Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 11. 14. December 1884 - Schandorph, S. De tre Fuldmægtige. Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. lo.
HJEMME OG UDE.
136
De tre Fuldmægtige.
Fortælling af S. Schandorph, (sluttet.:
Hvorfor stod de tre Fuldmægtige der? Ja, de
forelagde sig selv det Spørgsmaal og kunde ikke
besvare det. Der var noget ved den Gyde. de boldt
af. Der havde de i mange Aar endt deres
Aften-promenade. Gyden fik noget af en Kirkes, et Kapels,
et Bedekammers Karakter. I Aften tyede de vist
derhen, fordi de slet ikke havde det godt. Men der
var ingen Leg mellem Lygteskjær og Regndraaber.
Der var ingen Stjærner paa Himlen. Der var ingen
glad Sympathi, ingen spidsborgerlig Tryghed. De
burde gaa hjem, helst lu er for sig, og det lige strax.
Det følte de alle tre, at de burde, men de gjorde
det ikke.
En tør, klanglos Lyd hørtes. Stam havde med
sin Fod sparket mod en lang Granstamme, der laa
langs Groften.
— I)er ligger den endnu, brummede han.
— Det gior den, sagde Krog.
I .ad os sætte os paa den, sagde Klem.
Saa satte de sig alle tre. dodstavse. forover
bøjede med Hænderne for Ansigtet og — tænkte,
hvis man kan kalde den smertelige Proces, som
foregik i deres Indre, saaledes. Thi de følte en
legemlig, en materiel Smerte: Stam nærmest i
Høvedet, Krog nærmest i Hjærtet, Klem nærmest i
Underlivet.
De havde nu i en lang Aarrække tænkt eller
arbejdet med deres Tænkeorganer som en I lest, der
gaar i Møllegang. Det, at Tænkningens vante
Cirkellinie var sprængt, at de blev tvungne ind i
Stemninger og Tilstande, helt forskjellige fra de sædvanlige,
pinte og plagede dem.
De kunde ikke se hverandre. Hvis de havde
kunnet det. vilde kvalte Suk, Vridninger med
Overkroppen, en urolig flytten sig i Sædet, krampagtige
Trækninger i Arme og Ben have forraadt dem for
hinanden, vakt den indbyrdes Ironi og hver enkelts
Selvironi. Nu blev der kun den sidste tilbage som
kontrolerende Magt, men den var saare svag, sløvet,
som den var, af Vindunsternes og Erotikens Forening.
Selvironien kunde egenlig kun sige:
— Det er grinagtigt, at saadan en gammel Karl
som jeg kan . . .
Men saa kom den ikke videre.
De sad og rokkede og gned og væltede sig paa
den lange Stamme, som var bestemt til Møllevinge,
Pumpetræ, eller (hid véd hvad. Men i den
uhyggelige Nat tjente den til Hjælp for de tre Fuldmægtige.
Stam følte sin Tilværelse sortest. En saadan
Kvinde! Det var den förste Kvinde, som . . . Det
var for Resten Krogs Skyld med sit Kunstsludder . . .
ined de Former . . . Stam havde nok . . . det
huskede han . . . sét saadant noget, men at der
kunde gjøres saa meget ud af det . . . det var
noget Vrovl . . . Hold Mund, Krog!
I h ad faler? sagde Krog. Skal dette ende
med Slagsmaal?
I Krogs Sind læt der en lang Lysstribe. Han
havde gaaet i Latinskole, havde faaet et Skær af
klassisk« Dannelse, men var aldrig bleven Student
og havde tierfor en Slags Forpligtelse til at hade den
klassiske Dannelse. 1 hans Indre brummede det:
Giovannina parodierer det hele Vrøvl og de forbandede
Adjunkter, som foragter alle andre dannede
Mennesker. Naar jeg er forelsket i Giovannina, saa er det
en Protest i Aandens Navn mod Formen ... og
mod Lavsvæsen . . . mod ... ja videre kunde han
ikke formulere Protesten.
Klem var den mest rationelle. 1 Ian mindedes
Primadonnaens Moder, som hans Venner rent glemte.
I lende vilde han nødig have med i Tilgift.
— Det Fruentimmer er ikke saa tosset. For. . .
jeg kan ogsaa nok lide Idealer og saadant noget
Tøjeri ... for siger man, at man ikke bryder sig
om det, saa bliver man jo sat i samme Lag som
Slagtere ... og Fedtekræmmere og Skomagere . . .
Sludder med deres Kunst og deres Idealer! . . .
Naa, rent sjofelt skal man jo ikke tage Tingene.
Men jeg vil nok sige, naar saadant et dejligt
Fruentimmer vil forlade hele det Gøgleri ... og jeg kan
blive min egen Mand . . . jeg véd nok, hvad jeg
vil, og Herredsfogden har lovet mig ....
I Ian maa has e sagt, i det mindste sine sidste
Tanker, højt, thi han horteen tostemmig Opfordring:
Hold Mund. Klem!
Han svarede:
Jeg har ikke sagt noget. Det er jer andre,
som vrøvler.
Hans Fæller vare maaske ikke sikre i deres Sag.
De svarede ikke. De blev siddende paa det lange
Stykke Træ, grundende og lidende.
Stam slog i Træstammen. Han havde havt til
1 lensigt at slaa haardt og imponerende, men der var
tyk og ru Bark paa Stammen, og det gik ud over
hans Knoer. I Ians i Fantasien anlagte myndige
Opfordring blev ganske jævn. da han sagde:
Nu gaar jeg hjem.
Den gjorde ingen Virkning, thi baade Krog og
Klem følte sig forpligtede til ikke at lystre. Et
Kvarter eller tyve Minuter maatte gaa, for de to
andre rejste sig, og saa gik de uden Kommando.
De fulgtes op til Torvet. Først da spredte de sig
til hver sin Side.
Lyset var for længst slukket i den øverste Etage
i Hans Jensens høje Beværtningsbygning.
Formodenlig sov Giovannina Hermansen, mens
hendes tre Tilbedere vaagede.
De skiltes ad paa Torvet, gik hver til sit med
Ryggen krummet under den for dem uvante Byrde,
som den buttede Primadonnas fulde Former, ubevidst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
