Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 11. 14. December 1884 - Musset, Alfred de. En Aften hos Frøken Rachel. Oversat af Carl Michelsen - Theatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’43
HJEMME
OG UDE
Nr. il.
dyb Tallerken og giver sig til at søbe ilet med en Ske. Derefter
tager hun min Stok. trækker den Dolk frem, soin er i den, og
stanger sine Tænder med Spidsen. — Dermed ender
Barnagtighederne og den dagligdags Passiar. Et eneste Ord er nok til at
forandre hele Situationens Karakter og fore Poesien og
Kunstnerinstinktet ind paa Scenen.
J/g. Hvor De heste det Brev i Aften! De var meget
bevæget !
Rachel. Ja. Jeg havde en Fornemmelse, som om noget skulde
gaa itu inden i mig . . . Men det er del saminc. jeg holder ikke
synderlig af det Stykke (Tancrede). I »et er ikke rigtig sandt.
Jeg. De holder vel mere af Corneille! og Racines Stykker?
Rachel. Ja, jeg holder meget af Corneille. Og dog er han
undertiden ensformig, til andre Tider svulstig. Nej, alt det er
endnu ikke Sandheden.
Jeg. Saa sagte, Kroken1
Rachel. 1 lor nu en Gang. Naar for Exempel Sabine i -1
lom-tiernes siger:
»Man skifter stundum Elsker, man skifter aldrig Mand« saa
kan jeg ikke lide det. Det er plumpt.
Jeg. Men De maa dog i alt Fald indrømme, at det er sandt.
Rui-hel. Ja vel, men er ilet Corneille værdigt- Nej, maa jeg
saa bede oin Racine. Ilam tilbeder jeg. Alt hvad’han siger er
saa sandt, saa skjønt, saa ædelt.
jeg. Siden vi taler om Racine, kan De huske. De for nogen
Tid siden fik et Brev uden Underskrift med et Kaad angaaende
den sidste Scene i Mitridates
Rachel.\ Ja rigtig. Jeg fulgte ogsaa Kaadet, og siden den Tid
har Publikum altid klappet ad mig i den Scene. Skulde 1 ’e vide.
hvem del var, der skrev?
Jeg. Ja, jeg gjør. Det var den Dante, der har den største
Sjæl og de mindste Fødder i hele Paris. — Hvilken Rolle
indstuderer De lor Øjeblikket?
Rachel. Til Sommer skal vi »pille »Mane Stuart:, og saa
> Polyeucte t, og saa maaske . . .
fig. Nu da?
Rachel (slaar ! Burdet . Ja, jeg vil spille .Kædrai. lie siger
nok, at ieg er for ung. og at jeg er for mager og en Mængde
andre Dumheder. Men jeg svarer blot: Det er Racines skjønneste
kolle, jeg forlanger at spille den.
Sarah. Kjære Soster. deri gjør du maaske l’ret.
Rachel. I .ad mig være i Fred. Hvis nogen finder, at jeg er
for ung, og at Rollen ikke er passende, saa siger jeg blot: Jeg har
ved Gud sagt meget værre Ting, da jeg spillede > Roxelane«, og
hvad kommer det mig ved? Hvis nogen finder, at jeg er for mager,
saa paastaar jeg. al det er dumt sagt. En Kvinde, der nærer en
skiændig Elskov i sit Bryst, men hellere vil do end give efter for
denne Følelse, en Kvinde, der fortæres i sin l.idenskab og smelter
hen i Taarer, en saadan Kvinde kan ikke have en Barm som Fru
ParadoL Det villie være meningsløst, Jeg har i de sidste otte
Dage læst Rollen li Gange igjennem. Jeg véd endnu ikke,
hvorledes ieg vil spille den, men jeg vil blot sige Dem, at jeg kan
føie den. Pyt med Uladene! Det skal ikke lykkes dem at gjøre
mig kjed deraf. I >e véd ikke, livad de skal finde paa for at skade
mig i Stedet for at hjælpe mig og opmuntre mig. Men jeg skal
spille for fire, om det gjøres fornødent. i Vmulcr »ijj om imedmlg.’
Ja, jeg har læst nogle oprigtige Artikler, samvittighedsfuldt skrevne,
noget af det bedste og nyttigste, jeg ved. Men der er saa mange
Folk, der bruger deres IVn til at lyve og rive ned. lien Slag- er
værre end Røvere og Mordere. De dræber al Aand med Knappe
naalsstik. O, jeg iror gjærne, jeg kunde forgive dem.
Moderen. Kjære liarn. du taler for meget, du bliver træt.
I Morges var clu oppe Klokken sex. Gud maa vide, hvad der ståk
dig, saadan soin du for ud og ind. Nu har du ladt Munden løbe
hele Dagen og spillet i Aften. Du bliver tilsidst syg.
Rachel. livlig Nej, lad mig blot have Lov til at tale. Det
er en I.ivsltetingel.se for mig. (Vender am imen) mig Maa jeg
gaa ind at hente Bogen, -aa kan vi læse Rollen -ammen.
Jeg. Heller end gjærne. De kan ikke gjøre mig en større
Glæde.
Sarah. Men Søster dog. Klokken er halv tolv.
Rachel. Du har l.ov at gaa i Seng, hvis du ikke vil blive
længer opjie.
Sarah gaar ganske rigtig hen og lægger sig til Ro. Rachel
staar op og gaar ud af Stuen. Et Øjeblik efter kommer hun
tilbage tned et Bind af Racine i Haanden. Der er noget vist
højtideligt og religiøst i hendes Mine og O ang, næsten som en Præst,
der begiver sig hen til Alteret med tie hellige Kar i Haanden.
Hun sætter sig ned ved min Side og pudser Lyset. Mimeren
blunder smilende,
Rachel (aabner Bogen med cn ejendommelig .KrWiglied r.j hujer sis far
den Hvor jeg elsker den Mand! Naar jeg ser i den Bog, kunde
jeg gjærne blive siddende to Dage i Træk uden at spise eller
drikke.
Rachel og jeg begynde nu at læse i > Fædra• med Bt.igen lig
gendc paa Bordet imellem os. Alle de andre gaa deres Vej. Ra
chel hilser med ei lille Nik enhver, der fjærner sig, og bliver ved
at ltese. I Begyndelsen fremsiger hun Versene med ei ensformigt
Tonefald som en, der læser en Bøn op, men efterhaanden kommer
tier Liv i hende. Vi udvexle vore Bemærkninger og ’Tanker om
hvert Sted. Endelig kommer hun til den Scene, hvor Fædra er
kla-rer sig. Da strækker hun -.in højre Arm ud over Bordet, lægger
Panden mod den venstre Haand og støtter den med Albuen og
giver sig fuldstændig ben. Dog taler hun endnu kun med halv
Stemme. Pludselig funkle hendes Øjne, Racines Geni opklarer
hendes Ansigt, hun blegner og rødmer. Aldrig har jeg set noget
saa skjønt og saa interessant, aldrig har hun paa Scenen gjort saa
stærkt ei Indtryk paa mig.
Ilendes Trælhed, lidt Hæshed, Punschen, den sildige Time,
cn næsten feberagtig Livligbed paa de smaa Kinder med Natkappen
om, et vist uhørt Trylleri over hendes Væsen, de straalende Blikke,
der spörge mig lil Raads, et barnligt Smil. der finder Lejlighed til
at snige sig ind midt i alt det. ja om det saa er del uordentlige
llord, ’Tællelyset meel den flimrende F’lamme, Moderen, der blunder
ved Siden af os, alt tiet forener sig til cl Rembrandtsk Billede, et
Komankapitel i Smag ined Wilhelm Meister og et Minde Om Kunst
nerliv, (ler aldrig skal udslettes af min Erindring.
Vi naa saaledes hen til en halv Time over Midnat. Hendes
Fader kommer nu hjem fra Operaen, hvor han har set F røken Na
than optræde første Gang i Jødinden . Næppe har han sst sig
ned, før han med et Par hensynsløse Ord befaler Datteren at holde
op at læse. Rachel lukker Bogen og siger: »Det er oprørende!
Men jeg skal selv kjøbe mig nogle Ly- og l:ese ene, naar ieg er
kommen i Seng. Jeg sau paa hende; der trillede to store ’Taarer
ned ad hendes Kinder.
Det var virkelig oprørende al st et saadant N æsen blive
behandlet paa den Maade. Jeg rejste mig op og gik min Vej fuld
af Beundring og Ærbødighed og ganske rørt i min Sjæl. Og da
jeg koin hjem, skyndte jeg mig med stenografisk Nøjagtighed at
nedskrive alle Enkelthederne ved denne besynderlige Alten, for at
man en Gang kan finde dem efter min Død.
THEÅTRENE
Ogsaa Privatiheairene har med |iaaskjønnelsesværdig Iver søgt
at højtideligholde Nationalfesten. Højest i Rang slaar
Folke-theatrets Forestilling, som vi allerede omtalte forrige Gang. Valget
af Stykker. Iscenesættelse og Udførelse viilner om en skjønsout
Smag.
Casino aabnede sin Festforestilling med ei smukt Potpourri
over gamle Melodier, indrettet af .-Ixel Grandjean. I fertil havde
Hr. Ham Tegner arrangeret en Del smagfulde Tableaux, i hvilke
Frk. Olsen (Musiken) og Frk. Bodilsen (Penia) tog sig prægtigt ud.
Saa opførte man et meget sentimentalt Stykke, »Et Solglimt«, hvis
anonyme Forfatter lader en ung Pige. der viser sig at være en
Datter af llollicrgs Ungdomselskede, kaste et Solglimt over den
store Digters sidste Dage. Det var lavet, men ikke godt lavet.
Endelig gav man • Kilderejsen i. Ilr. A’euwann, der spillede Jeroni-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
