Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 7. 16. November 1884 - Schandorph, S. De tre Fuldmægtige. Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
_95
HJEMME OG UDE.
Nr. 5.
Bjælker i Loftet som en uartig, søvnig Dreng, der
benytter sin sidste Kraft til at række Tunge.
Gjæst-giveren slukkede den og gik i Seng med Had i
Hjærtet mod sin Konkurrent, Hans Jensen.
III.
1 tavs Spænding, uhyggelig til Mode, vankede
Stam og Klem gjennem de af dvaske
Petroleumslamper mat belyste Gader op til Byfogdens Bolig,
hvor Krog i mange Aar havde havt sit Kammer paa
Kvisten. Der var kun Ljs i Byfogdens Spisestue;
der kunde Krog ikke være, thi dér kom han kun én
Gang om Aaret til en af Principalens officielle
Middage, hvor Byraadets Medlemmer og faa andre
Folk uden for Embedsstanden bleve bespiste, og den
Middag var altid i Juleugen.
— Lad os ringe paa og høre, om Krog er syg,
sagde Stam.
— Tør du? sagde Klem____tør du..?
— Om jeg tor? Jeg skal, min S æl, vise den
Byfogedtamp, at jeg er Amtmandens Fuldmægtig.
— Naa, saa du vil prætendere paa at være mere
end vi andre Fuldmægtige. I hvilken Klasse i
Rangforordningen staar du. Stam? S’gu ikke en Gang
sammen med andre Sekretærer.
— Sludder!
— Ja, men du tor ikke ringe.
— Hvad? Det skal du, min S’æl, faa at se.
Han for hen mod Klokkestrengen, knyttede sin
Haand om dens Haandtag til et kæmpefast Greb.
Det ringer ikke, Stam, sagde Klem.
— Saadan en forbandet Klokke! Strængen maa
være gaaet itu. — Prøv du ... ring! He ... hel Nu
er det dig, som er bange.
— Jeg? Jeg har ikke mere med Byfogden at
gjøre end med hans Kat.
Klem tog fat i Haandtaget.
— N’ej, du har Ret. Strængen maa være
sprungen.
— Der kan du se! Hæ!
De saa først mistænksomt, derpaa forskende paa
hinanden, humant tilgivende hinanden Misforholdet
mellem deres Mod til Handling og til drabelige Ord.
De gik midt ud paa Torvet. Det skylregnede.
Bag Lygteglasset gjorde Flammerne nogle løjerlige
Nejninger, som om de vilde bede Himlen om godt
Vejr.
Der stod Amts- og Herredsfuldmægtigen hver
med sin Paraply over Hovedet. Regndraabeme
dundrede imod Paraplybetrækket som
Trommestikkernes dæmpede Lyd ved en militær Ligbegængelse.
Ja, der stod de to Fuldmægtige, rettende ængstelige
og vemodige Tanker mod den forsvundne fælles Ven.
Efter nogle Minuters Tavshed sagde Stam:
— Hvad Fa’en staar vi her for?
Klem svarede:
— Det vilde jeg lige have spurgt dlg om.
— Du er et Vrøvl.
— Tak i lige Maade.
— Kom, sagde Stam.
De drev ned i hin Mellemting af Gade og Vej
med de levende Hegn, hvor nu Lygteskæret til Løn
for sit mandlige Koketteri fik tusende funklende Øjne
mellem Spindelvævenes Slør til Tak; og stod der
som en Don Juan med flere tusende og tre.
— Der kunde Krog have sagt noget kjont, hvis
han havde været her, brummede Stam.
— Hold Mund! svarede Klem.
Fra den ny Theaterbygning skinnede Lys ud.
Lyden af fjærne Violiner, en enlig Klarinet og et
dito Valdhorn lod ud i den dødsstille Aften under
sagte, ensomt Akkompagnement af den i Morke
aldeles skjulte dumpt plaskende Sø ved Gydens Ende.
— Hæ — Skulde han være derinde? sagde Klem
næsten hviskende,
— Sludder! sagde Stam......Men vi kan
jo se ad.
— Hm! Tør du klavre over det Gærde? For
ellers skal vi gaa helt uden om og ned til den anden
Ende af Sankt Olsstræde.
— Nu skal jeg vise dig. at jeg ikke er bange for
den lede selv, sagde Klem og satte sin lille tykke Krop i
Fart hen mod det levende Hegn. Det rummede ingen
kongelig Embedsmand bag ved sig som Byfogdens
Hus. Modig greb Herredsfuldmægtigen i
Slyngplanternes sejge Kviste, hev sig op, uagtet han fik nogle
Xeldeblade i Tilgift og brændte sine Hænder;
Amts-fuldmægtigen fulgte hans Exempel. Hegnet var
overskredet. Gjennem den ravnsorte Have, hvor de sank
dybt i Bedenes Jord, hvor vaade Buskgrene slog dem
i Ansigtet, hvor Træerne dryssede Draaber ned paa
dem, hvor Tornene kom i fjendtlig Berøring med
deres Paraplyer, gik de, vaade, tilsølede rundt om
Bygningerne og naaede Indgangen til Theatret paa
den anden Side. De strænge Kunstprinciper
generede dem ikke mere, nu da der var Mulighed for,
at deres æsthetiske Ven, Byfogedfuldmægtig Krog,
havde kapituleret lige over for Byens offenlige Mening.
11 vad spiller de Borster i Aften ? spurgte Stam,
inden han gik ind.
— Det véd jeg ikke, svarede Klem.
De vidste meget godt begge to, at det var Den
skjønne Helene« , thi baade de og den forsvundne
Yen læste strax om Morgenen Byens Avis fra Ende
til anden, men naar en af de Gjæstgivergaarden
besøgende Borgere spurgte dem om deres Mening
angaaende en eller anden Udtalelse i Organet, erklærede
de fornemt, at de aldrig saa det Blad, undtagen om
der stod Avertissementer deri fra Amts-,
Byfogedeller Herredskontoret.
ironuettei.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
