Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 14. 4. Januar 1885 - Breve fra Turgjénjew til Màrja Miljùtin. Fra Russisk ved Thor Lange - Steenbuch, Axel. Moderglæde. Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. lo.
HJEMME OG UDE.
176
haabninger om, at den vil falde i Deres Smag;
Damerne i Moskwå ere lidt strænge. Om Fyrstinde
Tscherkasskij og Fru Aksakow tor jeg slet ikke tale;
jeg kryber allerede i et Musehul blot ved at tænke
paa disse ubonhorlige Gudinder omgivne af Torden
og Lynild. Bring dem for Resten min bedste Hilsen;
hils mange Gange Deres Mand og alle andre, som
ikke have glemt mig og ikke ere mig fjendske. Med
de venligste Ønsker for Dem og Nikolaj
Alexéje-vitsch bliver jeg stedse Deres hengivne
Iw. Turgjhijew.
Moderglæde.
Fortælling al Axel Steenbuch. (Sluttet].
Det var hen ad Sommer en Gang, at hun kom
forbi Huset, det store Hus med Guderne i Porten.
Paa hver Side af denne var der paa Muren klistret
en Plakat, og hun maatte staa stille og læse. Det
kneb for hende. Bedst gik det med Overskriften:
Gives herved Alle og Enhver tilkjende* stod der
med store Bogstaver; men det var jo ikke synderlig
oplysende, saa hun blev nodt til at give sig i Lag
med de mindre Typer underneden Saa stodte hendes
Øje paa Ordet »Auktion ; det kjendte hun. Under
det læste hun Navne paa alle mulige Ting, Mobler,
Sølvtøj o. s. v.
Det var da underligt! Hun rystede lidt paa
Hovedet. Hvad kunde det betyde?
At Mobler blev flyttede bort fra Huset, var hun
vant til hver Sommer, naar Familjen tog paa Landet.
Men at de blev solgte — det var dog underligt!
Hoho! nu havde hun fundet det! hun vidste dog
heldigvis lidt Besked med rige Folks Skik. De kjære
Mennesker vilde maaske flytte fra Byen for bestandig,
havde maaske kjobt en Herregaard! eller de vilde
rejse udenlands paa længere Tid!
Hun rokkede videre henad Gaden. Hun blev
lidt vemodig stemt: Saa kunde det jo være, at det
vilde vare længe, inden hun saa dem igjen! maaske
saa hun aldrig sit Barn mere!
En kort Tid bragte disse Tanker hende ud af
Ligevagten. Men saa greb hun til sit gamle
Trøstemiddel ; hun holdt smaa Taler til de fraværende kjære.
Hr. Baron !> sagde hun, jeg har kjobt Dem
en lille Herregaard! — ingen Tak, min kjære! det er
jo kun en Bagatel! betragt det som et lille Forskud
paa, hvad De ellers vilde faa ved min Dod! Jeg
kom til at tænke paa, at min Datter Baronessen og
de smaa kunde have godt af Landlivet.
Eller hun gjorde et lille Knix og mumlede med
et Smil: Folk af vor Stand maa udenlands; det
hører sig til. Jeg skylder min Datter en lille
Fødselsdagsgave: her er Billetterne til JærnbanenL
Hun mærkede, at der flyttede fremmede ind i
det store Hus, og hun gik en Dag forbi det og
syntes, at det egentlig slet ikke var saa stort og flot,
som det for havde forekommet hende at være. Hun
stillede sig op foran Porten og haanede Guderne.
»Vi ere flyttede* — sagde hun til dem — det blev
os for smaat her. I ere ikke synderlig fine, gode
Karle! og I begynder at blive gamle.’ — Saa slog
hun ud med Haanden, som om hun vilde betyde
dem, at de nu kun vare Pensionister; og fra den Dag
lod hun, som hun ikke saa dem, naar hendes Vej
gik dér forbi.
Men trods denne selvlavede Trost gik det ikke
for hende som før med at faa Tiden til at gaa og
med at besorge sit Arbejde. Hun savnede saa
forfærdelig den Lykke af og til at kunne sé et Glimt
af den smukke, yndefulde Datter og de nydelige,
smaa pyntede Bornebørn. Og i Løbet af Sommeren
og Efteraaret ældedes hun stærkt, taalte mindre end
før og blev hyppig træt. Hun søgte at holde fast
ved Haabet om, at de kjære snart kom tilbage igjen,
men det hændte dog stundum, at hun tabte Modet.
En Dag i Begyndelsen afVinteren var hun gaaet
ud ad Amager. Der var en Tommerplads derude,
som hun en Gang imellem besogte. Og hun vendte
nu tilbage med sin Sæk godt fyldt og derfor tung
at bære.
Det var allerede blevet morkt, og som hun gik
dér, saa hun et oplyst Vindue i et Mus, der laa lidt
indenfor Vejen, og hun skimtede et Barnehoved.
Born var hendes svage Side. De voxne brod
hun sig ikke om; de kunde tit gaa hende forbi,
uden at hun lagde Mærke til dem; men modte hun
et Barn, blev hun ofte staaende og kiggede efter det.
Hun standsede ogsaa nu, men saa saa hun intet
mere. Imidlertid havde hun nok Lyst til at sé, hvad
det var for en lille En, hvis Hoved hun havde skimtet,
og hun satte derfor Sækken ved Vejkanten og
nærmede sig Huset.
Det var et fattigt Værelse, hun saa ind i. Der
var Nød, det saa hun strax. Faa og tarvelige Mobler,
men over det hele et vist Præg af Forsøg paa at
holde lidt Sirlighed vedlige; hist og her dog ogsaa
Spor af, at disse Forsøg vare paa Veje til at blive
opgivne. Ved Vinduet en Symaskine, der nvs havde
været i Virksomhed; noget Linned hang endnu lænket
til den ved Traaden.
I cn Krog af Værelset sad en lille Dreng kroben
sammen paa Gulvet.
Paa Sengekanten sad en Kvinde, mager, bleg
og fattig klædt; og hun havde paa sitSkjod liggende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
