Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 6. 9. November 1884 - Borchsenius, Otto. Et Par Blade af Christian Hviid Bredahls Bondekrønnike. Literær Skizze - Elmgaard, Berthel. Stakkels Thea. Landsbybillede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 8.
HJEMME OG UDE.
ioo
Længere nede i det samme Brev skriver han derpaa
følgende: »N11 har jeg da bekostet forsvarligt Hegn
om mine Marker, men har jeg saa faaet hin dyre
Markfred for al min Bekostning? Nej, saagu, har jeg
ikke! og uden Markfred er enhver Stræben fremad i
Agerbruget ej alene unyttig, men endog forbunden
med Tab. Sent ville Markfred og et Par andre
Onder ophore (gid jeg vorde en falsk Profet her!)
at hærge Sjællands Sletter. Værst faren er den
Mand, der skal have Alfarvej gjennem sin Mark, om
han end anskaffer forsvarlige Ledde; thi hvor besat
af ful Trældomsaand en Slump af os sjællandske
Bønder end kan være, saa ere vi dog (især naar vor
Nationaldrik Finkelen har gjort os pærefulde) saa
besjælede af Frihedsaand, at vi odelægge Leddene
paa vor Vej, naar vi se vort Sned. Men tøv nu
lidt, saa skulle ogsaa vi Bønder besjæles af *
National-aand til di t gemenes bedste,* thi i denne Nationalaand,
som vi indsuge med Modermælken, bestyrkes vi som
Peblinge Dag ud og Dag ind. Jeg for min Del
trøster mig ved, at jeg ikke (som jeg havde besluttet)
i Aar har enten saaet Raps, eller lagt Kommen, thi
da vilde det nu været ødelagt, med mindre jeg
kunde vaaget over det Nat og Dag, saa længe
Jorden er bar. *
Vi komme senere tilbage til Bredahls Stilling
over for Tidens liberale Bevægelser. I politisk
Forstand blev han aldrig Demokrat, men gjaldt det, som
alt berørt og som vi nu et Øjeblik skulle dvæle ved,
om ved given Lejlighed at gjøre fælles Sag med
Standsfællerne i borgerlige Spørgsmaal og over for de
lokale Myndigheder, var han en sikker Mand.
Fortsattes, i
Stakkels Thea.
Landsbybillede af Bertel Elmgaard. Sluttet).
Hun kjendte ham godt. Han hed Simon og havde
haft Høstarbejde der i Gaarden. Ellers handlede han
med Skind, Lam og sligt og fuskede om Sommeren
i Murerhaandværket. Som en løs Fugl var han snart
her, snart der, uden fast Ophold eller fast Fortjeneste,
men enten han bar en finere Dragt end
Kammeraterne, eller han lignede en Fugl i Fældetiden, saa
førte han sig lige munter og rask; det var, som
Laserne ikke saas paa hans ranke Lemmer.
Forst vovede Thea knap at se paa ham; men da
nogle fortrolige Smaaord og Smil spredte de Skyer,
der havde sanket sig over hende, og han rakte hende
den første Lok af den bløde, sølvgraa Hør, kom hun
nærmere, svarede og smilte igjen og betragtede
skottende, hvorledes hans prægtige Bryst og Skuldre
vuggede sig sejrsstolt i Arbejdet, medens Armene svang
Hørren og tumlede med Bryderen. Hendes Øjne
straalede af Taknemmelighed, og en stille, vibrerende
Glæde steg op over hende som en ung Vaarsanger.
Fra den Dag lagde Simon Mærke til den
lille, sky Vesterbopige, og hans rode Læber lo under
Skjægets Dun, naar han blev vår det stilfærdig
beundrende Blik, hvormed hun i ubevogtede Stunder
saa paa ham. Om Vinteren tog han nu og da
Tær-skearbejde der i Gaarden, og nu mødtes de jævnlig.
Det var et Forhold, der voxede frem af tilfældige
Møder i Stald og Foderlo, af Smaaærender i Lade
og Bryggers, af ubetydelige Venskabstjenester — et
Forhold, hvor der intet blev krævet og intet lovet.
Under sit omstrejfende Liv havde han haft flere af
den Slags, men for hende var det en Helligdom,
disse Elskovsord, afbrudt af Kys, en Indvielse til en
lil Herlighed og .Ere paa sine gamle Dage. Jeg er ganske
opblæst over alt dette hersens og har nu i Sinde herefter at
kalde mig: litografer« Proprietær til Damsgaard.«
ny Verden, som hun lige siden Host havde stirret
længselsfuldt imod fra sin fattige Hedeork.
Og udover Foraaret og Sommeren vedblev de
«it modes. I de lange, lune Majdage gik alle hendes
Tanker paa Rejser med den flygtige Knos, hvem
Sommerens Uro jog ud før nogen anden, og i
tindrende hede Middagsstunder eller svale Juniaftener
smuttede hun glad, ængstelig forventningsfuld omkring
nede under Krattet, hvor han plejede at komme.
Det var en Elskov saa inderlig og bly i det unge
Blod, at den mod alle hanshæftige, halvt uforstaaede
Kjærtegn kun havde den ene hviskende Bøn: hun
vilde gaa fra ham lige saa god, som hun var kommen.
Hen mod Høst blev han mindre bestemt, han
kom slet ikke eller lod hende vente i Timevis og var
gnaven, naar han omsider kom. Hun fandt paa de
hundrede undskyldende Grunde for ham. En Søndag
Middag da hun, mens alle sov, havde foretaget sin
sædvanlige Udflugt til Krattet uden at mode ham,
kastede hun sig en Smule mismodig ned i Grjesset
bag Havcdiget . . . Nu var det længe siden, hun
havde talt med ham; de kjære Steder havde set paa
hende med saadanne underlige kolde Øjne i Dag. . .
Hun slåp sit Bindetoj og saa med et ængstelig
søgende Blik ud over Markerne, der bagedes af en tør,
gnistrende Sol . . . Graaden brød en enkelt Gang i
Halsen, men Øjnene holdt sig klare og blev ved
gjennem Frygt og Raadvildhed «it spejde efter noget
der ude i Sommeren. Saaledes sad hun Længe. En
lille hvid Koter fra Gaarden fik Øje paa hende og
sprang muntert op paa hendes Skjorter, men søgte
forgjæves med sine stakkede Poter at naa op paa
hendes Arm. Da hun saa det lille Dyrs slikkende
Tunge og taknemmelig straalende Øjne, bøjede hun
sig ned over det, tog det i sine Arme og gjemte
grædende sit Ansigt i dets stride Haar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
