Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 6. 9. November 1884 - Elmgaard, Berthel. Stakkels Thea. Landsbybillede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 6.
Du siger noget,« udbrod hun glad, men det
har du aldrig snakket om for.
»Nej, hvem skulde jeg vel snakke til om det...
Mon der var nogen, der vilde hjælpe mig?«
Skal der mange Penge til, tror du, til saadan
noget?«
»Altid en Del, men det forstaar sig jo, de
kommer snart igjen. –
Kan fem og tyve Daler hjælpe noget?
Ja, naar jeg havde dem.«
Men dem véd du da, du kan faa: hele min
Lon staar jo.
Han var slet ikke synderlig overrasket, men
klappede hende dog en Smule rørt ned over Haaret.
Aa, om det blot kunde lykkes,« udbrød hun
med Inderligheden lysende om Øje og Mund. Til
Efteraar allerede! Saa faar du Butik og Kjoletoj
og Kopper og Tallerkener i Vinduerne — det bliver
kjønt.
Hun var ivrig efter at faa Planen drøftet; den
var kommen som et pludseligt Klarvejr. Og medens
Simon nu rejste sig op og satte sig ordentlig til
rette ved hendes Side, taltes de ved om Laan af
Smaasummer hist og her for at faa en
Kjøbmands-handel i Gang.
Simon tog Høstarbejde i Landsbyen og rykkede
lejlighedsvis frem med sin Plan. Den vandt jævn
Stemning, og et Par Gaardmænd, deriblandt Theas
Husbond, lovede at stille Sikkerhed for Varerne og
kjøre ham de förste Læs hjem. Til Laans fik han
kun nogle Smaasummer, naar undtages Theas Løn,
som hun strax bragte ham. Pigens Husbond, en
lille, halvgammel, beregnende Bonde, rystede
mistænksomt paa Hovedet, da hun krævede Pengene;
men hun var straalende glad og bad blot om, at han
ikke vilde omtale Sagen.
Det var Theas lykkeligste Tid. Nu beholdt hun
ham der i Byen, hver Dag arbejdede de sammen
paa Marken, og om Aftenen traf hun ham mellem
de andre unge i Toften eller Vedkastet, hvor hun da
altid mødte et Blik og et Haandtryk, som hun rar
sikker paa ingen andre fik.
Og saa var Vejret saa dejligt. Lange
Solskinsdage med Skjæmt og Arbejde ud over alle Marker,
man vuggede paa gule Kornlæs, man lejrede sig og
spiste i Negenes Skygge. Og saa kom Aftenen, lun
og duftende, med morkeblaa, dyb Himmel og klar
Maane, der brændte som en stille, stærk og ren
Flamme over det rask tumlende Liv.
En Sondag Eftermiddag var der Høstgilde i
Gaarden. Efter Bestemmelsen skulde Simon om et
Par Dage laane Husbondens Heste og Vogn og hente
det første Læs Varer i Kjobstaden. Hans Handel
var det hyppigste Samtaleæmne, den havde
efterhaanden vundet alle, ja var formelig bleven en
Vel-færdssag for den lille Landsby. Nogle følte det
halvvejs som en Nedværdigelse, at de saa længe
havde hentet deres Kaffe, Brændevin og Sukker i
Nabosognet, andre glædede sig til, at der nu kom
Hold paa den løse Simon; — det var, som noget af
Fortidens trygge, trofaste Enighed var vaagnet hos Folk.
Hvor man saa Simons lidt knejsende Skikkelse,
var han omgivet af ivrig lyttende Husmænd og
Tjenestekarle og raadgivende Gaardmænd, og
efterhaanden som man rykkede frem gjennem Gildets
forskjellige Stadier, blev der flere broderlige Haandklap,
flere beundrende Blik og smilende Lykønskninger,
lige fra Røgterdrengene til de unge
Gaardmands-døtre.
Og Thea gled omkring i Husets Travlhed mellem
blankt pudsede Kedler og skinnende Tallerkener, glad
ved sin Hemmelighed og stolt af alt det Hensyn, som
Simon mødte. Ikke en eneste anede noget om deres
Kjærlighed, og dog straalede det med Kjærlighedens
Festskrift fra de Iyseblaa Øjne og de bløde
solbrændte Kinder: det er mig, han elsker, det er til os
to, han bygger sit lille Slot.
Om Aftenen drak Husbonden paa Lykke og
Held for Simon. Alle sluttede sig til. De ældre
havde nu ganske glemt hans holdningsløse Fortid og
saa ham i Aanden som en af Byens støtte Mænd.
Der var en saa bred, solklar Stemning, et saa varmt
Hjærteslag, som det kun findes i de smaa Samfund,
hvor alle i en glad og højtidelig Stund endnu kan
føie Slægtskabets Baand.
To Dage efter ved Daggry kjørte Simon og en
gammel Husmand til Kjobstaden efter de første
Varer. Man ventede dem til sent ud paa Natten,
lyttede efter Vogntummelen i det fjærne, men der
kom hverken Vogn eller Kusk. Og da Morgentaagen
spredtes over den lille Landsby, gik der en undrende
Hvisken fra Dør til Dor: nok kunde det somme
Tider gaa lidt vildt til paa disse Kjobstadrejser,
men ingen Bonde mindedes, at han en hel Nat havde
holdt sine Heste borte fra Stalden.
Kjoretøjets Ejer gik hele Dagen omkring med
knurrende Eder paa Læberne; han bandede sin
Godtroenhed, da han overlod en Landstryger som Simon
Heste og Vogn, og han lo haanligt ad de velmenende
Sjæle, der spaaede, at et eller andet Uheld maatte
være mødt Karlen paa hans Rejse.
Henimod Aften blev en Mand sendt til Byen
for at finde Heste og Vogn og bringe det hjem.
Der var to, som ikke fik Søvn i deres Øjne den
Nat, Gaardmanden og hans Tjenestepige.
Endelig paa den tredje Dag, midt i den stille
Middagsvarme, buldrede en tom Vogn • op ad
Landsbyens Gade, og da Folk fik Fødderne rigtig vendt i
Træskoene og kom ud i Døren, saa de Simon med
svungen Pisk og Tømme snurre ind ad Gaardporten.
Med et Skrald, saa det smældede i alle Gaardens
fire Længer, rullede han op for Storstuedøren,
tilkastede den tililende Husbond Tømmerne, idet han
sendte en overmodig Hilsen ud til alle de
sammenstimlende Ansigter.
Den lille Gaardmand skar Tænder, da han saa
sine medtagne Dyr, Hænderne rystede af indædt
Harme, og de lange Øjenbryn strittede lige ud.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
