- Project Runeberg -  Hjemme og Ude. Nordisk Ugeblad /
125

(1884-1885) With: Otto Borchsenius, Johannes Magnussen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 10. 7. December 1884 - Schandorph, S. De tre Fuldmægtige. Fortælling - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

125

— Aa Vrævl, Tos, sagde Madam Hermansen
og lo.

Datteren gik videre:

Den Gang hun saä den Svane hist,
der nærined sig ined Uskylds .Stempel,

— Ja, Hennansen var i sin Tid en rigtig
durkdreven Rad, sagde Madamen nikkende hen for sig,
med Glædens Blus paa de tykke Kinder og i de
smaa Øjne. Men det næste ... ti stille Hanne! .. .

Saa sang Madam Hermansen med en vældig,
skingrende Rost; de hoje Toner lod som en
Lokomo-tivpibes Hyl :

Hvad nytter det, vi Troskab sværge,
vor Skjonhed volder vor Fortrød,
mod Mennesker vi maa os v.vrge
og vierge os mod Guder med.
Jeg kæmper vældigt, ser jo Alle,
men Guderne vil min Ruin,
jeg foler godt, at jeg maa falde,
men saa er Skylden ikke min.

— Ja en Kone i min Alder og med min Erfaring
kan synge saadant noget, men jeg har altid ærgret
mig, naar Hanne sang ilet. Lærerigt er det, men
en ung Pige burde aldrig lære saadant noget.

Stam saa paa sit Uhr.

— Kontortid, sagde han.

Hans to Venner rejste sig. Klem gik sidst ud.
Madam Hermansen kneb ham let i Armen og sagde:

— Dem kan jeg bedst lide af de tre. De sidder
saa rolig paa Stolen. Det er Tegn paa en solid
Mand.

V.

Det gode Forhold mellem de tre Fuldmægtige
var blevet gjenoprettet. Champagnestemningen var
stærk nok til at bringe dem ind i en Tilstand, der
kunde rumme alle tres Kjærlighed til Giovannina
Hermansen og deres gamle Venskab. De gik end-

ogsaa Arm i Arm gjennem Hovedgaden, hvad de
ellers aldrig plejede.

De gik i Theatret sammen, saa atter Den
skjonne Helene«, trakterede Primadonnaen og hendes
Moder med Aftensmad og fulgtes atter ad langt efter
Midnat.

Aftenen havde nu egenlig ikke været morsom,
thi midt under Maaltidet var den Fejrede bleven
søvnig og havde lagt sig paa Sengen; Madam
Hermansen havde snakket Fanden et Øre af, var endog
bleven gyselig fornærmet, da det bankede paa Doren,
og Direktoren, Ménelaos’s Fremstiller, havde sagt med
sin smørbelagte Basstemme:

— Bedste Madam! De maa virkelig faa Ina«
i Lullen; husk paa, at hun odelægger sin Stemme
ved at synge saadan i Privatum. Det kan ingen af
os være tjent med.

— Det skal man ha’ til, foruden den Gage man
ikke faar, og det naar Tosen endda sover, sagde
Madam Hermansen.

Skjønt de tre Fuldmægtige vare hede af Vin,
og Vinen udklækkede mange Drømme og Planer, der
tumlede sig i deres Sind som Morgentaager i en
Fjældkløft, gik de længe tavse ved Siden af hverandre
ned ad Gyden mod Soen. De gik instinktmæssig
den Vej. Ingen af dem havde foreslaaet den.

Gaslygten var slukket; der var ingen Planter,
ingen Dug at se paa Hegnet. Soen var ogsaa usynlig,
men den klukkede hult op mod dem.

Hans Jensens store Bygning inde i Haven stod
kun som en mørkere Sky i det øvrige Mørke. Kun
et enligt Lys glimtede gult ned fra förste Sal. Krog
kunde ikke tie længere. Af hans bespændte Bryst
arbejdede følgende Ørd sig frem:

— Der oppe . . . der oppe! . . . Hun er ved
at gaa i Seng.

En hæs gryntende Latter, mere dreven frem paa
Trods end af Lyst til at le, var Svaret paa hans
lyriske Udbmd. Saa blev alt dødsstille i den
mørke Gyde. (si«n«.i

Tusend Sjæle.

Roman af Alexis Pisemski.

Første Kapitel.

I Civildepartementets Tidende stod blandt andet:
Re-geringsinspektøren ved Distriktsskolen i En—sk,
Kollegie-assessor Godniev entlediges med den ham tilkommende Uniform
og Pension«, og fremdeles: Til Inspektør for Distriktsskolen
i En sk udnævnes Kandidat Kalinovitsch •.

Da Forfatteren havde læst disse Bestemmelser, blev han
uvilkaarlig tankefuld. Ak, sagde han til sig selv, der gives
dog intet bestandigt i Verden. Peter Mikailovitsch Godniev
er altsaa heller ikke mere Inspektør, skjønt han dog akkurat
har haft dette Embede i fem og tyve Aar. Hvad mon den
gamle Herre nu vil tage sig til? Mon han ikke vil forandre

Levevis, og hvor sidder han nu hver Formiddag fra otte til
to i Stedet for som hidtil i sit Inspektionsværelse?

I En—sk ejede Godniev sit eget Hus med Have, og
udenfor Byen havde han et selverhvervet Gods paa tredive Sjæle.
Han var Enkemand, havde en Datter, Nastenka, og en
Husholderske, Pelagia Jevgralfovna, en Frøken paa fem og
fyrretyve Aar og alt andet end smuk. Og dog sagde Fru
Kreds-Amtmandinden, en Dame, der var megei uforsigtig med sin
Tunge, at han vilde gjøre bedre i at ægte sin smukke
Kokkepige for at dække sin Synd. Men andre, som var mere moderate
i deres Dom, mente, at hvordan skulde saadan to gamle
Mennesker kunne synde, og hvorfor skulde de gifte sig.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 21 12:35:43 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/mhjemogude/0135.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free