Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 7. 16. November 1884 - Borchsenius, Otto. Et Par Blade af Christian Hviid Bredahls Bondekrønnike. Literær Skizze
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 6.
Borte d. iS. Juli 1S35.
Det er Deres Hvlbhe’d bekjendt, at en Del af de Bonder.
der ligge under Skoledistriktet i Borøe, have vægret sig ved,
efter Vejinspektorens Ordre, at deltage i Istandsættelsen af den
Del af Boroe Gade, eier, soin Skolevej, forer til bemeldte
Skole. Granden til denne Vægring er os underskrevne
ubekjendt; men vi vide, at vi, tor nogle Aar siden, hver har
istandsat otte Favne af bemeldte Skolevej, hvilket den Gang
betragtedes soin ct Arbejd, hele Skoledistriktet var pligtigt at
deltage i, saa vel som i enhver anden lovlig befalet Præstation
til Skolen. Nu har det behaget Ds. Hvlbhed at fritage hine
vægrende for bemeldte V’ejreparation, men derimod at paalægge
os underskrevne hele Hyrden, med andre Ord: det har behaget
Dem at hore og gunstig at bønhøre hine, men derimod at
domi)ie os fire underskrevne uhørte. Hvor ringe og let
overselige vi nu end maatte være, er det os dog ikke vitterligt, at
noget os bekjendt Forbud endnu forbyder os at spørge: hvor
skulle vi søge og finde den lovlige Grund til en Befaling, der
paalægger os en Byrde, vi ikke anse os forpligtede til at
bære-Idet Ds. Hvbhed tillige har befalet os. strax al istandsætte
bemeldte Skolevej, har De ogsaa denne Sinde forkyndt os at
det ikke engang er os tilladt, uforstyrrede af Vejarbejde at
rogte vort Avlsbrug. L’nder saadanne Vilkaar vonler det en
halvforarmet Bonde umuligt at slæbe sin Byrde, indtil han,
som Almisselem, maa kaste sig i Barmhjærtighedens Skjød, 1
Fald det, alt overlæsset, ikke vægrer sig ved at tage imod
ham. — Med Hensyn til Ds. Ilvbheds Befaling, bemeldte
Skolevej angaaende, kunne vi underskrevne derfor ikke adlyde,
for det maatte behage Ds. Hvbhed at anføre noget, os muligt
ubekjendt l.ovbud, der befaler os, ene at bære denne os
paalagte tunge Byrde.
C. Bredahl. Erik Knudsen. Niels yensen,
Bunde i Bor tic. Bonde i Beroe. Bonde i Borne.
Hans Clausens Enke.
Amtet erklærede imidlertid de fires »Besværing
for ugrundet, da bemeldte Vej ikke alene var en
»Skolesti«, men tillige en almindelig Byvej , og
Bredahl fik desuden en »Pro Memoria for sin egen
Næse*. I et Gjensvar herpaa melder han sig ogsaa
som Ordforer for de andre, »fordi jeg, blandt os lire
Bonder, var den, der bedst kunde sammenføje
Bogstaver til Ord , og siger han aabent, hvis disse
Bogstaver derfor vare »utilbørlig sammenføjede , bor
han ene staa til Ansvar. »Hvorom alting er« —
ender hans Indlæg — vil en og anden Udladelse.
som kunde regnes en Lykkens Søn til Brøde, maaske
kunne undskyldes hos den, der er sat i den
Nødvendighed, med en svækket Helbred daglig at maatte
underkaste sig aandsfortærende Sysler.
I andre, ikke mindre udførlige, Breve kommer
Bredahl tilbage til Bøndernes Rolle som
»Statssamfundets Pakæsler« og giver sin »forgjemte Harme
Luft i hvasse Ord om »Æseldriverne« og deres
Hundepiske«. Han skal saaledes den samme Sommer
oprense et Aaløb paa over 300 Favne inden en vis
Frist og spørger nu, hvor han skal faa Folk fra til
dette Arbejde, da alle Daglejere ere i Sorø, hvor
Akademiet lader en ny Pragtbygning opføre til
Residens for Etatsraad Estrup. » Gid Akademiet —
skriver han, d. 31. Juli 1835 — »i Stedet for at
opføre unødvendige Pragtbygninger, vilde anvende
sine, af Bønderne udsugede, Skatte til Oprettelse af
Hospitaler for de mangfoldige Almisselemmer, over
hvis usle Hytter dets Pragtbygninger knejse! Det
fordums Munkebøle saa Absalon, hin gjerrige, svinge
sin blodige Krumstav over Danmarks Hytter. Han
slog Venderne; men Danmark slog han dybere
Vunder; end blode disse; men hvor vil en smigrende
Lovtaler, selv kæmpende for sin Vinding, kunne
opdage det mindste Held eller den mindste
Lægedom, bevirket med hans Sværd eller Krumstav? Ikke
saadan skal den Mand være, hvis Minde Efterslægten
med Grund skal kunne hædre og velsigne. Men,
lad gejstlige og verdslige Plageaander, beskjærmede
af misbrugt Magt enten med Sværd eller Krumstav,
end afbøde Slaget af den velforskyldte Forbandelse;
Straffen skal dog indhente dem, om end det kolde
Marmor maa lyve til deres Pris — ja om end
Overtroen driver Afguderi med deres mugne Ben og en
spidsfindig Veltalenhed lader sig hyre til Lovsange. <
— Ingemann har unægtelig Ret, naar han siger, at
Bredahl ikke var Romantiker, og det er af Interesse
at lægge Mærke til, at disse Udtalelser ere saa
omtrent samtidige tned Ingemanns historiske Romaner,
hvilke Bredahl dog ellers, som alt berørt, satte Pris
paa. Den, der imidlertid som Bredahl havde prøvet
at gjøre en Bondes groveste Gjerning, lige til at kjøre
Sten paa Landevejen, og saa dog ikke engang
mægtede at leve af sine Hænders Arbejde, kunde
nok føie Skoen trykke imellem Stunder, og
Fortsættelsen af Brevet udtaler endogsaa et politisk Haab
til Demokratiets Fremtid, som ikke plejer at findes
hos Bredahl.
Heraf ser De, — skriver han — at jeg er et
Pakaésel. der kan være baade pathetisk, profetisk og
poetisk, tværtimod Pakæslers Natur i Almindelighed.
Med denne Evne kan intet Pakæsel ønske sig til
Lykke, og dersom den øvrige Flok misunder mig
den, misunder den mig et Onde; thi for Pakæsler er
Aandsslovhed en Velsignelse, der lærer dem med
resignerende Tavshed at slæbe Læsset og giver dem
et stort Fortrin for de knurrende — ej at tale om,
at hin Evne kan forlede sin Besidder til urimelige
og overspændte Fordringer. Da Undersøgelser ved
Kommissioner nu ere brugelige, vilde en Kommission
af retsindige Mænd, med fornøden Lokalkundskab,
maaske bedst kunne dømme imellem Pakæsler og
Drivere — dog jeg glemmer, at vi nu stunde til et
repræsentivt System, hvis Pegefinger viser hen til
gyldne Tider i den mørke Baggrund; men det, at
de ßeste Repræsentanter hare til Drivernes Klasse,
skygger, tykkes mig, dog lidt for Glimtet af
Pakæslernes tilkommende Lyksalighed. — Han ender
derpaa med at skildre Bøndernes Vilkaar i de
forskjellige Distrikter. Den største Del er fattig, siger
han, og af denne Del er jeg en ringe Part, der maa
opgive Haandværket, hvis mine to fyrretyveaarige
Heste ikke overleve mig .
Et nyt Brev, af 14. Septbr. 1835, om det samme
Vejsporgsmaal, slutter saaledes: >Har De nu ikke
en Medlidenheds Taare for mig, der, krumbojet af
Gigt og plaget af Hovedpine etc., maa rode om i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
