Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 12. 21. December 1884 - Steenbuch, Axel. Moderglæde. Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HJEMLE OG UDE.
skrev sig fra en Følelse af Øjeblikkets Betydning eller
fra en naturlig Trang til Magelighed efter Frokosten.
De saa hen paa Uhret, en efter anden. Der
manglede endnu et Kvarter. De begyndte at gabe.
»Mon der ikke skulde være kommen nogen?,
spurgte Fruen.
Gid der var! lød det i Kor.
Tjeneren traadte ærbødig et Skridt nærmere.
»Det cr allerede en halv Time siden, at de første
kom, sagde han i en hviskende Tone, som han
fandt passende til Situationen.
Aall! — alle Damerne rettede sig lidt i Vejret
— saa lad os begynde!. —
Ja, det var mere end en halv Time siden, at de
første var komne. Og paa det Gulv, som der saa
tidt var bleven kælet for af Kniplinger og
Silke-pliséer, og som var bleven forvænt med Kjærtegn af
smaa Fødder i hvide Silkesko og fortrolige Hilsner
af elegant Herrefodtøj, mens det over sig havde en
Luftsøjle, gjennemtrængt af Parfume og
gjennem-krydset af galante Ord og Blink fra smukke Øjne,
samledes lidt efter lidt et Selskab, som Gulvet, hvis
det havde kunnet drømme, aldrig vilde have drømt
om at skulle bære. Her var maaske ogsaa et
Silkeslæb, men det kom i Følge med store Fødder og
altfor spidse Hæle. Og saa var der tarvelige lange
Kjoler, som havde maattet slikke Gadesmudset op.
fordi deres Bestemmelse var at skjule. Og der var
Skjorter uden Kjole ox er. lige saa lasede og smudsige,
som hvad hine Kjoler skulde skjule.
Og enhver af disse Kvinder, som kom ind. var
Moder og havde sit Barn med, ved Haanden eller
paa Armen, eftersom det var gammelt til. En og
anden kom halv forskræmt ind, blev staaende nær
ved Doren og trykkede sig op i en Krog eller mod
Væggen. Andre gik strax længere ind i Værelset,
saa sig om og loftede nysgjerrigt Lagnerne, der laa
over Moblerne. Hist og her dannede der sig
Klynger, som kom i Snak sammen, ét Sted hviskende,
et andet højrøstet og leende.
Og ind i dette Selskab kom da ogsaa hun med
sin lille l’ige paa Armen; aabnede Døren og kiggede
men trak sig igjen tilbage; aabnede den saa paany
og traadte ind. Hun saa fra den ene til den anden,
rystede og var bleg. Siden bed hun Læberne
sammen og stod stiv op imod Væggen, med Barnet paa
Armen, saa ikke paa det eller paa de andre men
lige ned for sig, saa man kunde tro, hun havde lukket
Øjnene.
Inde i Kabinettet havde imidlertid Damerne
begyndt deres Virksomhed. Tjeneren hentede Modrene,
en efter en. Naar hun saa var spurgt ud. og hun
og Barnet taget i Øjesyn, skrev Husjomfruen Navn
og Adresse op, og Damerne hviskede lidt sammen,
hvorefter Fruen sagde til Moderen, at man vilde
betænke sig. Og saa lukkede Tjeneren Moder og Barn
ud til Hovedtrappen. Det var Forretningsgangen.
Da den første Moder kom ind, var hendes Dom
afsagt i samme Øjeblik, som hun viste sig. Thi hun
var meget styg, og Barnet lignede hende paafaldende.
Den næste kom med en ung, tjortenaarig Pige,
en hel lille Dame med lang Kjole og Pisk ned ad
Nakken. Men dette var jo slet ikke Meningen; hendes
høje Alder gjorde hende aldeles umulig.
Saa kom Damen med Silkeslæbet, og hun havde
ved Haanden et lille udpyntet Væsen, der vel kunde
være en fire Aar gammel, og som havde Parasol og
havde Forliaaret redt som Manke ned over Panden.
Damerne blev lidt forlegne overfor al denne
Pragt og vidste ikke strax, hvad de skulde sige.
Hvorfor vil De dog skille Dem ved Barnet?:
spurgte en af dem tilsidst. »De synes jo at have
Raad til at beholde det.
Aall! jeg er bleven ked af Ungen! lod Svaret.
Er det maaske ikke Deres egen? spurgte en
anden.
Jo, det ved Gud, det er!
Er De gift? spurgte en tredje.
Gift?« — der lød en lille Latter — næh, jeg
er ikke gift.
Damerne blev pludselig urolige, saa raadvilde
paa hinanden og maalte Moder og Barn med
Øjekast. der vare en Blanding af Forfærdelse og
Nys-gjerrighed.
Vil De lukke den Dame ud!* sagde endelig
Friten i I fuset til Tjeneren og drejede sin Stol til
den anden Side.
Arbejdet fortsattes.
En Kone med fire Pigebørn i en Alder af fra
to til otte Aar satte alle Damerne i Forbavselse.
Hun stillede sig op og nejede med to ved hver Side.
Alle fire havde de I laaret hængende frit ned ad
Nakken for at gjøre Effekt.
Er det Deres alle fire? var det förste Udraab.
Moderen nejede igjen. Mine alle de fire
dejlige Børn!« sagde lntn.
»Er De Enke? blev der videre spurgt.
»Forladt! lød Svaret; og atter nejede hun.
Hun puffede den ældste lidt frem foran sig.
»Maa jeg forestille Damerne min lille Angelica.«
sagde hun, en ganske dejlig lille Pige!«
Da hun erfarede, at Barnet var for gammelt,
halede hun hende tilbage ved Haaret og skjød den
næste frem.
Min lille velskabte Nanny! kun sex Aar
gammel! ualmindelig velskabt!
Og saaledes puffede hun dem frem og halede
dem tilbage ved Haaret, en efter en, anbefalende
dem paa det bedste, og med en Mine, som 0111 hun
vilde sælge dem pundevis.
Men de større tørte sig om Næsen med
Fingrene, og alle havde de simple Ansigter, saa der
var ingen Udsigter for dem.
Den næste, der kom ind, syntes derimod strax
at skulle have Held med sig. Barnet var ganske
vist næsten fire Aar og saaledes betydelig ældre, end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
