Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 12. 21. December 1884 - Taine, H. Jacobinernes Førere, ved S. Schandorph: II. Danton
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 12.
skulde udrydde Preusserne, som fordrede, at man skulde tage
den preussiske Konge til Fange, at man skulde vælte alle
Troner og mvrde Ludvig XVI., har han forhandlet om
Hertugen af Brunsvigs næsten fredelige Tilbagetog, har arbejdet
paa at skille Preussen fra Koalitionen, har villet forandre
Propagandakrigen til en Krig for Interesser, har faaet Konventet
til at dekretere, at Frankrig ikke paa nogen Maade vilde
indblande sig i de andre Magters Regeringsform , han har
opnaaet Alliancen med Sverrig, har forud lagt Grundvolden til
Baselertraktaten, har tænkt paa at frelse Kongen. Den ældste
af de tire Brodre Lameth, Theodor, havde kjendt Danton godt
under den lovgivende Forsamling; efter Septembermyrderierne
var han flygtet til Schweiz, og stod indskreven paa
Emigrantlisten. Omtrent eu Maaned for Kongens Dod besluttede han
at foretage en sidste Anstrængelse og tog til Paris. Han
fortæller: Jeg gik lige til Danton, og uden al nævne mig,
forlangte jeg bestemt at blive fort til ham lige strax. Tilsidst
lod man mig komme ind. og jeg fandt Danton i Bad. De
her: raabte han; men véd De, at jeg med ét Ord kan faa
Dem guillotineret? — Danton, sagde jeg til ham. De er en
stor Forbryder, men der er Lumpenheder, som De ikke er i
Stand til at begaa, blandt andre den, at angive mig. De
kommer for at frelse Kongen? Ja. — Derpaa begyndte en
meget venskabelig og fortrolig Samtale. Danton sagde: Jeg
gaar ind paa at forsøge at frelse Kongen, men jeg maa have
en Million til at vinde de nødvendige Stemmer, og jeg maa
have dem i Dag otte Dage. Jeg siger Dem forud, at kan
jeg ikke sikre hans Liv, vil jeg stemme for hans Død . Den
spanske Gesandt bragte Pitt Forslaget, men denne vilde ikke.
Danton stemte for Kongens Død, saa lettede eller saä han
gjennem Fingre med Grev Lameths Tilbagerejse til Schweiz.
Midt imellem Girondinernes Mistro og Angreb, som gaa ud
paa at vanære og ødelægge ham, bliver han haardnakket ved
at strække Haanden ud imod dem; han erklærer dem kun
Krig, fordi de nægte at slutte Fred med ham, og han bestræber
sig for al redde deres Liv. da de ere fældede. Midt imellem
saa mange Vrøvlere og Skriblere, hvis Logik er en Ordlogik,
eller hvis Raseri er blindt, som ere Frasespilledaaser eller
Mordmaskiner, gaar hans altid brede og smidige Intelligens lige
løs paa Kjendsgjerningerne, ikke for at omdanne og forvride
dem, men for at underkaste sig dem, læmpe sig efter dem,
og forstaa dem. Med en Aand af den Art kommer man langt,
lige meget ad hvilken Vej.
Der er en dyb Lighed mellem Demagogen og Røveren.
Begge ere de Høvdinger for en Bande, begge behøve de en
Lejlighed til at danne denne Bande; Danton behøvede
Revolutionen for at danne sin. Af simpel Herkomst, uden Beskyttere,
uden Formue, fandt han alle Pladser besatte og Paris’s
Rets-skranke utilgængelig for sig; da han efter store Anstrengelser
var bleven Advokat, strejfede han længe om og ventede paa
Stenbroen eller paa Kaféerne, som hans lige nu gjør det paa
Olhallerne. I Café de l’École vimsede Værten, en trivelig
Borger, om mellem Bordene, med en lille blond Paryk og en
graa Dragt, med sin Serviet under Armen og et Smil; hans
Datter sad i Baggrunden som Kassererske ved Disken.
Danton passiarede med hende, friede saa til hende; for at faa
hende, maatte han blive ordenlig, kjøbe en Advokatbestalling
ved Consi-il du og skaffe sig i sin lille Fødeby
Kavtioni-ster og Pengelaan. Da han saa blev gift og boede i den
I $2
triste Passage du Commerce, betynget af Gjæld mere end af
Sager, naglet til en stillesiddende Haandiering, hvor Flid,
Korrekthed, moderat Væsen, sømmelig Stil og ulastelig
Påklædning, vare strængt fornødne, indskrænket til en lille
Husholdning, som vilde være gaaet i Stykker, hvis ikke Svider
faderen, Kaféværten, hver Uge havde forstrakt dem med en
Louisdor forud, da oprørte sig Dantons flotte Tilbøjeligheder,
hans vexlende Trang til Voldsomhed og Dvaskhed, hans
Graa-dighed efter at nyde og herske, hans raa og voldsomme
Instinkt til at udfolde sig, til Initiativ og Handling. Han duer
ikke til vore civile Embeders fredelige Slendrian; hvad der
passer for ham er ikke den regelmæssige Disciplin i et
gammelt Samfund, som varer ved, men den larmende Brutalitet i
et Samfund, som er i Opløsning eller i Nydannelse. Af
Temperament og Karakter er han en Barbar, og en Barbar,
færdig til al herske over sine Lige som en Leude paa
Mero-vingernes, en Baron paa Karolingernes Tid. En Kolos med et
Tartarhoved, oversyet med Kopar, af en tragisk og frvgtelig
Hæslighed, en fortrukken Maske som en knurrende Buldog,
smaa Øjne, der ligger dybt under en truende, bevægelig Pande,
en tordnende Røst, Gestus som en Mand, der slaas, et rigeligt
og kogende Blod, en Overflod af Vrede og Energi, en Kraft,
der i sin Ubegrænsethed som selve Naturens altid strømmer
over, en tøjlesløs Deklamation, lig en Tyrs Brøl, og hvis Buldren
trænger gjennem de lukkede Vincuer et ha I vi hundrede Skridt
ud paa Gaden, Billeder, der overskride al Maal. en oprigtig
ment Svulst. Bæven og Skrig af Forbitrelse, Hævn, Patriotisme,
i Stand til at vække de vilde Drifter i den fredeligste Sjæl og
de ædle Drifter i den mest fordummede. Eder og sjofle Ord,
en Cynisme, ikke ensformig og fremtvungen som hos Hébert,
men sprudlende, umiddelbar, kildespringsagtig, enorme
Raa-heder, en Rabelais værdig, et Fond af munter Sanselighed og
godmodig Drillevornhed. gemytlige og fortrolige Manerer, en
aaben kammeratlig Tone, kort: med et Indre og Ydre lige
skikkede til at fange en gallisk gaulois) og parisisk Plebs’s
Tillid og Sympathi; alt virker sammen til at sammensætte hans
dybt rodfæstede og praktiske Popularitet og gjøre ham til
Sans-Culotteriels grand Seigprur*. Med saadanne Anlæy til
at spille en Rolle er man stærkt fristet til at spille den, saa
snart Theatret aabnes, hvad det saa end er for ei Theater,
tvetydigt eller smudsigt; hvilke end Skuespillerne ere,
Gadedrenge, Landstrygere, faldne Kvinder; hvilken end Rollen er,
uædel, tilsidst morderisk og endelig bringende Døden for den,
som overtager den. For at modstaa en saadan Fristelse vilde
der behøves den Væmmelse, som en tin eller grundig Dannelse
udvikler i Sanserne og i Sjælen; men sligt mangler hos Danton.
Han væmmes ikke ved noget, hverken fysisk eller moralsk;
han kan kvsse Marat, være Kammerat med Drukkenbolte,
lykønske Septemberinorderne, svare paa Gadekjællingers
Skjældsord i Droschkekuskestil, leve paa lige Fod som
Kammerat med Skjælmer, Tvve og straffede Personer, med
overbeviste Forbrvdere, som han sender som Embedsmænd til
Departementerne efter den 2den September . . . For F— i
H , mener I, man skal sende Frøkener derhen: Man maa
være smudsig, for at arbejde i Smuds, man maa ikke stoppe
sin Næse til, naar de Folk kommer og kræver deres Dagløn;
man er nødt til at betale dem godt og sige dem et opmuntrende
Ord og lade dem have frit Albuerum. Danton gaar ind paa
at lade Ilden blusse og læmper sig efter lasterne; han lader
MJ KM MK OG UDE.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
