Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 13. 28. December 1884 - Taine, H. Jacobinernes Førere, ved S. Schandorph: III. Robespierre - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167
HJEMME OG UDE.
Nr. I 1.
store og umiddelbare Talenter i Nationalforsamlingen, var han
længe ubekjendt, og mere end én Gang gjorde han sig latterlig
ved Paatrængenhed eller Mangel paa Takt. Hans kantede og
torre Lommeprokuratoransigt, hans klangløse, ensformige,
hasse Stemme, hans trættende Foredrag, hans artesiske Dialekt,
hans forlegne Mine, hans faste Beslutning altid at trænge sig
frem og udvikle Almensandheder, hans egen synlige Vilje til
at paatvinge dannede Folk og endnu intelligente Tilhørere den
utaalelige Kjedsommelighed, som han paalægger dem, kunde
ikke gjøre Forsamlingen overbærende imod de Forsyndelser,
han begik imod sund Sans og Smag. En Dag sagde han i
Anledning af et Dekret i Statsraadet: Der udkræves en
ædel og simpel Form, som hævder den nationale Ret og bærer
Agtelsen for Loven ind i Folkets Hjærte,’ derfor bør man i
de udstedte Love efter de Ord: Ludvig af Guds Naade
0. s. v., 0. s. v., 0. s. v. sætte: Folk, se her er Loven, som
er paalagt dig: lad denne Lov være hellig og ukrænkelig for
alle!« Derpaa rejser en Deputeret fra Gascogne sig op og
siger med sin sydlandske Dialekt: Mine Herrer, den Formular
duer ikke; vi skal da ikke synge Psalmer her. Almindelig
Latter. Robespierre tier og bløder indvendig; to eller tre
saadanne Uheld tiaar et Menneske som ham fra Top til Taa.
Ikke at hans Bommert synes ham en Bommert, nej,
aldrig vil en Pedant, greben i Pedanteri paa fersk Gjerning,
tilstaa at han fortjente at pibes ud; tværtimod, han er
overbevist om, at han har talt som en Lovgiver, en Filosof, en
Moralist; det er kun de bornerede Aander og de fordærvede
Hjærter, som ikke have forstaaet ham. Hans smertelig ramte
Forfængelighed, som nu er drevet ind i ham, søger Mættelse
udadtil; tager eller finder den i, hvad jeg vil kalde i hans
borgerlige Moderations golde Regelrethed. Robespierre har
ikke alle Dantons Fornødenheder; han er ædruelig, hans Sanser
plage ham ikke, naar han giver efter for dem, er det lige
netop og meget fortrædeligt. Da han boede i Rue de
Sain-tonge i Paris, fortæller hans Sekretær, har jeg kun set én
Kvinde hos ham, og hende behandlede han temmelig ilde.
Meget ofte lod han Døren lukke for hende. Naar han
arbejder, maa man ikke forstyrre ham; han er af Naturen
ordenlig, arbejdsom, et Stuemenneske, en Mønsterdiscipel i
Skolen, en korrekt Advokat i sin Provinsby, en stadig mødende
Deputeret i Forsamlingen, over alt fri for Fristelser og
Udskejelser. »Ulastelig! . Det er Ordet, som en indre Stemme
ganske sagte har gjentaget for ham lige fra hans første
Ungdom for at trøste ham over hans ubekjendte Tilværelse og
lange Ventetid; ulastelig har han været, er det og vil være det;
det siger han til sig selv, til andre, og helt og holdent, i ét
Stykke bygger hans Karakter sig op paa dette Grundlag.
Ham skal man ikke forføre ved Middagsgilder som Desmoulins,
ved Behageligheder som Barnave, ved Penge som Mirabeau
og Danton, ved den gammeldags Høfligheds og det udvalgte
Selskabs Tillokkelser som Girondinerne, ved et flot og
fuldstændig tøjlesløst Livs Lokkemad som Dantonisterne - nej,
Robespierre er ubestikkelig. Ham skal man ikke stanse
eller faa til Side fra hans Vej som Feuillanterne, Girondinerne,
Dantonisterne, Statsmændene, Fagmændene, af anden Rangs
Hensyn, af Imødekommen mod Interesser, af Respekt for en
Gang fuldbyrdede Situationer, af Frygt for at foretage for
meget paa én Gang, af Nødvendigheden af ikke at desorganisere
de daglige Embedsforretninger altfor meget, af at lade de
menneskelige Lidenskaber et vist Spillerum, af Nyttes- og
Bekvemmelighedshensyn: nej, han er Rettens intransigente
Forkæmper. Ene, eller næsten ene lader jeg mig ej bestikke;
ene, eller næsten ene gaar jeg ikke paa Akkord med
Retfærdigheden, og disse to Førsterangsegenskaber dem besidder jeg
i højeste Grad. Andre kunne være sædelige, men de bekæmpe
eller torraade Principerne, andre bekjende Principerne med
deres Læber, men de ere ikke sædelige. Ingen er saa tro
mod Principerne med saa rene Sæder. Ingen forbinder en
saa stræng Dyrkelse af Sandheden med en saa nøjagtig
Udøvelse af Dyden; jeg er enestaaende. — Kan man tænke sig
noget sødere end denne tavse Enetale? Lige fra den første
Dag hører man den, spillet med Sourdine, i Robespierres
Adresser til den tredje Stand i Arras1); den sidste Dag hører
man den med Pedal i hans store Tale i Konventet, naar
han siger: Hvo er jeg, mig, som man anklager? En
Frihedens Slave, en levende Martyr for Republiken, lige saa
meget et Offer for som en Fjende af Forbrydelsen.« Ja, man
hører det samme i det mellemliggende Tidsrum, i hvert af
hans Skrifter, i hver af hans Taler, i hvert af hans
Ordførerforedrag, man hører det i Indledninger, i Parentheser, i Epiloger,
det ruller gjennem Fraserne som en stadig Bas. Han glæder
sig saa meget derved, at han ikke kan høre andet, — ja, og
saa kommer just Ekkoet udenfra og støtter med sit
Akkompagnement den indvendige Kantate, han synger til sig selv.
(Futtkctlcv)
Tusend Sjæle.
Roman af Alexis Pisemski. .Kurt»! .
Min Heltinde var ikke af denne Slags; hun var ret
forstandig, god, til Dels sentimental og følsom, hun holdt sig ikke
rigtig rank, kunde ikke danse Vals, spillede daarligt Klaver og
talte Fransk: schæ næ væ pa, schæ næ pæ pa. Hvad var der
at gjøre ved det? Hun havde ingen Gouvernante, som kunde
indvi hende i den gode franske Udtales Hemmeligheder, hun
havde ikke i en Pension lært at sidde og staa, ja, hun havde
ikke en Gang haft en praktisk Tante eller Søster, der, for at
tale med Gogol, kunde proppe hende med alt
Fruentimmervæsen.
Da Peter Mikailovitsch havde mistet sin Kone, var det
ham umuligt at skille sig fra Nastenka, og han opdrog hende
hjemme. Som Barn var hun meget kaad, løb hele Dage om-
*. .Jeg har et retskaffent Hjærte, en fast Sjæl, jeg har aldrig vidst
at bøje mig under Lavhedens og Bestikkelsens Aag.« Han har
allerede sin Grædetone og sine Martyrattituder. > De tænke paa
at forvandle Folkets Forsvarere til Martyrer. Vare de endog
mægtige nok til at fratage mig alle de Goder, som man misunder
mig. kunne de saa berøve mig min Sjæl og det gode. jeg har
villet udretter«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
