Musa af sin dybe
Slummer. Den opvaagnende Sangerske greb, under
saare ublide Kaar, i Strængene — ikke i Guldharpens,
som hun aldrig har formaaet at slaa. Men desuagtet
kvæler hun ikke, af Kaadhed drevet, den nyfødte
Taare, der ligger i Svobet, saa at sige, i sin
kry-stalne Vugge. Hun vandrer endnu, som forhen,
hellere i Naturens frugtbare Herlighed, end i en
Unaturs golde Ørk; horer hellere Tordenens Stemme
end en, om Gjøglerier lallende, Tunges, og ser hellere
Skyens herlige Straale, end et fantastisk Sumpblus i
et uaandeligt Mulm. Endnu, som forhen, bekymrer
hun sig mere om de levende, end om de for længst
hensmuldrede, men mindst om dem. som, uædle, kun
knæle for Døgnets Afguder og slumre ind paa
Lykkens blode Bolster. — Det er denne Musa, hvis Sag
én, eller flere, har talet i Nr. 260 af Bladet Dagen.
Hun kjender ikke sin Talsmand eller Talsmænd;
aldrig har hun anraabt nogen dodelig om at tale sin
Sag paa denne Maade. Men lige saa foragtelig som
hun maatte være, hvis hun ikke, med den inderligste
Taknemmeligheds Følelse, havde lyttet til hins, eller
hines, venlige Stemme, lige saa ivrig havde hun onsket,
at en og anden fejlagtig Angivelse (en Folge af
Mangel paa bedre Underretning, dog det mindre
væsenlige betræffende) af visse Omstændigheder ikke
ha%de indsneget sig i dette, for flere end hende
gavnlige Varsel. Om det Værd, hin venlige Stemme
tillægger hende, har hun intet videre at sige, end
Smiger er det ikke. Men drukken af Hovmod maatte
hun være, hvis hun vilde skyde de Hænder tilbage,
ædle udstrække mod hende, fyldte med milde Gaver.
— Mig og min Musa har Deres venlige Haand, ved
Professor Ingemann, rakt en Gave af 56 Rdr. Senere
har Ingemann meddelt mig Indholdet af Deres Brev
til ham. I dette tilbyder De at ville, uden nogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
