Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 12. 21. December 1884 - Steenbuch, Axel. Moderglæde. Fortælling - Taine, H. Jacobinernes Førere, ved S. Schandorph: II. Danton
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«5’
Fruen havde tænkt sig, at hendes Plejebarn skulde
være at begynde med. Men det var en smuk lille
Pige, som stod og saa paa sine Dommere paa en
lidt mut og ganske pudsig Maade.
Saa vilde imidlertid Damerne tale til Harnet og
kjæle lidt for det. Men det strittede imod, da
Moderen vilde puffe det hen til dem; og da endelig en
af dem fik fat i det og spurgte det, hvad det hed,
aabnede det sin lille Mund og sagde: Hold Tæft!
Alle Damerne slog Hænderne sammen af
Forfærdelse, og det ugudelige lille Væsen blev
ojeblikke-lig med sin Moder lukket ud af Tjeneren og fik
Prygl af Moderen ude paa Trappen, saa man kunde
hore det skrige.
Og Arbejdet fortsattes; og Damerne begyndte
at blive trætte, nippede til Likøren for at oplive sig
og blev endnu mere døsige.
Og saa kom endelig hun.
Da Tjeneren slog Doren op for hende, saa det
ud til, at hun blev bange, og hun blev staaende paa
Dørtrinet og maatte have et Vink af Tjeneren for
at komme videre, og atter et Vink af Husets Frue
for at naa midt ind paa Gulvet.
Damerne bøjede sig uvilkaarlig lidt forover og
lagde Armene paa Bordet foran sig, som for rigtig
at tage hende i Øjesyn. Og som hun stod dér med
Nr. 9.
Barnet paa Armen, og det alvorlige, blege Ansigt
vendt imod dem, saa hun kjøn, næsten smuk ud,
uagtet hun slet ikke var nogen Skjønhed.
Hvad hedder De?«
i Marie!
Efternavn r
1 lansen!
Hendes Svar lod sagte, men ikke forknyt; deres
Lyd var en Blanding af Beskedenhed og Bestemthed.
Hvor gammelt er Barnet?:
Lidt over et halvt Aar!«
Ah! forsaavidt passede det altsaa. Damerne
rykkede nærmere.
Maa vi sé det!«
Den Lille var falden i Sovn. Moderen viklede
det Tørklæde, som hun havde lagt over dets Hoved,
til Side, forsigtig, som om hun var bange for at
vække det.
Damerne rejste sig og bøjede Hovederne
sammen over dets lille Ansigt.
Aall, hvor hun er sod! lod det i en hviskende
Tone, og de tog Torklædet mere til Side for rigtig
at se. De fik et mildt Udtryk i deres Ansigter, som
klædte dem, og en Stund var der ingen af dem,
der talte.
(Kort.*«Ue>.
"7 HJEMME OG UDE.
Jakobinernes Førere.
(Af H. Taines < I.es origines de la france conlemjioraihe«
3<ije Del ved S. Schandorph ,
11. Danton.
Hos ham er der ikke Spor af Sindsforvirring.
Tværtimod, han har ikke alene den sundeste Aand, men han har
politisk Dygtighed, og det i en fremragende Grad, i en saadan
Grad, at ingen af hans Medarbejdere eller Modstandere kommer
ham nær i den Henseende, og at alene Mirabeau blandt alle
Revolutionens Mænd har naaet eller overgaaet ham. — Det er
en original Genius, en förste Haands Begavelse, ikke som de
fleste af hans Samtidige en ræsonnerende og skrivesyg
Theore-tiker, det vil sige en pedantisk Fanatiker, ei andet Haands
Produkt, lavet til af Bogen, en Møllehest, som gaar med
Skyklapper, og, uden at kunne slippe til Siden, lober rundt i en
én Gang slaaet Cirkel. Hans frie Sk jon er ikke hindret af
abstrakte Fordomme; han kommer ikke som Rousseau med en
ContTiU ’Hi,il, eller en social Kunst som Sieyes med Principer
eller Studerekammerdoktriner; han har af Instinkt, maaske af
Foragt, tjærnet sig derfra; han sagde: Jeg skriver aldrig.
Til sligt trængte han ikke, han vilde ikke have vidst, hvad
han skulde gjöre dermed. Systemer ere Krykker til Brug
for afmægtige, og han er bomstærk; Formler ere Briller til
Brug for nærsynede, og han har gode Øjne. En samtidig
Literat og Filosof siger om ham: Han havde læst og gransket
saare lidet, han kunde næsten ingen Ting, han satte sin
Stolthed i at gætte ikke ved Intuition, nej, han saA sig om og
saa. Hans af Naturen overordenlige Dygtighed, og som ikke
var fyldt med noget, spærrede sig naturlig af mod uklare,
sammensatte og falske Begreber, men aabnede sig af sig selv for
alle Erfaringsbegreber, hvis Sandhed hnvde vist sig i Praxis.
. . . Hans Syn paa Mennesker og Ting, der var hurtigt, klart,
upartisk og sandt, havde en solid og praktisk Klogskab.
At forestille sig nojagtig de forskjellige Partiers og 26 Millioner
Sjæles Ira hinanden eller sammen lobende, overfladiske eller
dybt bundende, virkelige eller mulige Viljer, al vurdere rigtig
Betydningen af den sandsynlige Modstand og af de
forhaandenværende Kræfter til at mode den med, at opdage og gribe
det afgjørende Øjeblik, som aldrig kommer igjen, at
sammensætte Midler til Udforeisen, at finde Handlingens Mænd, at
maale den frembragte Virkning, at forudse de nære og fjærne
Eftervirkninger, ikke at angre, ikke at blive stædig, at
akcep-tere Fortrydelser i Forhold til deres politiske Virkeevne, at
krydse for altfor stærke Hindringer, at standse eller gaa
Omveje selv til Trods for de Grundsætninger, man offenlig
udstiller, kun at betragte Mennesker og Ting paa samme
Maade som en Mekaniker, en Maskinbygger, en Beregner af
Kræfter, det er saadanne Egenskaber, han gav Bevis paa den
10de Avgust, den 2den September, under det faktiske
Diktatur. som han tilrev sig mellem 1 ode August og 2 1 de
September; siden i Konventet, i den förste Velfærdskomité, har man
set ham i Virksomhed. Lige til del sidste har han, til Trods
for sine Partifæller, sögt at formindske eller dog ikke forhøje
den Modstand, Regeringen maatte overvinde. Næsten lige til
det sidste har han, til Trods for sine Modstandere, sögt at
forøge eller dog ikke at odelægge de Magtmidler, Regeringen
kunde anvende. Midt mellem Klubbernes Raaben paa, at man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
