- Project Runeberg -  Hjemme og Ude. Nordisk Ugeblad /
71

(1884-1885) With: Otto Borchsenius, Johannes Magnussen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 6. 9. November 1884 - Borchsenius, Otto. Et Par Blade af Christian Hviid Bredahls Bondekrønnike. Literær Skizze

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

_81

HJEMME OG UDE.

Nr. 5.

Udgift for mig, besørge, hvad der kan fremme mit
pekuniære Tarv, med Hensyn til den mig af Direktør
Schultz skjænkede Rest af Oplaget af de første fire
Dele af Dram. Scener. Ingemann (i denne Tid
indviklet, maaske forviklet, i en Strid, som, efter nogles
Mening, er mindre en religiøs Strid, end en blot Strid
om Ord) har anmodet mig om, selv at besvare Deres
Brev. Denne Anmodning har forskaffet mig en Glæde,
som ikke er blandet med Frygt for, at dette Brev
fra mig skulde vare længer, end De maaske ønskede;
thi Deres Hjærte har jeg set fra dets kjærlige Side,
og Deres velgjørende Haand har De rakt mig paa
en Maade, saa ædel og saa skaansom, at enhver
Skygge af en saadan Frygt forsvinder. Deres
Tilbud er mig saa meget mere kjærkomment, som jeg,
efter en fleraarig Fraværelse fra Hovedstaden, ikke
dér har en eneste mandlig Bekjendt, jeg turde
bebyrde med en saadan Kommission. Den Udgift,
Deres Velvilje imod mig her paa ny vil paaføre Dem,
er et Offer, jeg nok tør modtage af en saadan Haand,
uden at bebrejde mig selv en lav Egennytte. — Min
Uvidenhed om Deres borgerlige Titel, Stilling, Adresse,
kan Ingemann, siger han, ikke afhjælpe. Jeg kan
kalde Dem, siger han, Candidatus juris* eller
Assessor — og jeg formoder, at alt sligt er Dem temmelig
ligegyldigt. — Af et Brev fra Sjællands Biskop
til mig ser jeg, at Deres ædle Fader, med flere
Hædersmænd, have samlet en betydelig Pengegave
til mig og vist mig en Opmærksomhed og en
Velvilje, som ere des mere hædrende og kjære for mig,
jo ædlere de Mænd ere, som have vist mig dem.
Naar min Helbred, der nu er maadelig nok, tillader
det, vil det være mig en kjær Pligt at gjøre mine
Velgjørere min Opvartning, men en Glæde, om De,
ædle Landsmand! maatte finde mig saa værdig til
Deres Venskab, som De har fundet mig værdig til
Deres Understøttelse. Deres med Højagtelse og
Taknemmelighed hengivne C. Bredahl, c — En Efterskrift
tilføjer følgende Linjer: Bønfald Deres ædle Fader,
paa mine Vegne, om Tilgivelse, fordi jeg har
adresseret dette Brev til ham. Min Forlegenhed med
Deres Adresse har forført mig til dette Vovestykke.
Saaledes gjorde jeg, forleden Dag, paa egen Haand
min Biskop til Kommandør af Danebroge; men det
er saa en egen Sag, naar en ringe Mand saaledes
paa egen Haand holder Hus med dette Kapitel, om
hvis Indhold en Bonde rigtignok er slagen med tyk
Uvidenhed.

Dette Brev, hvis kantede og stive, om end nok
saa tydelige, Bogstaver næsten synes at tale om en
Haand, der ikke længer til Stadighed tumler med
saa let en Gjenstand som en Pen, er i alle Maader
karakteristisk for Bredahl. Han gav sig god Tid,
naar han skrev, og han er ikke bange for nu og da
at gjøre sig et Svinkeærende til andre Sager, end de
nærmest foreliggende, men det er ham dog øjensynlig
forst og fremmest en Lettelse at faa talt ud om sig
selv. Han, der ikke havde en eneste mandlig Bekjendt
i Hovedstaden, som han kunde bede om en Tjeneste,

levede saa ensomt og saa overladt til sine egne
Tanker, at ingen kan undre sig over, at han her
med begge Hænder greb til, da en ung Mand kom
ham venligt og hjælpsomt i Møde. Derfor blev han
ogsaa nu en særdeles ivrig Brevskriver, og hans Breve
fra de følgende Aar sætte os i Stand til Skridt for
Skridt at følge ham et godt Stykke paa hans
knudrede Livsvej. Hans ejendommelige Pathos, der i
de Dram. Scener« kunde forme Repliker, hvis
Ordpragt, Klang og Styrke give ham Plads imellem vore
største Lyrikere, fremtræder i Brevene mere dæmpet
og gravitetisk, men hvor naiv og gammeldags hele
denne hans Brevstil nu forekommer os, er den dog
overalt et tro og sandt Udtryk for en Personlighed,
som det lønner Umagen at betragte paa nært Hold,
og som ikke blot har sine kummerfulde Livsforhold,
men ogsaa sit Menneskeværd at takke for den
Interesse, den vækker hos os.

I et Brev af 4. Jan. 1832 kommer Bredahl tilbage
til, hvad Collin har gjort for ham. Ilan skriver, at
han med Hensyn til enhver Ytring i sit første Brev
kan sige med Pilatus: Det, jeg skrev, det skrev jeg,
samt at Ingemann i en god Hensigt overlod det til
ham, at besvare Collins Brev. Han vidste ret godt,
at jeg, for at kunne misforstaa Dem, maatte være af
et slettere Metal, end jeg er.« — »Jeg har«,
fortsætter han, kaldt Dem: min Velgjører, og saaledes
kalder jeg Dem endnu. Jeg kalder Deres Gave stor,
og nu siger jeg Dem, at den er den største, jeg saa
vidt mig vitterligt, har modtaget fra nogen enkelts
Haand, En trængende behøver ej, synes mig, at
være blandt de nojsomste, for at kunne kalde en
saadan Gave sstor ; men han maatte, mener jeg,
være foragtelig, om han tiltroede Giveren en
Bevæggrund, som ikke med Sandhed kunde kaldes: ædel.«
Bredahl gaar ud fra, at den Interesse, der er vist h;un,
staar i nøje Forbund med Interesse for Forfatteren,
da det ellers vilde være ham smerteligt at modtage
Gaven. »Give Gud, hedder det senere i Brevet,
»jeg ikke behovede Spillemandspenge; da skulde jeg
ingen forlange, men Plutus har aldrig været inin
Dørtærskel saa nær. som Penia. Han overlægger
endvidere med sin nys vundne Ven, hvad Priser de
skulle sætte paa hans Skrifter, og han ender derpaa
Brevet saaledes: Der var en Tid, da jeg kunde
række andre en hjælpsom Haand, og Erfaring lærer
mig, at det er saligere at give end tage . Min
Bevæggrund var ædel, den: at ville hjælpe, men jeg
brugte just ej altid den fornødne Skjønsomhed, uden
hvilken det: at give, ikke altid er: at gjøre vel. Jeg
traf da stundum paa én og anden, der ansaa det,
Velvilje gav, ikke for en Gave, men for en
Afbetaling paa en Gjæld, der ikke finder Sted udenfor
en unøjsom og utaknemmelig trængendes Indbildning.
En saadan Krabat er jeg nu ikke, og derfor tænker
jeg, som jeg siger, naar jeg kalder mig Deres til
Højagtelse og Taknemmelighed forpligtede C. Bredahl.«

Det næste Brev følger faa Dage efter. Han
sender en Artikel til eventuel Optagelse i »Dagen«

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 16:54:09 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/mhjemogude/0081.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free