Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 6. 9. November 1884 - Borchsenius, Otto. Et Par Blade af Christian Hviid Bredahls Bondekrønnike. Literær Skizze
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 8.
HJEMME OG UDE.
ioo
eller et andet af Hovedstadens Blade med Tak til
Ofteniigheden for den ydede Hjælp, samt en
Redegjørelse for sin Stilling til de Storheder, den anonyme
Opfording i Dagen havde nævnet i Forbindelse
med hans Navn, nemlig Ewald, Holberg og
Shakespeare*). Ogsaa i selve det med Artiklen følgende
Brev hedder det herom saaledes: »Idet hin
Anmeldelse, som saa venlig tog sig af mig, i denne
Forbindelse henledte Opmærksomheden til Ewald, Holberg
og Shakespeare, saa jeg min, blandt disse store
Aander, dværgagtige Musa, pusle om, forst bleg som
et Spøgelse, men siden rod op til begge Orer. —
Fjærn fra mig var enhver Mistanke om Smiger; men
desto smerteligere folte jeg den uhyre Afstand imellem
mig og hine — saå det forfærdelige Gab, udhulet
af hine vældige, med Trusel udspile sine Kæver, for
at sluge mig, som en formastelig — Myre, hvis jeg
glemte min Tue — saa en uoverskuelig Rubicon,
men ingen Casar, og raabte forfærdet- jacta est alea!
og krøb tilbage i mit Musehul. Noget skulde her
gjøres; tie kunde jeg ikke, thi den, der tier,
samtykker. Saa gik jeg da den Vej, De ser. Men jeg
er paa en Maade som Sal. Gunilds Kat, som, naar
den ingen anden havde at klore, klorede sig selv,
idet den klorede Gammel Gunild. thi hun og Katten
vare ét. Jeg horer til intet Parti i den vide Verden,
som Partigænger; jeg er ikke engang Partigænger
paa mit eget Parti, som bestaar af mig og den
Kyhlatnske Famulus, og vi to vide ret godt, kan De
tro, at vurdere hinanden. Vistnok ere vi to
Oversættere, der ikke voxe paa Træer: men aldrig faa vi
Ewalds Lyra, eller Holbergs Vittighed, eller
Shakespeares Tankelyn, der, som en elektrisk, men ej
fortærende Udstrøm udgyder sig igjennem hans Harpe.
Ja! han slog Guldharpen , som saa mange tillægge
sig selv, og som virkelig komme Sandheden nærmere,
end de selv ville, naar de fortælle os, hvorlunde de
’famle i Guldet
Saa Bredahl saaledes skarpt nok paa adskillige
af sine samtidige, dulgte han i det mindste ikke for
sig selv — som det hedder i er Brev af 18. Jan. s.
A. — at de Varer, vi have at falbyde, høre til de
Luxusartikler, som hverken Smag, Mode, Vane og
vilkaarligt Magtsprog have paatrykt deres Stempler,
eller gjort nødvendige for den. der vil gaa og gjælde
•) Artiklen, der b.irer Overskriften >Den 17. December«, blev
trykt i »Københavnsposten . Nr. 19. Jan. 1832. Han
omtaler ogsaa lier de ovenfor nævnte, dog mindre
væsenlige, Fejltagelser i den for ham »saa velgjørende Anmeldelse<
og siger: »En nøjagtigere Oplysning kunde kun været at finde
hc.s tnig; men dette kunde ikke bestaaet med min ædle
Talsmands eller Talsmænds Hensigt: at være og forblive ubekjendte,
seiv for den, hvi* Sag de talte. Det er ikke inin Hensigt,
her at give omtalte nojagtigere Oplysning, og det er ganske
vist, at den, som skilte mig ved min Formue (3000 Rdr.), ikke
er ilde tjent med min Tavshed. For at forebygge en mulig
Udtydning, sotn kunde smerte en ærlig Mand, bemærkes blot
lier al den gamle, ærlige Jtrgcn Voigt, i hvis Hus jeg i lang
Tid opholdt mig som Kostgænger, er aldeles uskyldig i mit
Tab.
for en ægte Borger i den aandelige Republik’. Han
skriver, at endskjønt alle formodenlig ere enige i at
antage, at den, som skal kunne skrive, maa kunne
leve, ere dog nok mange ogsaa enige i at antage, at
der just ikke ligger stort Værd paa. om en Skribent,
der — som den Kyhlaniske Oversætter — kun byder
Folk lutter opdigtede Sager, kan leve for at skrive
eller ikke. Han foreslaar at trykke 500 Exemplarer
af det ny, femte, Bind af de Dram. Scener og
ender Brevet saaledes: Blandt de Spøgelser, vor
Tids Vanvid (thi aandeligt Hovmod er Vanvid) har
manet op af Graven, er Fanatismens et blandt de
værste. Med Kæmpeskridt skrider dette Spøgelse
frem i vort oplyste* Aarhundrede, og nogle blandt
Jordens mægtige tage det venlig under Armen. Hist
og her i mine Skrifter har jeg skelet til dette
Spøgelse, som alt viste sig for mig, da en og anden
troede, at det sov nok saa sødt. Min Evne formaar
ej, at mane det ned i sin skumle Grav: men i femte
Del af Dram. Scener har jeg stræbt at lægge en
Hindring i Vejen for dets Fremskriden. og jeg skal
visselig ikke lade mig skræmme af dets Koglerier.
Jeg vil mode det med Spogeri paa min Vis. Det
er da naturligt, at jeg maa agte den højt, der, som
De. uanmodet her kommer mig venlig i Mode.
Ogsaa af andre Breve kan man se, at Bredahl i sin
Kejser Glomer« med Tutertafer har villet rette et
Slag imod det Grundtvig-Lindbergske kirkelige Rore.
Det næste Brev, af 10. Marts s. A., begynder
i en vis Sammenhæng hermed paa følgende Maade:
»Siden jeg begyndte at tigge, har mine Indtiegter
oversteget mine Udgifter, saa at jeg maa tilstaa, at
Tiggeri er en indbringende Næringsvej. Siden Kongen
fritog mig for Skatter og Afgift, har min storste
Udgift været til Tiende af mine 36 Tønder I-and,
saasom: 7 Rdr. 34 S. til min Sjælesorger, som ikke.
Gud være lovet, har haft mindste Ulejlighed med min
Sjæl; 10 Rdr. til Dr. theol. Sommer i Soro og 11
Rdr. til Klosteret i Roskilde, alt paa Grund af en
allerhøjeste Plakat fra det himmelske Tiendekollegium,
tilsendt Moses i Ørken Sinai, saa at Plakaten har
Skjæg paa Hagen; senere publiceret her i Landet af
Absalon, der var med at slaa nogle Tiendetagere til
Søs og svang saa sin blodige Krumstav over sit
Fædrelands Hytter, hvorfor vi Bønder skulle ringe
for hans Ører i Paradis.’.
Brevet gaar dern;est over til at gjøre Rede for
hans finansielle Status, nu da han altsaa fra en
Tigger er forvandlet til en Kapitalist, som har Penge
paa Rente. Den samlede Kapital, som jeg vi-tnok
ikke har fortjent i mit Ansigts Sved, udgjør 867
Rdr. Sedler*), og naar han har afgjort sin Gjæld
*)Se ogsaa Referatet af Generalforsamlingen i Samfundet til den
danske Lit.’s Fremme i >Dagen Nr. 39 for 15. Febr. 1S32.
Under 13. Decbr. 1S31 havde Kongen eftergivet Bredahl hans
S katte-Restancer til Sorø Akademi til Belob 145 Rdr. 34’ 1
Sk. (I) og fritaget ham for fremdeles at svare Afgift til
Akademiets Kasse, Samfundet skjænkede ham too Rdr., og
hans Forlægger, Direktør Schulz forærede ham. sotn omtalt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
