Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 7. 16. November 1884 - Schandorph, S. De tre Fuldmægtige. Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
83
OG UDE.
Nr. 7.
at tilbringe den paa en usædvanlig Maade: Stam
foreslog f. Ex. en lang Spaseretur helt igjennem Skoven
henover Mosedraget til en Kro ved Landevejen, Krog
en Rotur i Maane- eller Stjærneskin over Soen, Klem,
at de skulde prøve den nye Konditor i Stedet for at
gaa ned paa den evindelige Gjæstgivergaard;
Diskussionen kunde endog blive temmelig hidsig for ikke
at sige uvorn, men de naaede aldrig hverken til den
fjærne Kro eller ud paa Soen; det endte med, at de
smaa brummen de søgte ned til Gjæstgivergaarden,
hvor de spiste samme Slags Smørrebrød, drak to
Dramme af samme Slags Akvavit, to Karlsbergere
og to Toddyer af samme Art, som de havde gjort i
deres Venskabs femten Aar. Kun om Søndagen om
Sommeren foretoges Roture, men de gik altid i
Land ved det samme Ledvogterhus, nød altid
Tykmælk og opvarmede Maven med den samme Slags
Sherry, som de selv havde ført med og havde kjøbt
hos samme Kjøbmand i samme lange Aarrække.
Dog deres egenlige Tumleplads havde de tre
Fuldmægtige paa Gjæstgivergaarden om
Vinteraftenerne, thi midt i Gjæstestuens Publikum, bestaaende
af Haandværkere og mindre handlende, dannede de
en aristokratisk Oase. De indlod sig kun med dette
Publikum paa en fornem Maade, blinkede og smilede
til hverandre, naar Kjøbmand Hansen junior sagde
Polemik« i Stedet for Polemik, naar Sadelmager
Kruse ytrede om Venstreforerne: »Det er de værste
Bæster, Jorden existerer , eller naar Garver Lem, som
var Venstremand, erklærede alle Burovkrater for
no ne Avvekatte . Af og til hidsede de de
disputerende ved Anerkjendelse og fik Striden til
at nærme sig til Slagsmaal, mens de selv sad i
stolt vederkvægende Storhedsfølelse og traadte
hverandre paa Benene. De tog kun Borgerskabets Tale
alvorlig, naar de revsede Embedsmændene og
specielt de forsultne Adjunkters Storsnudethed, saa
kom den ene eller den anden af dem med
Anekdoter, der bekræftede disse Ytringers Sandhed og
fortalte, hvorledes en af disse Adjunkter kun gav sine
Kostgængere Svinefedt paa deres Mellemmad og lod
deres aflagte Klæder sy om til sine Børn. Derefter
kunde godt et gjensidigt Traktement udvexles mellem
Oasen og Ørkenen. De tre Fuldmægtige vare vel
ikke forfaldne, men drak sikkerlig mere, end de burde.
Naar de forlod Gjæstgivergaarden, strejfede deres
Tilstand en Kjende ud over det normale.
I denne Situation var det poetiske Medlem af
Triumviratet den, der stadig førte sine Fæller ned
i en lille Gade. Den løb lige ned til Søen og gik
over i en ubrolagt Kjørevej med levende Hegn af
Kaprifolier. Hyld, uvorne Klematis, der brød ud af
Haverne indenfor. Brombær og Nelder i den
regelløseste Blanding. Og Stam og Klem maatte om
Sommeren dele Krogs Beundring af det brogede
Flor, der kikkede frem gjennem det vildt slyngede
grønne; om Efteraaret af Duggen, der blinkede i
Gadelygtens Skin, af de lange Skygger, der løb langs
Gærdet, om Vinteren af den bævende lldstribe, som
Lygten kastede ud over Vandet. Klem havde
rigtignok tit en indre Protest i Form af Jeg er s’gu
akkurat lige glad« svævende paa Læberne, men han
kom kun enkelte Gange frem med den, naar Aftenens
Nydelse havde svækket hans Selvbeherskelse, og da
var Krog godmodig nok til at kalde ham en
uforbederlig Humorist.
Alle tre bekjendte de, saa længe de havde
omgaaedes, en dyb Foragt for Kvindekjønnet, selv
Idealisten Krog blev sjofel, naar dette Æmne kom for
i Samtalen.
n.
En epokegjørende Begivenhed i Byens
Kulturhistorie indtraf. Den fik et Theater. Det kom netop
til at ligge i Haven til højre bag det levende Hegn
i Søgyden. Iøvrigt var Theatret kun Tilbehør til et
større Bygningskomplex. bestemt til Gjæstelokale og
Logis for Landboere og jævnere rejsende.
Theatrets og den dramatiske Kunsts Fremtid i
Byen drøftedes af de tre Fuldmægtige paa deres
Ture. De vare alle enige om, at Raadstuesalen for
evig kunde være god nok til det Gjøgleri, de
omrejsende Skuespillere præsterede; det kunde ikke en
Gang blive det svageste Gjenskin af, hvad de havde
set paa det kongelige Theater i Kjøbenhavn; Stam
erklærede, at det var Synd for den gamle Have, der
blev ødelagt ved det ny Byggeri, beklagede de gamle
Frugttræers Død for den ubarmhjertige Øxe og sagde:
— Ikke sandt, Krog? Det maa du, som Poet,
da være enig med mig i.
Krog mumlede noget om, at saa store Grunde
ikke kunde henligge til ingen Nytte. Klem stødte
til Stam, smaalo’og sagde:
— Gud véd, hvem der har skrevet Skjødet paa
den Grund og besørget Handelen? — Véd du noget
om det, Krog?
— Nc — ej, svarede denne og blev meget rød.
— Skulde det være den gamle Prokurator Bølle ?
vedblev Klem.
— Ja det er det nok, brummede Stam og slog
kjærtegnende Krog over Benet med sin Stok.
Bag efter gjorde det dem ondt, at de havde
drillet Krog; det var dog for meget forlangt, at han
skulde ofre sin Næring for sin Romantik. Da de ved
Aftentid — det var 0111 Efteraaret — blodgjorte af
Toddy, gjorde deres Slag ned ad den lille Gade,
indrommede de villig Krog, at Theaterfiøjens gule Gav-I
alligevel stod kjont imod det grønne. Rigtignok
var det saa mørkt den Aften, og Lygten blændede
saa meget, at man ingen Gjenstande kunde skjelne,
endsige Farver.
Sent paa Efteraaret kom et Skuespillerselskab til
Byen. Baade Stam og Krog fik i Egenskab af
Amts-og Byfogedfuldmægtige Fribilletter, Klem, som var
ansat ved Landjurisdiktionen, fik ingen. De to første
forærede dem nedladende til deres Principalers
Tjenestepiger og gottede sig om Aftenen paa Gjæstgiver-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
