Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 8. 23. November 1884 - Schandorph, S. De tre Fuldmægtige. Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 8. HJEMME
faldt Krog, betagen af Illusionen og i Kraft af en
magnetisk Sympathi, til Siden, saa Sadelmageren
maatte fange ham i Faldet og bringe ham til sig selv
ved at hviske:
Husk paa, De horer til Øvrighedspersonerne,
Hr. Krog! Naa, det var Ret .... Skal vi tage en
Pommerans ude hos Madam Jensen i dette herre
Frikvarter.
Stam og Klem havde spredt sig hver til sin
Side. Krog sad midt i förste Række; Stam og Klem
havde boret sig frem, den förste til hojre, den anden
til venste og nu stod de hver paa sin Side yderst i
Rækken. Men Ingen af de Tre tænkte paa hinanden.
De tilbragte Mellemakten med Forsøg paa at fordøje
de stærke Indtryk, for helt at segne under dem i
tredie Akt.
Fortumlede uden Sans for Omverdenen, den, de
saa som drukne Mennesker gjennem et fjærnende
taaget, dirrende Medium, blev Stam og Klem
instinktmæssig staaende en rum Stund, mens Publikum
nynnende og trallende de iørefaldende Dansemelodier,
bølgede ud af Salen, hvor Dunsterne boltrede sig
om Lysekroner og Lampetter. Ogsaa Krog blev
siddende. Men hans Tilværelse røbede sig forst for
hans Venner, da de saa et Par lange Ben voltigere
først over Orkestrets Rækværk, saa op paa Scenen,
saa en Haand stryge Tæppet til Side og smutte ind
paa den mørke Scene. Med det Samme erindrede
ogsaa Stam og Klem deres gjensidige Tilværelse,
mødtes i den halvmørke og næsten tomme Sal midt
foran første Rækkes Bænk. De tog hinanden i
Haanden. Stam pegede efter den forsvundne Krog
og sagde med en harmdirrende, næsten rallende Rost:
— Det Bæst!
Klem nikkede og sagde dybere og lavere efter
en Pavse:
— Det Bæst!
Han vilde egenlig have sagt noget stærkere
eller pikantere for at overbyde Stam, men maatte
give tabt, da intet mere karakteriserende Udtryk vilde
give Møde for hans Tanke.
IV.
Blege, rødøjede, tilredte, som om de havde været
paa Svir, i Stedet for at de havde tilbragt en
søvnløs Nat i Raseri, bidt i Lagenerne, sparket mod
Sengens Benende og Sider, mødtes Stam og Klem
fem Minuter for to. Ellers nikkede de gemytlig til
hinanden, idag saa de op og ned ad hinanden og
vidste ikke ret, hvorledes de skulde té sig. Endelig
brød Stam Tavsheden:
— Skal vi saa ikke have den Middagsmad ?
— Nej, sagde Klem.
Han syntes, at han blev størst, fordi han ikke
havde talt først.
OG UDE. ioo
— Naa, sagde Stam ... ja, jeg er lige glad . . .
Hvor er Krog?
Ha, ha, ha! lo Klem med en kunstig fremtvunget
Latter, nærmede sig til Stam og sagde:
— Har du læst Avisen i Morges ?
— Har du? spurgte Stam.
— Nei, nej, svarede Klem.
— Hvorfor spør’ du? Vi har jo i mange Aar
været enige om, at vi aldrig læste det snavs Blad,
sagde Stam lidt hidsig.
— Ja . . . men . . . mumlede Klem.
— Saa? . . . hvad saa? Hvad? raabte Stam.
— I Dag har jeg alligevel læst det, brummede Klem.
— Saa—aa—aa? Ja i Dag har jeg for Resten ogsaa
gjort en Undtagelse, sagde Stam.
— Saa—aa—aa? Hvorfor har du det? spurgte
Klem.
— Krog! brummede Stam.
— Ja, Krog! brummede Klem.
— Han skriver Vers, det Bæst! raabte Stam.
—- Det er ikke første Gang, sagde Klem sagte.
— Ja, men . . .
Stam foldede Avisen ud, knipsede vredt paa den
og læste:
Til Giovannina Hermansen.
Der svæver um din livide Pande.
Et Glimt af Sol paa Hellas’s Strande,
du Kunstens Datter, Guder lig.
O Giovannina! Du alene
kan vorde denne »Belle Helene,
som hidser hele Verden op til Krig,
Ak, da jeg Giovannina ’skued,
ilen glemte Klamme alter lued,
O j;g vil ofre alt for dig.
Thi dine fulde Guddomsformer
mit Hjertes Ocean bestormer.
Jeg drukner! Holger overskylle mig.
Under Læsningen blev han hidsigere og hidsigere;
Klem lo forst smørret, men blev efterhaanden smittet
af sin Vens Pathos og fremsagde sammen med ham
som i en Recitationsduet de to sidste Linier.
— Hold Mund, og lad mig tale, sagde Stam.
— Jeg har ikke sagt et Ord, sagde Klem.
— Klem! Skal vi taale det! Skal Krog . . . skal
han have Lov til . . .? *
— Hvad!
— Til .... til ... . Hvorfor glor du saadan
paa mig?
— Tak i lige Maade.
— Farvel, Klem! Jeg spiser i k k e til Middag paa
Gjæstgivergaarden idag. Det er en aldeles aandløs
og dræbende Manér saadan hver Dag at gnuppe sig
op ad hinanden.
— Fuldkommen enig med den sidste ærede Taler.
— Ærbødigst Godmorgen!
— Ærbødigst Godaften! F<««iie-.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
