Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 11. 14. December 1884 - Edgren-Leffler, A. Ch. Lighed. Skizze
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«35
HJEMME
OG UDE.
Nr. 11.
blevet staaende fra i Gaar, da der var et Tar Herrer
til Middag, udtrykker med en ejendommelig Betoning
sin Forundring over, at der er saa lidet tilbage i den
ene Karaffel jeg synes saa vist, at den var halv
fuld i Gaar hvorover Kokkepigen, som véd med
sig selv, at hun er ærlig, foler sig saa krænket, at
hun ikke værdiges at forsvare sig, men siger med et
Kast med Nakken: Ja, Fruen kan tro, hvad Fruen
vil,« hvorpaa hun snapper sin Kurv og slaar Doren
i efter sig med et Smeld. Fruen gaar nu ind i
Værelserne og skjælder Husjomfruen ud. fordi hun
ikke har støvet ordenlig af og stiller sig selv op for
at se hende gjøre det om, taber imedens sit
Lommetørklæde paa Gulvet, men modstaar sit naturlige
Instinkt til strax at bukke sig ned og gribe det i
Faldet. Hvorfor skulde hun hjælpe sig selv, naar
der findes andre, hvis Pligt det er at opvarte hende ?
Jomfruen tager Lommetørklædet op, og nu gaar
Fruen og vander sine Blomster, ser Børnenes Tøj
igjennem og skjænder paa Barnepigen for hvad der
ikke er ordenlig stoppet, leger lidt med de smaa, i
Fald de ere muntre og artige, men sender dem til
Barnekamret, hvis de ere gnavne og trættende, sætter
sig ned for at læse Dagbladet , men ikke blot
Avertissementerne og Feuilletonen, thi hun er en
intelligent Dame og interesserer sig baade for
Rigs-dagsmandsvalget i Hovedstaden og for den sidste
Trykkefrihedsanklage. Saa bliver Klokken et, og
det er paa Tide at klæde sig paa for at gaa »et
Par Ærender , det vil sige gaa en Smule i Butikerne
og kjøbe nogle aldeles nødvendige Smaating til sig
selv og Bomene — Kokkepigen lik kun den ene
Tikrone samt besvare et Par Visitter eller takke
for sidst.
Og under hele denne virksomme Formiddag har
Fruen uafladelig grublet over, hvorledes hun skal
bære sig ad med at gjøre nogle Besparelser i
Husholdningen. Paa en af Visitterne taler hun med en
Veninde herom — den samme, som traf Manden i
Sporvognen.
»At du har saa liden Indflydelse paa din Mand,
siger Veninden, saa at han kan komme med en saa
latterlig gammel Frase, som at det bidrager til
Poesien i Ægteskabet, at Hustruen skal tigge sin
Mand om Penge.
Poesien! sagde han det f Jo, jeg takker, det
er Poesi, det, naar han bestandig bebrejder mig, at
der gaar for meget med. Jeg tror, at han ogsaa
syntes, det vilde være poetisk, om jeg stod i
Kokkenet selv. Ja, en Gang henkastede han, at jeg maaske
kunde hjælpe mig uden Barnepige nu, da den mindste
er saa stor og de ældre gaar i Skole. Synes du, at
jeg burde forsøge det?
Nej, det synes jeg paa ingen Maade, sagde
Emancipations-Veninden. Kvinden skal ikke
nedlade sig til blot at være Mandens Husholderske, hun
skal fremfor alt sørge for sin Dannelse og udvikle
sin Individualitet.«
F.fter Visitterne blev der en Times Tid tilovers,
og saa gik Fruen op i Læseforeningen og bladede
de nyeste Revner igjennem, thi hun var en Kvinde
med Interesser og vilde have noget at tale om, naar
hun tog Del i Selskabslivet.
Derpaa gik hun hjem og satte sig med sin Mand
ved det dækkede Bord og lod den velsmagende Mad
anrette; eller hvis den ikke var velsmagende, gik hun
ud i Kokkenet efter Middagen og bebrejdede
Kokkepigen dette, men uden at vide, hvori Fejlen ståk.
Kokkepigen, der naturligvis som alle af hendes
Haandtering var ødelagt af bestandig at staa foran
det glohede Komfur og låve Mad til andre, og der,
som Følge heraf og af det sædvanlige Klassehad til
dem, som blot befale uden at gjöre noget selv, led
af et kronisk Arrigskab, blev rasende og svarede
uhofligt. Fruen tog sin allerfornemste Mine paa og
spurgte, om hun glemte, hvem hun var, og hvem
Fruen var — hvorpaa Kokkepigen svarede, at det
glemte hun aldeles ikke, thi hun vidste meget vel. at
Fruen ikke begreb, hvad hun talte om, og hun gad
se, hvorledes Fruen vilde klare sig, om liim skulde
låve en eneste Middag selv.
»Men saadan gaar det, de, som ingen Ting selv
bestiller, de skal altid sætte ud paa andre.
Ingen Ting bestiller! Nej, nu gik Næsvisheden
næsten for langt. Troede hun, at det blot var dem,
der arbejdede med deres Hænder, som bestilte noget.
Men det var den sædvanlige, dumme Misforstaaelse
blandt udannede Folk, at de troede, at kun det
legemlige Arbejde var et Arbejde.
Aa nej, svarede Kokkepigen. Hun var ikke saa
dum, som Fruen troede. Hun begreb meget vel. at
Herren arbejdede, skjønt han bare skrev, thi hun saa,
hvor træt han var, naar han kom hjem om
Middagene, og det var jo ham, der maatte fortjene alt til
Huset. Men hvad Fruen bestilte, det kunde hun
aldeles ikke begribe, for det saa hun aldrig noget til.
Fruen vilde have givet meget til, om hun i dette
Øjeblik havde kunnet komme med et eneste Bevis
for, at hun virkelig arbejdede. Men hendes
sædvanlige Sikkerhed var aldeles borte ved denne Lejlighed.
Passede hun ikke Husholdningen? Men det var jo
Kokkepigen, som baade kjøbte Maden og lavede
den. Holdt hun ikke sit Hjem tint og i Ørden?
Men det var jo I lusjomfruen, som støvede af og
gjorde rent. Passede hun ikke sine Børn? Men det
var jo Lærere og Lærerinder, som læste med dem,
og ilet var jo Barnepigen, som syede og holdt deres
Klæder i Stand.
Men hendes Mand passede jo heller ikke
Husholdningen eller Bomene. Hvorfor var det hendes
Pligt mere end hans? Skulde hun være hans
Husholderske? Var hun ikke hans Liger
Ja, men kunde tnan virkelig sige, at der var
Lighed imellem to Personer, hvoraf den ene levede
af den andens Arbejder
(Oversat eller Forfatterindens Manuskript af O. 14.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
